Miljøvurdering af forslag til Lokalplan 5.1X – Boliger og erhverv på Smedeland 24
Processen for miljøvurderinger i forbindelse med udarbejdelse af lokalplaner samt kontaktoplysninger
Albertslund Kommunalbestyrelse besluttede på mødet tirsdag den 11. juni 2024 at godkende startredegørelsen for projektet på Smedeland 24, hvormed udarbejdelsen af forslag til Lokalplan 5.1X – Boliger og erhverv på Smedeland 24 og tilhørende miljøvurdering kunne påbegyndes.
Planforslagets indhold og formål
Forslag til Lokalplan 5.1X - Boliger og erhverv på Smedeland 24’s område er beliggende i den østlige del af Hersted Industripark, og er inddelt i 3 delområder. I delområde 1 giver planforslagets mulighed for etagebebyggelse til blandet bolig og erhverv, mens delområde 2 udgøres af de to private fællesveje, der fører fra Smedeland ned til henholdsvis Smedeland 8A og Smedeland 32. Delområde 3 omfatter den offentlige vej Smedeland, der på sigt vil komme til at hedde Smedeland Boulevard.
Lokalplanområdet omfatter et samlet areal på ca. 48.048 m², hvoraf delområde 1 udgør ca. 11.000 m² og delområderne 2 og 3 tilsammen udgør ca. 37.048 m². Delområde 1 udgøres af matrikel 7i og delområde 2 består af matriklerne 6i, 8av, 8cb samt delområde 3 er vejmatriklen 7000y, Herstedøster By, Herstedøster. Området er beliggende i byzone og fastholdes i byzone.
Lokalplanforslaget skal sikre, at området i fremtiden kan udvikles som et område til blandede byfunktioner, dvs. et område til bolig og erhverv.
Formålet med lokalplanforslaget er således at skabe det planmæssige grundlag for, at der kan opføres op til 280 boliger i form af etageboliger og erhvervsvirksomheder i stueplan i form publikumsorienterede serviceerhverv samt en detailhandelsbutik på 1.200 m2.
Det er desuden lokalplanforslagets formål at fastlægge bestemmelser for bebyggelsens omfang og placering, samt at fastlægge områdets vej- og stiforbindelser.
Derudover skal lokalplanforslaget sikre, at der anlægges gode opholds- og legearealer til beboerne samt grundejerforeningsbestemmelser for byomdannelsesområdets fælles arealer (delområde 2 og 3).
Miljøvurdering
Albertslund Kommune har vurderet, at forslag til lokalplan er omfattet af krav om miljøvurdering, jf. § 8, stk. 1, i Lovbekendtgørelse nr. 4 af 3. januar 2023 om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (herefter miljøvurderingsloven):
”Myndigheden skal gennemføre en miljøvurdering af planer og programmer, hvor disse
1) udarbejdes inden for landbrug, skovbrug, fiskeri, energi, industri, transport, affaldshåndtering, vandforvaltning, telekommunikation, turisme, fysisk planlægning og arealanvendelse og fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelser til de projekter, der er omfattet af bilag 1 og 2,
2) medfører krav om en vurdering af virkningen på et internationalt naturbeskyttelsesområde under hensyntagen til områdets bevaringsmålsætninger eller
3) vurderes at kunne få væsentlig indvirkning på miljøet, jf. stk. 2”.
Begrundelsen er, at planforslaget udarbejdes inden for fysisk planlægning og arealanvendelse og fastlægger rammerne for fremtidige anlægstilladelse, der er omfattet af bilag 2, punkt 10, b:
”Anlægsarbejder i byzoner, herunder opførelse af butikscentre og parkeringsanlæg”.
Endvidere er det planens beliggenhed, art, størrelse og driftsfasens påvirkninger.
Forud for udarbejdelsen af miljørapporten skal der gennemføres en afgrænsning af miljøvurderingens omfang, jf. miljøvurderingslovens § 11. Afgrænsningen har til formål at fastlægge miljørapportens indhold og detaljeringsgrad.
Lokalplan- og miljøvurderingsprocessen er skitseret i nedenstående procesdiagram, og Albertslund Kommunes forvaltning har udarbejdet ”Udkast til afgrænsningsnotat”:
Links til dokumenter
Startredegørelse:
Startredegørelse af 11. januar 2024
Redegørelse om boligstørrelse af 13. marts 2024
Inspiration og referencer af 21. maj 2024
Udkast til afgrænsningsnotat for miljøvurderingen:
Afgrænsningsnotat for miljøvurderingen:
Afgrænsningsnotat af forslag til Lokalplan 5.1x - Boliger og erhverv på Smedeland 24 af 18 09 2024
Kontaktoplysninger
Plan, Byg & Miljø – Plan
BY, KULTUR, MILJØ & BESKÆFTIGELSE
+45 43 68 68 68
E-mail: plan@albertslund.dk
Projektleder for byomdannelse af Hersted Industripark:
Hanne Moe
Mobil: +45 21 73 76 59
E-mail: hanne.moe@albertslund.dk
Byplanlægger for udarbejdelsen af planforslaget:
Lenette Vintersborg
Mobil: +45 24 84 72 86