Kvickly Albertslund og Albertslund Apotek løb med årets virksomhedspriser
Albertslund Kommune holdt onsdag den 22. maj sommerkur for erhvervslivet. I år var Morten Larsen fra Løvens Hule forbi og fortalte om hans eventyr med Hungry.dk – fra idé til exit. Og traditionen tro blev årets virksomhedspris uddelt – og det samme gjorde virksomhedslærlingeprisen. Og årets vindere var henholdsvis Kvickly Albertslund og Albertslund Apotek
Albertslund Kommune hædrer hvert år en af byens virksomheder med Virksomhedsprisen og en anden med kommunens Virksomhedslærlingepris. Begge priser blev uddelt ved kommunens Sommerkur, der blev afholdt i Friluftsbadet Badesøen onsdag den 22. maj.
Sommerkuren indeholdt også en række stande med relevant indhold for virksomheder om alt fra biodiversitet til virksomhedsservice. Sommerkuren i de skønne rammer, som Friluftsbadet Badesøen skaber, indeholdt også et oplæg af Morten Larsen, der i 2012 stiftede Hungry.dk, som han solgte i oktober 2021 for et trecifret millionbeløb. Han er i dag investor i adskillige start-ups og med i Løvens Hule på DR. Han gav et godt indblik i hans iværksættereventyr med Hungry.dk fra idé til exit.
Sommerkuren blev en fantastisk aften i godt selskab med byens erhvervsliv og gode gæster udefra – og ikke mindst med anerkendelsen af virksomheder i kommunen, som gør en særlig indsats, bl.a. med priserne; virksomhedsprisen og lærlingeprisen.
Virksomhedsprisen
Virksomhedsprisens formål er at anerkende virksomheder, der bidrager til et levende arbejdsmarked og erhvervsliv i byen. Prisen går til en virksomhed, der engagerer sig i Albertslunds by- og erhvervsudvikling, og som er med til at styrke den positive udvikling af Albertslund i forhold til grøn og/eller social bæredygtig omstilling og udvikling.
Virksomhedsprisen 2023 blev overrakt til Kvickly Albertslund af formand for udvalget for Erhverv, Beskæftigelse og Uddannelsesinstitutioner, Lars Gravgaard, som sagde om prisvinderen inden prisen blev uddelt:
”Prisen går til en virksomhed, der er med til at styrke den positive udvikling af Albertslund i forhold til social bæredygtig omstilling og udvikling. I år går prisen til en virksomhed der har gjort en stor indsat i, at tage borgere på førtidspension eller fleksjob ind i skånejob. De hjælper disse borger med, at giv dem struktur i arbejdslivet og ser deres muligheder i mindre opgaver. Virksomheden har hjulpet flere i jobs i forskellige funktioner. Fælles for alle er, at de arbejder 6-12 timer pr. uge og alle føler sig som en del af virksomheden - på lige fod med fuldtidsmedarbejdere.”
Han sluttede af med at anerkende Kvickly Albertslund for at gøre en kæmpe forskel for mange borgere, ved at se deres muligheder og ikke begrænsninger.
Virksomhedslærlingeprisen
Også Albertslund Kommunes anden pris målrettet virksomheder blev uddelt, nemlig virksomhedslærlingeprisen. Prisens formål er at anerkende virksomheder, der bidrager til et levende arbejdsmarked og erhvervsliv i byen. Prisen går til en virksomhed, der engagerer sig i Albertslunds by- og erhvervsudvikling, og som er med til at styrke den positive udvikling af Albertslund i forhold til grøn og/eller social bæredygtig omstilling og udvikling. Virksomhedslærlingeprisen blev i år tildelt Albertslund Apotek med disse ord:
”Lærlingeprisen tildeles til en virksomhed i Albertslund Kommune, der gør en særlig indsats for lærlinge eller elever ansat på arbejdspladsen. Virksomhedslærlingeprisen 2023 går til en virksomhed, der ansætter mange elever/lærlinge. Virksomheden tør også ansætte dem, der skiller sig lidt ud, det vidner om mod og socialt overskud i virksomheden. Der er plads til forskellighed og mangfoldighed på arbejdspladsen, og deres indsats og engagement for at hjælpe unge videre i livet er en stor inspiration for os alle.”
Årets Gazelle virksomheder
29 virksomheder i Albertslund har i år modtaget Børsens Gazelle-pris.
En gazelle-virksomhed er en virksomhed, som i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og som minimum har fordoblet sin omsætning over de fire år.
Det store antal af gazellevirksomheder i Albertslund er et tegn på, at virksomheder trives i Albertslund, og at mange virksomheder i Albertslund er i vækst, vurderer borgmester Steen Christiansen. Om det siger han:
”Igen i år er et stort antal virksomheder i Albertslund gazeller. Det vidner om, at mange virksomheder i Albertslund har vind i sejlene. Den medvind må gerne fortsætte, så vi lykkes med at få endnu flere arbejdspladser og virksomheder til Albertslund. Albertslund er en god erhvervskommune med en fantastisk beliggenhed, som endnu flere kan få gavn af.”
Fem af de 29 gazelle-virksomheder fra Albertslund var med til sommerkuren og blev fejret med blomster, anerkendende ord og klapsalver. De fem var:
-
ADWISE MEDIA A/S
-
Hovedstadens Elevator Service
-
Qutron A/S
-
Augrea group ApS
-
Danica Rådgivning ApS
Tillykke til alle gazellevirksomheder, Kvickly Albertslund og Albertslund Apotek!
Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber
Læs Albertslund Kommunes vision "Den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber". Med tre verdensmål i centrum sætter den retning for Albertslund
Følg med i Kommunalbestyrelsens arbejde
Følg med i det lokale demokrati. Læs om medlemmerne af Kommunalbestyrelsen, læs dagsordener, referater, politikker m.m.