Høring af forslag til lokalplan 13.11 – Hængslet og Kommuneplantillæg 5 og invitation til Åbent Hus
Kommunalbestyrelsen har d. 11. mart 2025 vedtaget at sende forslag til lokalplan 13.11 - Hængslet og kommuneplantillæg 5 med tilhørende miljørapport i offentlig høring og afholde et åbent hus arrangement. Den offentlige høring er din mulighed for at komme med bemærkninger eller ændringsforslag til planen.
Forslag til lokalplan 13.11, kommuneplantillæg 5 og forslag til udbygningsaftale kan læses her:
Mindretalsudtalelse:
I forbindelse med kommunalbestyrelsesmødet den 11. marts 2025 indstillede Enhedslisten og Birgit Hauer (løsgænger) et ændringsforslag til forslag for lokalplan 13.11 – Hængslet. Ændringsforslaget bortfaldt, så Enhedslisten og Birgit Hauer (løsgænger) har givet følgende mindretalsudtalelse til offentlig høring:
”Der er med forslag til lokalplan for Hængslet afgørende ændringer for Værkstedsbygningen.
I ”Masterplan for Vridsløse”, som blev vedtaget i kommunalbestyrelsen august 2022, er værkstedsbygningen udpeget som bevaringsværdig.
Her anbefales værkstedsbygningen delt op i to med en 22 meter bred åbning.
De ”planlægges omdannet til nye bylivs- og fællesfunktioner.” (s. 11) Dvs. ”publikumsorienterede funktioner og småerhverv fx café, mikrobryggeri, kiosk, gårdbutik, iværksættermiljø, liberalt erhverv.” (s. 15)
Med ”Startredegørelsen” for området, som blev vedtaget i kommunalbestyrelsen feb. 2023, planlægges værkstedsbygningerne ligeledes som bevaringsværdige og ønskes omdannet til bylivsfunktioner.
Med det ”Forslag til lokalplan 13.11 - Hængslet” som et flertal i Kommunalbestyrelsen 11. marts 2025 vedtog at sende i høring, aflyses værkstedsbygningernes udpegning som bevaringsværdige.
Et mindretal bestående af Enhedslisten og Birgit Hauer (løsgænger) indstillede dette ændringsforslag:
· Værkstedsbygningerne fastholdes som i startredegørelsen med den nuværende højde og kun én etage. Den foreslåede ekstra etage gør det svært at opfylde masterplanens ønsker om at bevare mest muligt af områdets oprindelige udtryk.
· Opdelingen af værkstedsbygningen fastholdes som i startredegørelsen med god afstand mellem bygningerne – d.v.s. nærmere de i startredegørelse nævnte 22 meter end de nu foreslåede 16-17 meter. Dette for at opfylde masterplanens ønsker om bedst mulig åbenhed og synlighed mellem søen og hovedbygningen.”
Høringsperioden
Forslaget til lokalplan 13.11 - Hængslet og Kommuneplantillæg 5 er i høring i 8 uger fra torsdag den 13. marts 2025 til og med torsdag den 8. maj 2025.
Dine eventuelle bemærkninger og ændringsforslag skal være modtaget senest den 8. maj 2053, og sendes til:
eller
Plan, Byg & Miljø
Albertslund Kommune
Nordmarks Allé 1
2620 Albertslund
Når høringen er udløbet, vil kommunalbestyrelsen tage stilling til eventuelle bemærkninger og ændringsforslag. Det forventes at ske i løbet af september måned 2025.
Åbent hus
I høringsperioden vil der blive afholdt et borgerinformationsmøde i form af ’Åbent Hus’ mandag den 5. maj kl. 16.00-17.30
I dette tidsrum kan du komme fordi, når det passer dig. Tilmelding er ikke nødvendig. Du har mulighed for at stille spørgsmål og have dialog med medarbejdere fra forvaltningen, politikere fra Kommunalbestyrelsen samt bygherre og dennes rådgivere omkring projektet og forslag til lokalplan 13.11 – Hængslet og Kommuneplantillæg 5.
Åbent Hus foregår her:
I gården ved Porten på Vridsløse Fængsel,
Fængselsvej 39,
2620 Albertslund.
Når du indsender et høringssvar, giver du samtidig samtykke til, at dit navn og adresse bliver vist i den endelig høringsliste, som offentliggøres. Hvis du har hemmelig adresse, skal du oplyse dette, men stadig skrive dine kontaktoplysninger. Du vil herefter fremstå uden navn og adresse på den offentliggjorte liste, men Albertslund kommune vil være bekendt med din identitet.
Formålet med lokalplanen
Forslaget til lokalplanen er udarbejdet på baggrund af masterplanens og rammelokalplanens indhold, og er den anden byggeretsgivende lokalplan i Vridsløse.
Lokalplanen sikrer, at der kan opføres et nyt blandet bykvarter med op til 320 boliger i varierende størrelser med tilhørende fælles faciliteter, erhverv og opførelsen af et mobilitetshus langs jernbanen til bilparkering.
Lokalplanen fastlægger omfanget og placeringen af den nye bebyggelse, så den kan opføres som etageboligbebyggelser med gårdrum og grønne kantzoner. Lokalplanen sikrer ligeledes en fælles kvartershave med fælleshus, den bevaringsværdige bebyggelse ’Østre Bagbolig’, transformationen af fængslets tidligere værkstedsbygninger og fængselsmuren, samt udlægger vej- og stiadgange, beplantning og opholds- og legearealer for boligerne.
Lokalplanen fastlægger bebyggelsernes arkitektoniske hovedtræk, der bl.a. er inspireret af de vertikale stræbepiller, gule mursten og saddeltage, som kendetegner den eksisterende bebyggelse i området.
Kommuneplantillæg 5 fremrykker 100 boliger fra rækkefølgeplanens mellemste periode 2026-2029 til første periode 2022-2025, samt 220 boliger fra rækkefølgeplanens sidste periode 2030-2034 til den første periode i rækkefølgeplanlægningen for området Vridsløse. Det samlede antal boliger, der kan planlægges for i Vridsløse i hele kommuneplanperioden 2022-2034, er uændret.
Beslutning og alle bilag kan ses her:
Miljøvurdering
Lokalplanforslaget er blevet miljøvurderet, da det kan medføre ændrede forhold, der ikke kan udelukkes at medføre miljøpåvirkninger. Der er vurderet på trafik, støj, luftemissioner, bevaringsværdig beplantning, biologisk mangfoldighed, flora og fauna, indbliksgener og visuel påvirkning, jord, grundvand, regnvand, vind, drikkevandsinteresser, materiale goder og kulturarv. Miljørapporten belyser, hvilke miljøforhold lokalplanforslaget har på omgivelserne samt hvilke afværgetiltag og justeringer, der skal tages i anvendelse for at undgå væsentlige miljøpåvirkninger.
Miljørapporten kan læses og udskrives fra kommunens hjemmeside her:
Høring over miljørapporten og forslag til planen
Høringsfasen involverer både offentligheden og berørte myndigheder. De involverede parter skal have lejlighed til at udtale sig om planforslaget på grundlag af miljørapporten. Miljørapporten er på dette tidspunkt ikke et udkast men et færdigt dokument i modsætning til planforslaget, som den ledsager. Det er altså planforslaget, der sendes i høring.
Miljøvurderingslovens § 32, stk. 1, nr. 3, jf. § 12, fastsætter, at forslag til planer, som skal miljøvurderes, sendes i offentlig høring sammen med miljørapporten. Miljørapporten skal ledsage forslaget til planen, når den sendes i offentlig høring. Høringsperioden er en passende frist, medmindre der er fastsat en anden høringsperiode i de bestemmelser, der er grundlaget for planforslaget, jf. § 32, stk. 3. Planforslag og miljørapport skal således altid følges og være tilgængelige i hele høringsperioden.
Offentlighedens og de berørte myndigheders bemærkninger skal indgå i planmyndighedens videre overvejelser i forbindelse med planforslaget, uanset at de miljøhensyn, der ønskes varetaget, ikke skal varetages i henhold til den lovgivning, der er grundlaget for planen.
Miljørapporten er at betragte som færdig, når den sendes i høring sammen med planforslaget. Hvis der i forbindelse med høringen viser sig behov for at foretage ændringer i miljørapporten, kan det betyde, at såvel miljørapport som planforslag skal sendes i fornyet høring. Derimod kan der være friere rammer til at foretage planændringer, så længe disse ikke fører til ændringer af miljøpåvirkningerne i en sådan grad, at der skal foretages ændringer i miljørapporten.
Retsvirkning
I perioden fra forslaget til en lokalplan offentliggøres, til forslaget vedtages af kommunalbestyrelsen, skal du forholde dig til både den gamle og den nye lokalplan. Du må altså hverken foretage dig noget, der er i strid med den gamle lokalplan eller i strid med forslaget til den nye lokalplan. Du må kun handle ud fra de regler, der er ens i de to versioner. Dette gælder op til 1 år fra lokalplanforslaget offentliggøres.
Klagevejledning
I henhold til miljøvurderingslovens § 48 kan afgørelser efter miljøvurderingsloven påklages efter de klageregler, der er fastsat i den lovgivning, som planen er udarbejdet i henhold til. Planen er udarbejdet i henhold til planloven, og der kan derfor klages i henhold til reglerne i planloven.
Efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 3 kan Planklagenævnet tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven. En klage efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 3 har ikke opsættende virkning, jævnfør ”Lov om Planklagenævnet” § 7, stk. 1.
Efter § 2 i bekendtgørelse om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love (BEK nr. 130 af 28. januar 2017) skal en klage være indgivet skriftligt 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt (dog kan kommunalbestyrelsen jævnfør planlovens § 24, stk. 6 for forslag til lokalplaner af mindre betydning fastsætte en frist på mindst 2 uger for fremsættelse af indsigelser m.v. mod planforslaget). Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Klagefristen udløber ved midnat på dagen for klagefristens udløb.
Planklagenævnets praksis med hensyn til klagefrister er restriktiv, navnlig i sager hvor der er andre parter med modstående interesser. En klage, der er indgivet efter udløbet af klagefristen, vil normalt blive afvist, også selv om der er tale om en meget kort overskridelse.
Klageportal
Du klager via klageportalen for nævnene i Nævnenes Hus, som ligger på www.naevneneshus.dk. Klagen sendes gennem klageportalen til Albertslund Kommune. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Når du klager, skal du betale et gebyr på kr. 900,- for almindelige borgere og kr. 1.800, - for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder. Du betaler gebyret med betalingskort eller MobilePay i klageportalen. Vejledning om gebyrordningen kan findes på Planklagenævnets hjemmeside.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet. Nævnet afgør herefter, om du kan fritages for at bruge klageportalen.
Albertslund Kommunes afgørelse kan endvidere indbringes for domstolene inden 6 måneder fra afgørelsens offentliggørelse.