Fastholder 11. plads på liste over beskæftigelsesindsats i kommuner
Det går stadigvæk godt med at få borgere i job i Albertslund Kommune. Så godt, at kommunen igen er rangeret som nummer 11 på listen, hvor Beskæftigelsesministeriet benchmarker kommunernes beskæftigelsesindsats

Hvert halve år udgiver ministeriet en liste, hvor de rangerer kommunerne ved at se på, hvor mange borgere den enkelte kommune har på offentlig forsørgelse sammenholdt med det antal, man kan forvente, at kommunen vil have på baggrund af dens rammevilkår. Der er tre punkter, som tæller med i den offentlige forsørgelse. Borgere på dagpenge, borgere på sygedagpenge og borgere på kontanthjælp, og det er særligt på sygedagpenge- og kontanthjælpsområdet, at det går godt. På sygedagpengeområdet har Albertslund Kommune f.eks. haft den 8. største forbedring af alle kommunerne det sidste år.
Borgmester påskønner den flotte indsats
At Albertslund Kommune igen rangerer som nummer 11 vidner om, at det generelt går godt med beskæftigelsesindsatsen i Albertslund Kommune. På den samlede liste over, hvor mange borgere kommunen har på offentlig forsørgelse i forhold til forventningen, er Albertslund Kommune altså igen nummer 11 ud af de 98 kommuner, hvilket som sidst er den højeste placering i den tid, Beskæftigelsesministeriet har lavet den her benchmark (se illustration).
Om det siger borgmester Steen Christiansen:
”At vi igen klarer os så godt på listen, er et udtryk for, at vi lykkes med at få borgerne i nyt job eller tilbage på arbejdsmarkedet efter sygdom. Det er meget positivt både for den enkelte borger, som kommer i job, men også for kommunen. Jo bedre vi er til at få borgerne tilbage på arbejdsmarkedet, jo mindre udgifter har kommunen til udbetaling af ydelser. Den besparelse kan vi så bruge andre steder i kommunen. Tak til alle de medarbejdere, som hver dag leverer og bidrager til, at vi lykkes så godt med vores beskæftigelsesindsats i Albertslund Kommune.”
Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber
Læs Albertslund Kommunes vision "Den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber". Med tre verdensmål i centrum sætter den retning for Albertslund

Følg med i Kommunalbestyrelsens arbejde
Følg med i det lokale demokrati. Læs om medlemmerne af Kommunalbestyrelsen, læs dagsordener, referater, politikker m.m.