Gå til hovedindhold

Bred politisk aftale om at sikre plads til børnene i fremtidens Albertslund

Seks af kommunalbestyrelsens syv partier har netop underskrevet to politiske aftaler med principper for fremtidens kapacitet for henholdsvis dagtilbud og skoler i Albertslund. Det har ikke mindst været vigtigt i lyset af, at vi bliver flere albertslundere og den økonomiske situation

Albertslund Rådhus med rådhussøen og træer i forgrunden.

Indhold

    Læs aftale om principper for udvidelse af kapacitet på dagtilbudsområdet

    Læs aftale om principper for udvidelse af kapacitet på skoleområdet

    Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, SF, Dansk Folkeparti og Venstre har netop underskrevet to politiske aftaler med principper for fremtidens kapacitet på børneområdet i Albertslund. 

    Det siger parterne om aftalerne
    Borgmester Steen Christiansen (A) siger på vegne af Socialdemokratiet:

    ”Jeg er glad for, at der nu er meget bred politisk enighed om principperne for at tilvejebringe flere pladser i dagtilbud og i folkeskolen de næste 10 år. Med aftalen vil der ske en udvikling af dagtilbuddet de kommende år, hvor vi udnytter den eksisterende kapacitet, udfaser udtjente institutioner og bygger nye institutioner. For Socialdemokratiet har det også været vigtigt at øge forældrenes valgfrihed i en travl hverdag. Derfor udbygger vi også dagplejen og giver fremover tilskud til hjemmepasning af eget barn.

    Der skal også skaffes plads i vores skoler fra 2027 og frem. Her har det været vigtigt for Socialdemokratiet, at planlægningen af klasser tager udgangspunkt i et gennemsnitligt elevtal på 23. Vi ser frem til, at der igen skal være folkeskole i den tidligere Sydskole-bygning og ikke mindst de politiske diskussioner om, det skal være en almindelig folkeskole eller en overbygningsskole for 7-9.klasse. Samtidig tager vi stilling til placeringen af 10.klasserne permanent.

    Udbygningen på børneområdet er en stor opgave de næste 10 år, som skal ske i en tid med begrænsede økonomiske mulighed bl.a. som følge af statens begrænsninger af kommunernes muligheder for at bygge. Jeg er derfor for også glad for, at partierne er enige om, vi går praktisk og økonomisk ansvarligt til opgaven.”

    På vegne af SF siger Vivi Nør Jacobsen (F):

    ”Fremtidens Albertslund har brug for, at vi allerede i dag tager ansvar og sikrer, at der er nok udearealer til legepladser, og at vi bruger klimabevidste og bæredygtige løsninger, når vi renoverer og bygger nyt. Netop det er aftryk, som SF har fået opbakning til i forhandlingerne og derfor er vi med aftalerne. I SF glæder vi os over at forældre og ansatte skal inddrages, når planerne om at udvide skoler og daginstitutioner sættes i gang, og at der et stærkt fælles fokus på vores folkeskoler. Det har også været vigtigt for os, at børn der har brug for særlige tilbud tilgodeses og ikke glemmes midt i den byudvikling, som vi gerne så ske i et mindre tempo og omfang.”

    Lars Gravgaard (C) siger sådan her på vegne af Det Konservative Folkeparti:

    ”I en økonomisk svær tid har vi indgået en politisk aftale om kapaciteten på Skole- og dagtilbudsområdet. En aftale som styrker det frie valg, og konkret giver forældre til vuggestuebørn mulighed for at passe eget barn med tilskud fra kommunen. Dette sammen med mulighed for private institutioner og skole, vil tage trykket af presset på kommunens behov for udbygning og dermed også tage trykket af den økonomisk svære situation, vi befinder os i for nuværende. Aftalen er ikke et udtryk for ambitionerne, men sender et klart signal om, at vi skal have styr på økonomien.”

    På vegne af det Radikale Venstre udtaler Hediye Temiz (B) sig sådan om aftalen:

    ”Radikale Venstre er med i aftalen omkring principperne for udbygningen af skolekapaciteten og udviklingen af dagtilbudsområdet, på trods af at der er elementer i aftalen, som vi ikke nødvendigvis er stolte af. Albertslund Kommune står økonomisk et sted, hvor vi hverken har pengene i kassen eller mulighed for at bruge pengene på grund af anlægsloftet, hvilket gør at vi må gå på kompromis med nogle af vores ønsker. Dog glæder det os i Radikale Venstre, at vi nu ser ind i en tid, hvor Kommunalbestyrelsen forhåbentlig vil være mere positive over private institutioner, at Albertslunds borgere får mulighed for at få tilskud til pasning af eget barn, samt at vi får mulighed for at bygge profilinstitutioner, så vores dagtilbud og kulturliv kommer til at arbejde tættere sammen.” 

    Tina B. Nielsen (O) har disse perspektiver på aftalerne på vegne af Dansk Folkeparti:

    ”Dansk Folkeparti så gerne byudviklingens hastighed sat ned i væsentlig grad, men flertallet vil desværre noget andet. Dansk Folkeparti har fået med i aftalen, at vi får en udvidelse af dagplejen bl.a. med De grønne spirer og en skovbørnehave, så der også er mindre og grønnere miljøer til børnene i Albertslund.”

    Claus Rasmussen (V) udtaler sig på vegne af Venstre:

    ”Familien er kernen i samfundet, og derfor er Venstre glad for at der bliver rum for forskellige familietyper. Nye tilskudsmuligheder for at passe sit barn hjemme samt en udbygning af dagplejekapaciteten. Dertil åbner vi op for private aktører inden for dagtilbud- og skoleområdet. Lykkes det, vil det reducere kommunens omkostninger betragtelig og give Albertslund en større kulturel og pædagogisk forskellighed. Aftalen indeholder tiltrængte nye daginstitutioner til erstatning for de nedslidte og skimmelramte bygninger samt en løbende udbygning af kapaciteten i takt med byudviklingen. Vi har en god plan, der er afstemt med kommunens økonomiske situation og kommende byudvikling.”