Albertslund i rivende udvikling

Albertslund tager et kvantespring. Vi skaber en grønnere og bedre by at bo og leve i sammen med vores engagerede borgere, virksomhederne og internationale forskningsinstitutioner


 - Albertslund Kommune

I løbet af de næste ti år vil flere end halvdelen af byens borgere få renoveret deres bolig. En ny letbane vil køre ved Hersted Industripark, som også er hjemsted for Nordeuropas førende testcenter for intelligent teknologi. Byen har i 2015 fået et nyt og topmoderne sundhedshus og plejecenter i Albertslund Centrum. Et nyt og inspirerende gymnasie i hjertet af byen, tæt på S-toget, ser dagens lys indenfor et par år.  Som i 1960'erne hvor bare marker blev til en levende by, står Albertslund lige nu midt i en omfattende omdannelse.

Luk alle
Åben alle

Få et billede af alle vores kulturinstitutioner, naturen og det store udviklingstræk Albertslund står midt i. Med energirenoveringer, nye områder for boligudvikling - måske er det noget for dig?

 

 

Bo i det grønne
Inden længe får du mulighed for at bo i splinternye boliger sammen med en masse andre i et aktivt fællesskab i det grønne Albertslund. Der skal nemlig bygges på Hyldagergrunden i det sydvestlige hjørne af Albertslund. Læs mere om udsigten til nye boliger på Hyldager

 

Kun 20 minutter fra Rådhuspladsen i København ligger Albertslund. Omgivet af skov og grønne områder er det en by, hvor boligområder og natur går hånd i hånd. Over 60 % af Albertslund Kommune er dækket af skov og grønne områder. Det inviterer til gå- og løbeture, leg og sjove oplevelser for hele familien i det fri. Det nyder også skoler og institutioner godt af.

 

Læs om alle mulighederne for natur- og udeoplevelser

Forestil dig, at lyset på din faste cykeltur til arbejde skifter karakter efter vejret og mængden af trafik. Gadelampen får energi fra solceller, og i myldretiden styrer lystavler trafikken ad alternative ruter, så der ikke opstår kø. Med Smart City-teknologi gør vi byen bedre at bo i, og bringer energiforbruget ned.

 

I Albertslund har vi længe arbejdet hen imod at blive en fremtidssikret og smart by. Begrebet Smart City eller den smarte by, bruges internationalt når nye teknologiske muligheder bliver et led i at løse byernes udfordringer. Især den stigende befolkningsvækst i byerne samt det skiftende klima kalder på ny udvikling, hvis systemerne og driften skal kunne følge med. 

Miljødagsordenen kan i høj grad vinde stort på nye smarte løsninger. Disse værktøjer i form af sensorer, styresystemer, applikationer mm. hjælper os med det arbejde, vi i forvejen gør, men får os hurtigere og mere effektivt hen imod vores mål.

Smart city feltet er i hurtig udvikling med mange interesserede virksomheder om buddet. DOLL Living Lab i Hersted Industripark er derfor en yderst hjælpsom del af processen, da vi i DOLL kan teste løsningerne i mindre skala, inden vi ruller dem ud i hele byen. Via sensorer i belysning, skraldespande, cykelstier osv. får vi en hurtig tilbagemelding på den aktuelle driftstatus, hvilket vi kan planlægge vores arbejde efter, og i sidste ende yde en bedre service for borgerne i Albertslund. 

Læs om DOLL Living Lab i Hersted Industripark - eller generelt om Albertslund Kommunes smart city projekter.

Letbanen er hurtige sporvogne der kører på skinner. Den nye letbane vil være i drift i 2025. Letbanen bliver 27 kilometer lang og får et stop ved Hersted Industripark, Albertslunds største erhvervsområde. Letbanen betyder bedre kollektiv trafik til byens borgere og de mange der pendler hertil.

 

Læs om planerne for letbanen

Mere end halvdelen af byens boliger bliver renoveret over de næste 10 år. Nogen kalder den gennemgribende renovering af de mange boliger bygget i 1960'erne for "danmarkshistoriens største". Flere tusinde boliger er allerede blevet renoveret til glæde for borgerne og byen.

 

Læs om renoveringer af rækkehuse, gårdhavehuse og etageboliger i Albertslund Syd og vest

Læs om områdefornyelse i Albertslund Nord, renoveringer af Blokland, Hyldespjældet og Galgebakken

Albertslund Centrum åbnede i 1965. I 2015 åbnede et topmoderne byggeri, der omfatter et nyt plejecenter med 108 boliger, et stort sundhedshus, nye butikker og en parkeringskælder. Også i fremtiden vil Albertslund Centrum være byens hjerte med kultur og et rigt butiksliv.

 

Læs om plejecenter og sundhedshus

I 2019 vil et nyt gymnasium se dagens lys. Lige midt i centrum af Albertslund. Tæt på S-toget. Det bliver et topmoderne gymnasie med alle fire gymnasieretninger HHX, HTX, STX og HF, et campus med faciliteter til erhvervsuddannelser samt gode forhold til kultur- og fritidsområdet, bl.a. gennem fællesskabet med Albertslund Musikskole. Udover gode rammer for blandt andet teknologi- og teknikfag vil nybyggeriet også indeholde arealer, der kan bruges til innovativ undervisning i samarbejde med erhvervslivet, ligesom der vil blive satset markant på at etablere et godt studiemiljø og samspil med folkeskolerne i byen.

 

Læs mere om byens nye gymnasium 

En by i rivende udvikling som Albertslund medfører også, at en lang række nye lokalplaner skal laves, så potentialerne og planerne kan blive til virkelighed. Her kan du få et indblik i de igangsatte lokalplaner, som kommunalbestyrelsen har vedtaget.

 

Lokalplan for Albertslund Centrum

Citycon har henvendt sig til Albertslund Kommune med en masterplan for udvikling af Albertslund Centrum. Planen omfatter arealer, der er ejet af Citycon eller arealer de har forkøbsret til. Planen beskriver en udvidelse af Albertslund Centrum, både med flere boliger, butikker og andre funktioner. For at udviklingsplanen kan realiseres, er der behov for et nyt plangrundlag og processen med en ny lokalplan igangsættes derfor. Igangsættelsen af lokalplanen blev vedtaget af Kommunalbestyrelsen tirsdag den 12. december 2017- læs beslutningen i referatet

Planerne med udviklingen af Albertslund Centrum er ambitiøs og beskriver en butiksudvikling, hvor dagligvare- og detailhandel udbuddet øges og hvor der tilføres nye funktioner i Albertslund Centrum. Stadig i kombination med kommunale funktioner.

Planen arbejder med boligudvikling, der forøger antallet og typer af boliger i centeret markant. Der beskrives både etageboliger i boligtårne i op til syv etager og rækkehuse i terrasser i form af ejerlejligheder, studieboliger og ældreboliger.

Citycon ønsker også en delvis overdækning af butikscenteret i form af en transparent overdækning på nogle strækninger.

Se et udkast til planerne med Albertslund Centrum

Nu er der gang i Hyldagergrunden. Kommunalbestyrelsens beslutning om et nyt natur- og landskabsprojekt vil dæmpe støj fra motorvej og jernbane for mange af byens borgere. Hyldaber Bakker vil gøre det muligt at bygge nye boliger på Hyldagergrunden i fremtiden.

 

 

Kommunalbestyrelsen besluttede i 2018 at sætte gang i et natur- og landskabsprojekt i Hyldagerparken, der skal begrænse støj og skabe rekreativ værdi for byens borgere. Det skal samtidig gøre det muligt at igangsætte byggeriet af de over 200 nye boliger, som i fremtiden skaber liv i området.

Bedre naturoplevelser i Albertslund
I starten af 2016 besluttede kommunalbestyrelsen, at Hyldagergrunden skal udbydes til salg til boligudvikling. Før der kan bygges boliger på Hyldagergrunden er det nødvendigt at dæmpe støjen fra de tre kilder: Albertslund Motorsportscenter, motorvej og jernbane. Det skal det nye natur- og landskabsprojekt sikre. 

Udover, at der kan bygges boliger på Hyldagergrunden i fremtiden vil natur- og landskabsprojektet i området langs med motorvejen have positiv effekt på mange borgeres liv. det vil nemlig reducere støjen for en lang række boliger i byen. Desuden vil støjreduktionen i høj grad forbedre naturoplevelsen i de grønne områder.

Pædagogernes Pensionsselskab er valgt som køber af Albogrunden i et team med Kuben Management, hvor de vil opføre over 90 nye boliger i hjertet af Albertslund.

 

Tirsdag aften den 11. september godkendte kommunalbestyrelsen salget af Albogrunden til PBU, der er Pædagogernes Pensionsselskab i et team med Kuben Management. Det betyder, at byen nu kan se frem til over 90 nye boliger på den grund, som i mange år dannede rammer for ældre mennesker på plejehjemmet Albo:

”Jeg ser frem til, at der kommer nyt liv på Albogrunden i et nyt boligområde med både lejligheder og rækkehuse. Det er første led i den ambitiøse byudvikling af midtbyen, som vil ske de kommende år. Og salget vidner om, at det er blevet attraktivt at investere i Albertslund. Det glæder jeg mig selvfølgelig over,” siger borgmester Steen Christiansen. 


                                                                        Illustration - ZESO ARCHITECTS

Albertslund Kommune havde sendt Albogrunden i udbud med frist i juni 2018. På den baggrund modtog kommunen fire tilbud af høj kvalitet med gode ideer til etablering af nye boliger. Af de fire bud valgte kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune altså tirsdag aften at sælge til PBU i et team med Kuben Management.

”Det er et rigtig spændende og lovende projekt for nye boliger, som PBU og Kuben Management vil realisere i hjertet af vores by. Det er begyndelsen på et nyt kapitel i udviklingen af vores by, som vi godt kan glæde os til,” siger Steen Christiansen.    

Kapitlet, hvor grunden blev brugt som ældrecenter, sluttede, da Albo rykkede til de nye rammer i Albertshøj i 2016. Og nu starter altså et nyt kapitel…

Se mere om projektet Rådhus-Have, der er tegnet af Zeso Architects (link)

Albertslund Centrum er hjertet i byen. Og Albertslund midtby binder byen sammen. Læs om de store udviklingsplaner for hele området i og omkring Albertslund Centrum.

 

 

Vi vil udvikle Albertslund Midtby til en bydel, der samler hele Albertslund på tværs af veje og jernbane. En bydel, der både tiltrækker nye borgere til byen og samtidig giver merværdi til den eksisterende by. Det inkluderer Albertslund Centrum, som er hjertet i byen. Her er butikker, kulturelle tilbud, kommunale funktioner og boliger koncentreret. Det er også her, vi udvikler en by, hvor bygningerne ligger tættere og er højere end i resten af Albertslund.

Flere boliger er på vej. Det betyder, at mange flere mennesker vil færdes og være i centeret døgnet rundt. Ejeren af Albertslund Centrum, Citycon, er gået sammen med Albertslund Kommune om at revitalisere centeret med en større udviklingsplan, som bl.a. medfører moderne udearealer, flere butikker, attraktive boliger og kulturelle tilbud.

Planen for udvikling af Albertslund Midtby

Masterplanen for udviklingen af Albertslund Centrum

Kvalitetsprogrammet for udviklingen af det centernære Albertslund 

Når Vridsløselille Statsfængsel ikke længere fungerer som fængsel, er der mulighed for at udvikle det til et helt nyt sted. Se fire arkitektfirmaers bud på, hvordan man kan udnytte bygningerne og området omkring

 

 

Vridsløselille Statsfængsel fungerer ikke længere som fængsel. Derfor er der mulighed for at udvikle det til et helt nyt sted. Freja Ejendomme, som er Statens ejendomsselskab har overtaget fængslet. Freja er derfor i et tæt samarbejde med Albertslund Kommune meget interesseret i, hvordan Vridsløselille Statsfængsel kan udvikles.


Så… hvordan kan fængslet udvikles? Hvad kan bygningerne bruges til? Kan der være boliger i fængslet? Hvordan kan fængslet i hjertet af Albertslund bindes sammen med resten af byen? For at få en bred vifte af idéer til det, inviterede Freja Ejendomme i 2017 sammen med Albertslund Kommune fire arkitektfirmaer til at arbejde med fængslet og de mange muligheder og udfordringer.
Det kom der mange spændende idéer og tanker ud af. Idéer som ligger klar den dag Vridsløselille Fængsel skal til at være en del af Albertslund. 

Her kan du se de fire idéforslag:
Den panoptiske have af Norrøn (link)
Portbyen af Atelier Lorenzen Langkilde (link)
En mesterplan af Tredje Natur (link)
Transformation af historien – Bertelsen of Scheving (link)