Albertslund Kommune sætter nye grønne fodspor med ISO 14001 certificering
Albertslund Kommune går igen forrest på den grønne bane. Kommunen har således netop modtaget en ISO 14001 certificering pga. det klima- og miljøledelsessystem, som blev indført i efteråret 2024, og som bl.a. betyder, at alle kommunale arbejdspladser nu har lokale klimamål. ”Det har været en politisk ambition, at vi som kommune går forrest, viser vejen og inspirerer andre til at sætte grønne mål og tage fornuftige valg for klimaet,” siger borgmester Steen Christiansen stolt i den forbindelse

Albertslund Kommune blev i 2008 Danmarks første 100% miljøcertificerede kommune. Fra 2019 til 2024 blev miljøarbejdet afprøvet i andre former, men nu er miljøledelse genindført, fordi det er vigtigt, når kommunen vil lykkes med den ambitiøse klimaplan, som politikerne har vedtaget. Det er genindført som klima- og miljøledelse, fordi det skaber resultater og et ejerskab, som er svært at opnå uden den systematik, som et certificeret miljøledelsessystem fører med sig. Og nu har et verificeringsfirma været forbi, og Albertslund Kommune er altså igen certificeret.
Klimamål på alle arbejdspladser
En del af systemet er, at alle enheder i Albertslund Kommune skal have lokale klimamål. De mål har enhederne arbejdet med siden efteråret, så alle medarbejdere sammen gør en forskel for klimaet og miljøet. Målene spænder bredt fra at blive bedre til at sortere affald og skære ned for biltransporten til bedre formidling i børnehøjde og få fossilt værktøj udryddet og erstattet med eldrevet værktøj. Systemet, Albertslund Kommune arbejder efter, er ISO 14001, og i starten af maj blev systemet og organisationen auditeret, som altså gik så godt, at kommunen nu igen kan bryste sig af at være miljøcertificeret som en af få kommuner i landet.
En grønnere fremtid: Lige fra Materialegården til Vikingelandsbyen
Det er firmaet Avancert, der gennemførte de nødvendige audits, som altså sikrer, at det går ordentligt for sig i arbejdet med de lokale klimamål og grønne initiativer på arbejdspladserne i Albertslund Kommune . I løbet af maj har Avancert besøgt en masse af arbejdspladserne i Albertslund Kommune, hvor de har hørt til det konkrete arbejde med klima- og miljøledelse i praksis, bl.a. om de lokale klimamål. De var bl.a. forbi rådhuset, skoler, børnehuse, plejehjem, Materialegården og Vikingelandsbyen. Disse audits har givet en ny læring, som vi samler op på i det videre arbejde med miljø- og klimaledelse – men auditten gik altså så godt, at vi nu kan kalde os ISO 14001-certificeret kommune. Om det siger borgmester Steen Christiansen:
”Jeg er glad for, at vi igen er miljø- og klimacertificeret. Det har været en politisk ambition, at vi som kommune går forrest, viser vejen og inspirerer andre til at sætte grønne mål og tage fornuftige valg for klimaet. Nu har de grønne mål på alle arbejdspladserne i Albertslund Kommune, som vi måler på, så vi sammen tager ansvar for fremtiden. Tak til alle medarbejderne, ikke mindst klimarepræsentanterne, for at tage ansvar og gribe den grønne stafet, så vi sammen sætter grønne fodspor i Albertslund Kommune.”
Nu gælder det om at holde fast i miljø- og klimaledelsen i Albertslund Kommune og med den sikre den struktur og det engagement i hele organisationen, som har vist sig at gå så godt hånd i hånd, og i den grad bidrager til den grønne omstilling, som er så vigtig.
Nedenfor er billeder fra Avancerts audits rundt på forskellige af kommunens arbejdspladser:














Albertslund Indefra
I serien Albertslund Indefra er medarbejderne i Albertslund Kommune i centrum. I videoer møder du forskellige medarbejdere, som fortæller om deres oplevelser af at være medarbejder i Albertslund Kommune og hvad der driver dem i deres arbejde.
Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber
Læs Albertslund Kommunes vision "Den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber". Med tre verdensmål i centrum sætter den retning for Albertslund

Følg med i Kommunalbestyrelsens arbejde
Følg med i det lokale demokrati. Læs om medlemmerne af Kommunalbestyrelsen, læs dagsordener, referater, politikker m.m.