Gå til hovedindhold

Miljøvurdering af Lokalplan 2.12 – Coop Byens vestlige bydel

Processen for miljøvurderinger i forbindelse med udarbejdelse af lokalplaner samt kontaktoplysninger

Indhold

    Albertslund Kommunalbestyrelse besluttede på mødet torsdag den 24. juni 2021 at godkende startredegørelsen for Coop Byens fase 1, hvormed udarbejdelsen af forslag til Lokalplan 2.12 – Coop Byens vest bydel og tilhørende miljøvurdering kunne påbegyndes.

    Albertslund Kommunalbestyrelsen besluttede på mødet tirsdag den 14. december 2021 at sende forslag til Lokalplan 2.12 – Coop Byens vestlige bydel med tilhørende Miljørapport i offentlig høring. Forslaget var i næsten 9 ugers høring fra mandag den 20. december 2021 til og med søndag den 20. februar 2022.

    Albertslund Kommunalbestyrelsen besluttede på mødet tirsdag den 28. juni 2022 at vedtage Lokalplan 2.12 – Coop Byens vestlige bydel.

    Planforslagets indhold og formål

    Formålet med forslag til Lokalplan 2.12 – Coop Byens vestlige bydel er at give mulighed for, at området i fremtiden kan udvikles som et blandet byområde med boliger, et parkeringshus, enkelte erhvervs-virksomheder i form af kontor- og serviceerhverv mod Roskildevej samt et fælleshus, Kvarterhuset, med fællesfaciliteter, boliger, offentlige funktioner i form af daginstitution, liberale erhverv i form af kontor- og serviceerhverv samt publikumsorienterede serviceerhverv i form af en café. Desuden har lokalplanen til formål at fastlægge de overordnede rammer for en fremtidig udbygning af Coop Danmarks Servicekontor.

    Lokalplanen opdeler området i seks delområder, hvor der fastlægges byggeretsgivende bestemmelser for delområderne 1 - 5. I delområde 6 bevares Coop Danmarks Servicekontor med tilhørende kantine- og IT-bygning. Der planlægges for opførelse af op til 400 boliger i form af etageboliger og rækkehuse i en sammensat bebyggelse med varierende boligstørrelser fra 50 - 165 m2 og op til 25 ungdoms- og gæsteboliger med en størrelse på 20 - 30 m2. Der planlægges for et samlet etageareal indenfor delområderne 1-5 på maksimalt 45.773 m2 inklusiv 1.200 m2 til daginstitution og 12.000 m2 til parkeringshus. Desuden muliggør lokalplanen indenfor delområde 6 en arealudvidelse af servicekontoret på ca. 10.700 m2 til et samlet etageareal på ca. 27.700 m2.

    Coop Byens vestlige bydel er struktureret i en nord-sydgående bebyggelses, der ligger parallelt med Coop Danmarks Servicekontor. Bebyggelsen falder i højde fra Roskildevej i nord til Lækrogen i syd. I den nordlige del af bebyggelsen ligger karrébebyggelsen Trappehusene, der kan opføres i 4-6 etager med en maksimal bygningshøjde på 25 m, Kvarterhuset i 2-4 etager med en maksimal bygningshøjde på 18 m samt et parkeringshus i 6½ etagedæk med en maksimal bygningshøjde på 25 m. I den midterste del ligger Coop Danmarks Servicekontor i 1-3 etager samt Klyngehusene, der kan opføres i 2-4 etager med en maksimal bygningshøjde på 15,5 m for etagebebyggelserne og 11 m for rækkehusbebyggelserne. I den sydlige del ligger Havefællesskabet, der kan opføres i 1-3 etager med en maksimal bygningshøjde på 13 m.

    Miljøvurdering

    Albertslund Kommune har vurderet, at forslag til lokalplan er omfattet af krav om miljøvurdering, jf. § 8, stk. 1, i Lovbekendtgørelse nr. 1976 af 27/10/2021 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (herefter miljøvurderingsloven):

    ”Myndigheden skal gennemføre en miljøvurdering af planer og programmer, hvor disse

    • udarbejdes inden for landbrug, skovbrug, fiskeri, energi, industri, transport, affaldshåndtering, vandforvaltning, telekommunikation, turisme, fysisk planlægning og arealanvendelse og fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til de projekter, der er omfattet af bilag 1 og 2,
    • medfører krav om en vurdering af virkningen på et internationalt naturbeskyttelsesområde under hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger eller
    • vurderes at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, jf. stk. 2”.

    Begrundelsen er, at planforslaget udarbejdes inden for fysisk planlægning og arealanvendelse og fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelse, der er omfattet af bilag 2, punkt 10, b:

    Anlægsarbejder i byzoner, herunder opførelse af butikscentre og parkeringsanlæg”.

    Endvidere muliggøre planforslaget en væsentlig ændring af arealanvendelsen i forhold til områdets nuværende anvendelse, og det nuværende byggeretsgivende plangrundlag Byplanvedtægt nr. 2 – Røde Vejrmølle Industrikvarter fra 1962 har ikke tidligere været miljøvurderet. Samtidig giver planforslaget mulighed for bebyggelse, hvor omfang og højde af bebyggelserne er en væsentlig ændring i forhold til de nuværende forhold samt driftsfasens påvirkninger. Det kan desforuden ikke udelukkes, at der kan være ukendte forureninger i området, der kan påvirke planforslagets område væsentligt.

    Processen for miljøvurdering

    Når der skal udarbejdes en miljørapport til en lokalplan og/eller kommuneplan herunder tillæg, bliver der udsendt et udkast til afgrænsningsnotat til berørte myndigheder, før der tages endelig stilling til afgrænsningen af miljørapportens indhold (jævnfør miljøvurderingsloven § 11 og § 32, stk. 1, pkt. 2).

    Afgrænsningen har til formål at beskrive hvilke miljøtemaer, der skal behandles i miljøvurderingen og indgå i miljørapporten. I afgrænsningsnotatet beskrives også, hvordan miljøvurderingen af disse temaer forventes udført.

    I henhold til miljøvurderingslovens § 32, stk. 3, nr. 3. jf. § 12 skal forslag til planer, som skal miljøvurderes, sendes i offentlig høring sammen med miljørapporten. Høringsfasen involverer både offentligheden og berørte myndigheder. De involverede parter skal have lejlighed til at udtale sig om planforslaget på grundlag af miljørapporten. Miljørapporten er på dette tidspunkt ikke et udkast men et færdigt dokument i modsætning til planforslaget, som den ledsager. Det er altså planforslaget, der sendes i høring.

    Planforslag og miljørapport skal således altid følges og være tilgængelige i hele høringsperioden. Det er planforslaget, der er i høring og ikke miljørapporten, som blot ledsager planforslaget.

    Offentlighedens og de berørte myndigheders bemærkninger skal indgå i planmyndighedens videre overvejelser i forbindelse med planforslaget, uanset at de miljøhensyn, der ønskes varetaget, ikke skal varetages i henhold til den lovgivning, der er grundlaget for planen.

    Miljørapporten er at betragte som færdig, når den sendes i høring sammen med planforslaget. Hvis der i forbindelse med høringen viser sig behov for at foretage ændringer i miljørapporten, kan det betyde, at såvel miljørapport som planforslag skal sendes i fornyet høring. Derimod kan der være friere rammer til at foretage planændringer, så længe disse ikke fører til ændringer af miljøpåvirkningerne i en sådan grad, at der skal foretages ændringer i miljørapporten.

    Myndigheden skal i henhold til § 13, stk. 2 udarbejde en sammenfattende redegørelse i forbindelse med den endelige vedtagelse af en plan eller et program med tilhørende miljøvurderingsrapport for:

    • Hvordan miljøhensyn er integreret i planen eller programmet,
    • Hvordan miljørapporten og de udtalelser, der er indkommet i offentlighedsfasen, er taget i betragtning,
    • Hvorfor den godkendte eller vedtagne plan eller det godkendte eller vedtagne program er valgt på baggrund af de rimelige alternativer, der har været behandlet, og
    • Hvordan myndigheden vil overvåge de væsentlige indvirkninger på miljøet af planen eller programmet.

    Miljøvurderingsprocessen og planarbejdets proces er skitseret i nedenstående procesdiagram:

    Links til dokumenter

    Startredegørelse:

    Startredegørelse for Coop Byen fase 1

    Afgrænsningsnotat for miljøvurderingen:

    Afgrænsningsnotat for miljøvurdering af planerne for Coop Byen fase 1

    Forslag til Lokalplan 2.12 – Coop Byens vestlige bydel:

    Forslag til lokalplan 2.12 - Coop Byens vestlige bydel

    Miljørapport til forslag til Lokalplan 2.12 – Coop Byens vestlige bydel:

    Miljørapport til forslag til Lokalplan 2.12 - Coop Byens vestlige bydel

    Bilag til miljørapport og lokalplanudarbejdelsen:

    Bilag 1 - Støjredegørelse for Coop Byens vestlige bydel

    Bilag 2 - Trafikforhold for Coop Byens vestlige bydel

    Bilag 3 - Sammenfattende notat om arkitektur

    Bilag 4 - Bevaringsværdier på Coop grunden

    Bilag 5 - Transformationsholdning til omdannelse af Coops Hovedkvarter

    Sammenfattende redegørelse til miljørapport:

    Sammenfattende redegørelse for miljøvurdering af Lokalplan 2.12 - Coop Byens vestlige bydel

    Høringsnotat/hvidbog til den endelige vedtagelse af Lokalplan 2.12 – Coop Byens vestlige bydel:

    Hvidbog til forslag af Lokalplan 2.12 - Coop Byens vestlige bydel

    Udbygningsaftale:

    Coop Byens vestlige bydel betinget udbygningsaftale

    Lokalplan 2.12 – Coop Byens vestlige bydel:

    https://dokument.plandata.dk/20_10917803_1656666739182.pdf

    Kontaktoplysninger

    Plan, Byg & Miljø – Plan
    BY, KULTUR, MILJØ & BESKÆFTIGELSE
    +45 43 68 68 68
    E-mail: plan@albertslund.dk 

    Projektleder for Coop Byen:
    Andreas Hedeby Jensen
    E-mail: andreas.hedeby.jensen@albertslund.dk   
    Mobil: +45 23 25 99 67