Gå til hovedindhold

Klub Svanen indviede deres nye flotte klubbygning

Så blev det Klub Svanens tur til officielt at indvie deres nye flotte klubbygning. Den blev indviet i det smukkeste solskinsvejr mandag den 4. september med taler, fremvisninger, saftevand, kage, frugt - og så blev den obligatoriske snor klippet over

Indhold

    Den grimme ælling findes ikke i Albertslund – her har vi kun en flot Klub Svanen, som mandag den 4. september indviede deres nye bæredygtige klubbygning med maner – der var flag, balloner og børnene viste rundt. Borgmester Steen Christiansen og klubbens leder Kirsten Lyngs Jørgensen holdt taler, og den lilla snor blev symbolsk klippet over til det nye kapitel i eventyret om Klub Svanen. Klub Svanen 2.0, som Kirsten Lyngs Jørgensen kalder det.

    Solen skinnede fra en skyfri himmel på den velbesøgte indvielse, og der var masser af liv på terrassen og i det fantastiske hjerterum, som udgør en stor del af det nye klubhus. Her vil helt sikkert være rum og plads til mange sunde fællesskaber for børn og unge i fremtiden.

    Børnene og medarbejdere flyttede allerede ind i de nye bygninger inden jul 2022, men som det er med eventyr skal man så meget igennem undervejs inden alt det der med lykken kommer – og nu er den officielle indvielse altså veloverstået.  

    Tillykke med jeres nye klubhus!