Miljøvurdering af Lokalplan 5.5 – Boliger og erhverv ved Smedeland 8A og forslag til Kommuneplantillæg 14
Processen for miljøvurderinger i forbindelse med udarbejdelse af lokalplaner samt kontaktoplysninger
Albertslund Kommunalbestyrelse besluttede på mødet tirsdag den 12. maj 2020 at godkende startredegørelsen for projektet på Smedeland 8A, hvormed udarbejdelsen af forslag til Lokalplan 5.5 – Boliger og erhverv ved Smedeland 8A og tilhørende miljøvurdering kunne påbegyndes.
Albertslund Kommunalbestyrelsen besluttede på mødet tirsdag den 8. september 2020 at sende forslag til Lokalplan 5.5 – Boliger og erhverv ved Smedeland 8A med tilhørende Miljørapport i offentlig høring. Forslaget var i 8 ugers høring fra mandag den 14. september 2020 til og med mandag den 9. november 2020.
Albertslund Kommunalbestyrelsen besluttede på mødet torsdag den 24. juni 2021 at vedtage Lokalplan 5.5 – Boliger og erhverv ved Smedeland 8A.
Planforslagets indhold og formål
Forslag til Lokalplan 5.5 – Boliger og erhverv ved Smedeland 8A
Formålet med lokalplanforslaget er at give mulighed for, at området i fremtiden kan udvikles som bolig- og erhvervsområde med op til 200 boliger i form af etageboliger og enkelte erhvervsvirksomheder i stueplan i form af kontor- og liberale erhverv ud mod Malervangen. Der planlægges for lejligheder fra 45-100 brutto-m2 fordelt på tre bygningskroppe på 3 til 8 etager med en maksimal højde på 26 meter. Bebyggelsen skaber en åben karré omkring et fælles grønt gårdrum, med rum for både aktiv leg og rolige ophold, der appellerer på tværs af aldersgrupper. Sydligst på grunden opføres et parkeringshus i 3-4 etager. Adgangen for biler sker hovedsageligt ad Malervangen. Adgang for gående og cyklister sker både fra Smedeland og fra Malervangen ad gang-/cykelstier, der på sigt skal sikre adgang til den kommende letbanestation nord for lokalplanområdet.
Der planlægges for et samlet boligetageareal på 15.626 m2 samt op til 4.000 m2 parkeringshus. Bil- og cykelparkeringspladser er udlagt i overensstemmelse med kommuneplanens retningslinjer. For at få så store sammenhængende opholdsarealer som muligt, er det en forudsætning for projektet, at bygherre køber ca. 500 m2 af vejlitra 7000an for at give plads til parkering på terræn. I lokalplanens § 7.2 er indsat en kompetencenorm, der giver Kommunalbestyrelsen mulighed for, efter en konkret vurdering at nedsætte parkeringsnormen, under forudsætning af, at der etableres en delebilsordning. Kompetencenormen bidrager til at støtte op om grøn omstilling og bedre miljø.
Lokalplanområdet omfatter et areal på ca. 10.800 m², hvoraf delområde 1 udgør ca. 10.040 m² og delområderne 2 og 3 tilsammen udgør ca. 37.048 m². Området udgøres af matrikel nr. 6i, 8aa, 8av, 8cb og vejmatrikel 7000y samt dele af 7000an, Herstedøster By, Herstedøster. Området er beliggende i byzone og fastholdes i byzone.
Forslag til Kommuneplantillæg 14 til Kommuneplan 2018 – 2030
Lokalplanforslaget er ikke i overensstemmelse med Albertslund Kommuneplan 2018 - 2030, og der er derfor udarbejdet et forslag til tillæg 14 til kommuneplanen. Kommuneplantillægget udlægger området til blandet bolig- og erhvervsformål og muliggør bebyggelse i op til 8 etager med en højde op til 30 meter og et maksimalt boligetageareal på 15.650 m2 samt et maksimalt etageareal på 4.000 m2 til parkering i konstruktion. Tillægget fastlægger retningslinjer for parkering og opholdsarealer i Hersted Industripark. For at leve op til planlovens krav om, at byomdannelsesområder skal være områder, hvor erhvervslignende aktiviteter f.eks. et stilladsfirma skal være ophørt, og hvor der fremadrettet skal opføres støjfølsomme anvendelser f.eks. boliger, udpeger kommuneplantillægget tillige Smedeland 8A til byomdannelsesområde.
Udbygningsaftale
Der er udarbejdet forslag til udbygningsaftale for lokalplanen. Udbygningsaftalen fastsætter, at det er en forudsætning for ibrugtagning af boligerne, at der etableres cykel-/gangsti på vejarealet Malervangen (litra 7000an Herstedøster By, Herstedøster) for at sikre hensigtsmæssig trafikafvikling og adskillelse af henholdsvis de ”bløde” trafikanter i form af gående og cyklende samt ”hårde” trafikanter i form af biler, lastbiler mv.
Miljøvurdering
Albertslund Kommune har vurderet, at forslag til kommuneplantillæg og forslag til lokalplan er omfattet af krav om miljøvurdering, jf. § 8, stk. 1, i Lovbekendtgørelse nr. 4 af 03/01/2023 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (herefter miljøvurderingsloven):
”Myndigheden skal gennemføre en miljøvurdering af planer og programmer, hvor disse
- udarbejdes inden for landbrug, skovbrug, fiskeri, energi, industri, transport, affaldshåndtering, vandforvaltning, telekommunikation, turisme, fysisk planlægning og arealanvendelse og fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til de projekter, der er omfattet af bilag 1 og 2,
- medfører krav om en vurdering af virkningen på et internationalt naturbeskyttelsesområde under hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger eller
- vurderes at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, jf. stk. 2”.
Begrundelsen er, at planforslaget udarbejdes inden for fysisk planlægning og arealanvendelse og fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelse, der er omfattet af bilag 2, punkt 10, b:
"Anlægsarbejder i byzoner, herunder opførelse af butikscentre og parkeringsanlæg".
Endvidere muliggøre planforslaget en væsentlig ændring af arealanvendelsen i forhold til områdets nuværende anvendelse, og det nuværende byggeretsgivende plangrundlag Byplanvedtægt nr. 5 – Hersted Industripark har ikke tidligere været miljøvurderet. Samtidig giver planforslaget mulighed for bebyggelse, hvor omfang og højde af bebyggelserne er en væsentlig ændring i forhold til de nuværende forhold samt driftsfasens påvirkninger. Det kan desforuden ikke udelukkes, at der kan være ukendte forureninger i området, der kan påvirke planforslagets område væsentligt.
Processen for miljøvurdering
Når der skal udarbejdes en miljørapport til en lokalplan og/eller kommuneplan herunder tillæg, bliver der udsendt et udkast til afgrænsningsnotat til berørte myndigheder, før der tages endelig stilling til afgrænsningen af miljørapportens indhold (jævnfør miljøvurderingsloven § 11 og § 32, stk. 1, pkt. 2).
Afgrænsningen har til formål at beskrive hvilke miljøtemaer, der skal behandles i miljøvurderingen og indgå i miljørapporten. I afgrænsningsnotatet beskrives også, hvordan miljøvurderingen af disse temaer forventes udført.
I henhold til miljøvurderingslovens § 32, stk. 3, nr. 3. jf. § 12 skal forslag til planer, som skal miljøvurderes, sendes i offentlig høring sammen med miljørapporten. Høringsfasen involverer både offentligheden og berørte myndigheder. De involverede parter skal have lejlighed til at udtale sig om planforslaget på grundlag af miljørapporten. Miljørapporten er på dette tidspunkt ikke et udkast men et færdigt dokument i modsætning til planforslaget, som den ledsager. Det er altså planforslaget, der sendes i høring.
Planforslag og miljørapport skal således altid følges og være tilgængelige i hele høringsperioden. Det er planforslaget, der er i høring og ikke miljørapporten, som blot ledsager planforslaget.
Offentlighedens og de berørte myndigheders bemærkninger skal indgå i planmyndighedens videre overvejelser i forbindelse med planforslaget, uanset at de miljøhensyn, der ønskes varetaget, ikke skal varetages i henhold til den lovgivning, der er grundlaget for planen.
Miljørapporten er at betragte som færdig, når den sendes i høring sammen med planforslaget. Hvis der i forbindelse med høringen viser sig behov for at foretage ændringer i miljørapporten, kan det betyde, at såvel miljørapport som planforslag skal sendes i fornyet høring. Derimod kan der være friere rammer til at foretage planændringer, så længe disse ikke fører til ændringer af miljøpåvirkningerne i en sådan grad, at der skal foretages ændringer i miljørapporten.
Myndigheden skal i henhold til § 13, stk. 2 udarbejde en sammenfattende redegørelse i forbindelse med den endelige vedtagelse af en plan eller et program med tilhørende miljøvurderingsrapport for:
- Hvordan miljøhensyn er integreret i planen eller programmet,
- Hvordan miljørapporten og de udtalelser, der er indkommet i offentlighedsfasen, er taget i betragtning,
- Hvorfor den godkendte eller vedtagne plan eller det godkendte eller vedtagne program er valgt på baggrund af de rimelige alternativer, der har været behandlet, og
- Hvordan myndigheden vil overvåge de væsentlige indvirkninger på miljøet af planen eller programmet.
Miljøvurderingsprocessen og planarbejdet er skitseret i nedenstående procesdiagram:
Links til dokumenter
Startredegørelse:
Startredegørelse for Smedeland 8A
Forslag til Kommuneplantillæg 14 – Hersted Industripark, Smedeland 8A:
Forslag til Kommuneplantillæg 14 - Hersted Industripark, Smedeland 8a
Forslag til Lokalplan 5.5 – Boliger og erhverv ved Smedeland 8A:
Forslag til Lokalplan 5.5 - Boliger og erhverv ved Smedeland 8A
Miljørapport til forslag til Lokalplan 5.5 – Boliger og erhverv ved Smedeland 8A:
Miljørapport til forslag til lokalplan 5.5 og kommuneplantillæg 14
Bilag til miljørapport:
Bilag 4 - Ekstern støj fra virksomheder
Bilag 5 - Luftemissioner fra trafik
Bilag 6 - Luftforurening fra virksomheder
Sammenfattende redegørelse til miljørapport:
Sammenfattende Redegørelse for Smedeland 8A
Kommuneplantillæg 14 til Kommuneplan 2018 – 2030 – Hersted Industripark, Smedeland 8A:
Kommuneplantillæg 14 - Hersted Industripark, Smedeland 8A
Lokalplan 5.5 – Boliger og erhverv ved Smedeland 8A:
Lokalplan 5.5 - Boliger erhverv ved Smedeland 8A
Høringsnotat til den endelige vedtagelse af Lokalplan 5.5 – Boliger og erhverv på Smedeland 8A og Kommuneplantillæg 14:
Høringsnotat til Lokalplan 5.5 - Boliger og erhverv ved Smedeland 8A
Udbygningsaftale:
Udbygningsaftale i forbindelse med Lokalplan 5.5 - Boliger og erhverv ved Smedeland 8A
Kontaktoplysninger
Plan, Byg & Miljø – Plan
BY, KULTUR, MILJØ & BESKÆFTIGELSE
+45 43 68 68 68
E-mail: plan@albertslund.dk
Projektleder for byomdannelse af Hersted Industripark:
Hanne Moe
E-mail: hanne.moe@albertslund.dk
Mobil: +45 21 73 76 59