Gå til hovedindhold

Første spadestik til det nye Grønningen er blevet taget

Nu starter arbejdet med at omdanne Grønningen med nye stier, mødesteder, skolehave, legepladser og større variation i
beplantning. Derfor blev 1. spadestik og tag med gravkoen taget tirsdag den 20. maj kl. 17, hvor der også blev budt på is og borgmester Steen Christiansen holdt en lille tale. Se billeder her

Indhold

    Tirsdag den 20. maj blev første spadestik taget til det nye Grønningen, hvor der også blev budt på is og holdt tale af borgmester Steen Christiansen, der bl.a. sagde:

    "Hvor er det bare fantastisk at være samlet her i dag. Fordi det har været længe undervejs, og fordi vi er samlet om at tage første spadestik til det nye Grønningen. Det nye Grønningen som skal være et fælles grønt bynaturområde for naboerne, Egelundsskolen, daginstitutionerne og livet i Albertslund helt generelt.

    Det her skal være et trygt byrum med adgang for alle, og det skal lægge op til aktivitet, fællesskab og bevægelse for alle i alle aldre.

    Der skal være plads til både mennesker, små og større dyr og planter, og det skal inspirere naboer til at lave mere biodiversitet i deres egne haver. Grønningen skal bruges som et aktivt tilvalg og det skal rumme mulighed for variation i naturoplevelsen hen over året. 

    Det har vi i Kommunalbestyrelsen afsat 2,7 mio. kr. til. Og ja, som jeg sagde indledningsvis, så har projektet været lang tid undervejs. Men det gør det ikke mindre vigtigt. Gårdhavehusene omkring Grønningen er blevet renoveret, og nu er tiden kommet til Grønningen. Eller faktisk har det indledende arbejde jo været i gang noget tid allerede og mange har budt ind; rigtig mange gange tak for det."

    Anlægsgartnerfirmaet, Møller & Løkkegaard, vil forestå anlægsarbejderne, som forventes at være endeligt afsluttet i eftersommeren. 

    Følg med i arbejdet med at udvikle Grønningen på albertslund.dk/grønningen

    Nedenfor er billeder fra 1. spadestik: