Udbud og indkøb
Albertslund Kommune har løbende udbud af indkøb og anlægsprojekter
Læs Albertslund Kommunes indkøbspolitik
Indkøbspolitikken har fem bærende principper, som omfatter miljø og bæredygtighed, innovation, det sociale ansvar og fair konkurrence og et effektivitetsspor.
De bærende principper er konkretiseret i seks indsatsområder, hvor tre af dem understreger Albertslund Kommune som en bevidst forbruger:
1. Bæredygtige indkøb
2. Innovative indkøb og samskabelse
3. Socialt ansvar
De tre øvrige indsatsområder fokuserer på professionalisering af indkøb og effektivitet:
4. Effektive indkøb
5. Totaløkonomiske indkøb
6. Fælles om indkøb
Kommunen laver løbende nye samhandelsaftaler eller sender varer og tjenesteydelser i udbud. Ønsker I, at Albertslund Kommunes udbudskontor skal lære din virksomhed at kende, kan I sende informationsmateriale til udbud@albertslund.dk
Udbudsmaterialet offentliggøres på mercell.dk. I bør orientere jer på udbud.dk om nye udbud. Her på Albertslund Kommunes hjemmeside er der en oversigt over de områder, hvor kommunen har igangværende udbud.
Vi gennemfører løbende udbud igennem Statens og Kommunernes Indkøbsservice (SKI) og samarbejder med kommunerne på Vestegnen.
Albertslund Kommune åbner for godkendelse af private leverandører af helhedspleje efter Ældreloven.
I henhold til ældrelovens § 18 skal Albertslund Kommune sikre at borgere, som visiteres til helhedspleje i form af sammenhængende og rummelige pleje- og omsorgsforløb, har frit valg mellem to eller flere leverandører.
Albertslund Kommune har besluttet at åbne mulighed for, at virksomheder kan ansøge om at blive godkendt som privat leverandør af helhedspleje.
Godkendelsesmodellen
Godkendelsesmodellen har til formål at sikre, at de virksomheder, som Albertslund Kommune indgår samarbejde med, kan tilbyde den nødvendige driftssikkerhed, kvalitet og faglige kompetencer som forudsættes for at levere pleje- og omsorgsforløb i døgndrift på hverdage og helligdage.
Godkendelsesmodellen omfatter:
- Helhedspleje, jf. ældreloven § 9, stk. 2 (personlig pleje, hjælp eller støtte til nødvendige praktiske opgaver m.v. i hjemmet samt genoptræning og rehabilitering m.v.)
- Opgaveoverdragede sundhedslovsydelser, jf. sundhedsloven § 138.
Minimumskrav
Albertslund Kommune forventer, at der vil blive stillet følgende krav til ansøgerne vedrørende økonomisk og finansiel kapacitet:
- Samlet årsomsætning for hvert af de seneste to disponible regnskabsår på minimum 7.500.000 kr.
- Soliditetsgrad for hver af de to seneste disponible regnskabsår på minimum 15%.
(Soliditetsgrad = Egenkapital x 100 / Aktiver). - Anfordringsgaranti til fordel for Albertslund Kommune på 100.000 kr. forud for kontraktopstart, med forventning om stigende krav i takt med stigende omsætning.
- Dokumentation for, at der ikke ved kontraktindgåelse er forfalden gæld på 50.000 kr. eller derover til offentlige myndigheder vedrørende skatter, afgifter eller bidrag til sociale sikringsordninger i henhold til dansk lovgivning eller lovgivningen i det land, hvor ansøgeren eller tilbudsgiveren er etableret.
- Fremsendelse af Serviceattest uden anmærkninger, der maksimalt er 3 måneder gammel. Dette gælder ansøger, evt. konsortiedeltagere samt evt. støttende enhed(er).
Derudover vil ansøger som minimum skulle fremlægge dokumentation for følgende krav til teknisk og faglig kapacitet:
- Mindst tre (3) referencer, som dokumenterer erfaring med at levere personlig pleje og praktisk hjælp til visiterede borgere i kommuner inden for de seneste 3 år. Hver reference skal dokumentere erfaring med at levere personlig pleje til mindst 30 hjemmeboende borgere.
- Minimum 50 ansatte til rådighed for at levere pleje og omsorgsforløb til borgerne på tidspunktet for kontraktens opstart.
- Kompetencer dokumenteret gennem 3-5 CV’er, som skal indeholde:
o CV’er på mindst 2 ledende medarbejdere med angivelse af deres rolle og ansvarsområder.
o CV’er på mindst 2 sygeplejersker og 1 terapeut, som vil være tilgængelige for ansøgerens medarbejdere og kan bistå med kvalificeret sparring inden for alle ydelser, der skal leveres under godkendelsesmodellen. CV skal indeholde autorisationsnummer på de pågældende fagpersoner.
I øvrigt bemærkes, at Albertslund Kommune forventer at godkendelsesmodellen vil indeholde et krav om, at opgaver vedrørende personlig pleje og delegerede sundhedsydelser skal varetages af leverandørens egne medarbejdere og ikke ved brug af underleverandør.
Motivation for minimumskrav
De fastsatte minimumskrav afspejler kompleksiteten af og indholdet i opgaven med at levere pleje- og omsorgsforløb set i lyset af målgruppens behov. Derudover forudsættes døgnbemanding og mulighed for at yde pleje og omsorg hjemme hos borgeren med kort varsel ved akut behov.
Tidsplan for godkendelse af private leverandører af helhedspleje
Albertslund Kommune er i proces med at implementere de nye krav i ældreloven og forventer at offentliggøre materialet til brug for den endelige godkendelse af leverandører bestående af information til tilbudsgivere, kontrakt, kravspecifikation samt øvrige bilag, medio august 2025. Forventet ansøgningsfrist for endelig godkendelse forventes at være 11. september 2025.
Mulighed for tidlig interessetilkendegivelse
Såfremt en ansøger ønsker at blive optaget som privat leverandør til Albertslund Kommunes godkendelsesmodel for ældrepleje, er det muligt allerede nu at fremsende ovenstående dokumentation som interessetilkendegivelse.
Den fremsendte dokumentation vil i så fald blive vurderet af Albertslund Kommune i forhold til, om minimumskravene for at blive optaget på godkendelsesmodellen er opfyldt som en forudsætning for at opnå godkendelse. Der vil stadig skulle indsendes en ansøgning, når det samlede materiale er offentliggjort.
Interesserede ansøgere kan allerede nu fremsende interessetilkendegiver til pr. mail til:
Albertslund Kommune vil bestræbe sig på at vurdere alle interessetilkendegivelser inden for to uger.
Erhvervsstrategi og handleplan
Albertslund er en by for erhvervslivet. Vi har tre erhvervsområder og et detailhandelscentrum med virksomheder af mange forskellige slags og størrelser. Sammen med virksomhederne har vi lavet en ambitiøs erhvervsstrategi og handleplan, som gælder til 2024.