Vridsløse
Det 160 år gamle Vridsløselille Statsfængsel i Albertslund bliver i de kommende år centrum for udviklingen af en helt ny, mangfoldig og samlende bydel med en gennemgribende grøn profil. Den nye bydel har fået navnet Vridsløse. Følg med i arbejdet her

I 2020 udskrev grundejer af Vridsløselille Statsfængsel en arkitektkonkurrence, hvor fem tegnestuer skulle give deres bud på udviklingen af Vridsløse – fra lukket fængsel til åbent byområde. Planen skulle tage afsæt i Albertslund Kommunes vision om en byudvikling med børnene, det grønne og fællesskaber i centrum. Visionen skulle være med til at sætte rammerne for en ambitiøs byudvikling, hvor byen skulle udvikles med plads til 10.000 nye borgere på 10 år.
Arkitekterne fik mulighed for at definere, hvordan områdets nye boliger, grønne områder, veje og stier skulle placere sig omkring det tidligere statsfængsel, der har ligget på grunden de sidste 165 år. Ud af konkurrencen blev masterplanen for området til - en masterplan, der nu sætter rammerne for den kommende udvikling.
Masterplanen for Vridsløse definerer de seks fysiske hovedgreb, der er udviklet på baggrund af:
Kulturhistorie
Det tidligere statsfængsel er en vigtig brik i både Albertslunds historie, hvor placeringen af fængslet blev udgangspunktet for det Albertslund, vi kender i dag.
Bygningerne definerer områdets historie og er med til at slå en tone an for det nye byggeri. Historien skal kunne aflæses fremadrettet gennem bevaring af bygninger, placering af muren og landskabelige stræk som f.eks. Egon Olsens Allé.
Det grønne
Grønne områder, der adskiller kvartererne fra hinanden og giver plads til fællesskab, aktiviteter og byens natur. Der værnes om de gamle træer. De grønne områder indrettes forskelligt, så der er grønne områder der henvender sig til forskellige aldersgrupper, men også til forskellige aktivitetsniveauer; sport, leg, gåture, plante fællesskaber, fiskeri, ophold og pauser. Der skal indrettes, så der både er plads til blomster, træer, dyr og mennesker.
Bykvarterer
Hvert kvarter udgøres af en række nye bebyggelser. Kvarterne skal differentiere sig fra hinanden. Dette gør de både igennem deres arkitektur, men også gennem de boliger, der tilbydes – etage/rækkehuse. Der skal være plads til alle - dvs. at der skal være mulighed for at få en bolig, der passer til ens livssituation.
Plads til fællesskaber
I hvert kvarter er der gjort plads til, at områdets beboere kan mødes i fælleshuse eller på en plads i kvarteret. Der gøres plads til forskellige artet fællesskaber i området, så der gøres plads til alle. Derudover er der gjort plads til fællesskaber i Porten, der rækker ud over bydelen og inviterer den øvrige del af Albertslund ind.
Forbindelser til den eksisterende by
Området forbindes til byens eksisterende stier, og den ligger stationsnært med nem adgang til København og kollektiv trafik til øvrige steder i området.
Parkering
Parkeringsmuligheder kommer til at ligge i randen af kvarterne. Biler kan cirkle ind gennem området, men skal holde i randen, og optager dermed ikke plads, så arealerne i stedet kan bruges til leg og ophold.
Rammelokalplan 13.9
Da udviklingen af de enkelte bykvarterer i Vridsløse vil ske over tid, er der udarbejdet en rammelokalplan. Rammelokalplanen giver ikke byggeret til at opføre ny bebyggelse, men skal følges op af supplerende og byggeretsgivende lokalplaner for de enkelte kvarterer, som er udlagt i masterplanen, jf. ovenfor.
Byggeretsgivende lokalplan 13.10
Med denne lokalplan ønsker Kommunalbestyrelsen at fastholde visionerne for både masterplanen og rammelokalplan 13.9 og samtidig give mulighed for, at udbygningen af det første af områdets bykvarterer ’Skydebanen’ kan realiseres. I modsætning til rammelokalplanen er denne lokalplan byggeretsgivende, og dermed også mere detaljeret i forhold til områdets bebyggelse og indretning.
Kommende lokalplaner
Her er det planen, at det bliver muligt at læse om kommende lokalplaner.
Vridsløse udvikles og udføres gennem det næste årti. Følg med på www.Vridsloese.dk
Porten er et centralt element i transformationen af den gamle fængselsgrund. Den 160.000 kvadratmeter store grund udvikles over de kommende år til en bydel med navnet Vridsløse.
Allerede inden første spadestik til de nye kvarterer og boliger, bliver Porten stedet, hvor Vridsløse møder omverdenen og omvendt: Albertslunderne, interessenter, gæster, samarbejdspartnere, publikum og turister, hvad enten de er Olsen Banden-fans eller bare nysgerrige.
Porten vil byde på fællesskab, sociale og kulturelle aktiviteter og oplevelser, leg og bevægelse. Der vil være plads til foreningsliv, iværksætteri og kreativitet. Her kan eksempelvis komme café, galleri, værksted, museum, lokal mikroproduktion, markedsdage, koncerter, fællesspisninger og meget mere.
I Porten vil man fornemme den fysiske åbenhed, som fængselsmurene har stået i vejen for siden 1859, og det er her bydelens hjerte og kulturelle centrum skal finde sin plads henad vejen og blive trækplaster og samlingspunkt for hele Albertslund.
Porten er de kommende år under udvikling - dynamisk og foranderlig. Stedet bliver løbende udviklet i tæt samarbejde med eksisterende og nye aktører.
Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber
Læs Albertslund Kommunes vision "Den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber". Med tre verdensmål i centrum sætter den retning for Albertslund

Vild med Albertslund
Der er mange gode grunde til at være vild med Albertslund. Her er nemlig fantastiske rammer for børn, grønnere end de fleste steder, kunst og kultur til den store guldmedalje og en masse stærke fællesskaber. Og så er det kun 20 minutter fra Rådhuspladsen i København.