Forslag til lokalplan 9.9 – Botilbud Skallerne 1 og Forslag til kommuneplantillæg 8 og invitation til Åbent Hus
Kommunalbestyrelsen har tirsdag den 10. februar 2026 vedtaget at sende Forslag til lokalplan 9.9 Forslag til kommuneplantillæg 8 med tilhørende miljørapport i offentlig høring og afholde et åbent-hus arrangement. Den offentlige høring er din mulighed for at komme med bemærkninger eller ændringsforslag til planen.
Kommunalbestyrelsen godkendte at sende planforslagene i høring, idet der arbejdes for at bevare så meget af den eksisterende beplantning som muligt. Forslag til lokalplan 9.9 og Forslag til kommuneplantillæg 8 kan læses her:
Høringsperioden
Forslaget til lokalplan 9.9 – Botilbud på Skallerne 1 og Forslag til kommuneplantillæg 8 er i høring i ca. 7 uger fra tirsdag d. 17. februar 2026 til og med søndag den 5. april 2026. Dine eventuelle bemærkninger og ændringsforslag skal være modtaget senest den 5. april 2026, og sendes til:
eller
Plan, Byg & Miljø
Albertslund Kommune
Nordmarks Allé 1
2620 Albertslund
Når høringen er udløbet, vil kommunalbestyrelsen tage stilling til eventuelle bemærkninger og ændringsforslag. Det forventes at ske i juni 2026.
Åbent hus
I høringsperioden vil der blive afholdt et borgerinformationsmøde i form af ’Åbent Hus’. Her kan du komme forbi, når det passer dig. Tilmelding er ikke nødvendig. Du har mulighed for at stille spørgsmål og have dialog med medarbejdere fra forvaltningen, politikere fra Kommunalbestyrelsen samt bygherre og dennes rådgivere omkring projektet og planforslagene.
Åbent Hus foregår her:
Tirsdag den 17. marts 2026
kl. 17.00-18.00
Albertslund Stadion, caféen
Skallerne 14
2620 Albertslund
Når du indsender et høringssvar, giver du samtidig samtykke til, at dit navn og adresse bliver vist i den endelig høringsliste, som offentliggøres. Hvis du har hemmelig adresse, skal du oplyse dette, men stadig skrive dine kontaktoplysninger. Du vil herefter fremstå uden navn og adresse på den offentliggjorte liste, men Albertslund kommune vil være bekendt med din identitet.
Resumé
Albertslund Kommune vil samle to eksisterende botilbud for voksne i ét nyt botilbud på Skallerne 1. Med kommuneplantillægget og lokalplanen kan Skallerne 1 udvikles til dette formål. Lokalplanen muliggør en samlet bebyggelse i én etage med op til 6 længehuse, heraf 5 til boliger samt et kommunalt servicehus.
Formålet med lokalplanen
Botilbuddet skal udføres som en samlet bebyggelse af længehuse i én etage. Bebyggelsen består af op til seks forskudte længehuse, der kobles sammen ved gavlene af en fælles fordelingsgang. Længehusene skal have ensartede facader og saddeltag. Der kommer private adgangs- og opholdsarealer samt fælles haverum for beboerne mellem længehusene.
Bebyggelsen placeres centralt på matriklen og omgives af grønne arealer, der stedvist indrettes med beplantning og plads til fælles ophold og rekreation for beboerne. Området forbliver dog åbent, så alle kan færdes omkring bebyggelsen og på de eksisterende gang- og cykelstier. De eksisterende åbne, grønne arealer mod vest og øst forbliver ubebyggede. Søen vest for lokalplanens område ændres heller ikke. To ældre lindetræer udpeges som bevaringsværdige og sikres mod fældning i lokalplanen.
Bilkørsel til og fra bebyggelsen skal ske fra Skallerne. Bebyggelsens interne stier kobler sig på de omkringliggende offentligt tilgængelige cykel- og gangstier, der muliggør en tryg adgang til bebyggelsen for fodgængere og cyklister.
Lokalplanforslaget fastsætter følgende rammer for projektet i overensstemmelse med Kommuneplan 2022-2034:
Bebyggelsesprocent
Det foreslåede projekt har en bebyggelsesprocent på ca. 20. Da projektet ikke er færdigprojekteret, så fastlægger lokalplanen en maksimal bebyggelsesprocent på 25. Denne rummelighed muliggør en større fleksibilitet i det efterfølgende projekt og udbud af entreprisen. Tætheden svarer til bebyggelserne både nord og syd for lokalplanområdet, hvor bebyggelsesprocenten er på ca. 25.
Etageantal og bygningshøjde
Bebyggelsen består af op til seks længehuse i 1 etage med en maksimal højde på 8 meter.
Etageareal og forventet boligareal
Det forventede samlede etageareal for projektet med en bebyggelsesprocent på 20 svarer til ca. 2.950 m², hvoraf boligarealet udgør ca. 2.500 m² og servicebygningen ca. 350-450 m². Botilbuddet forventes at rumme op til 40 boliger på 61-64 m2, hvoraf ca. 20 m2 går til fordelingsgang og fællesarealer, som f.eks. fælleskøkken, fælles spisestue og opholdsstue. Boligerne er således mindre end beskrevet i startredegørelsen, hvilket skyldes en tilpasning i projektet til målgruppens behov.
Sekundær bebyggelse som drivhuse og skure er tilladt.
Fælles opholdsarealer
Kravet til fælles udendørs opholdsarealer er for denne boligtype ikke fastlagt i kommuneplanen, men fastlægges ud fra en konkret vurdering. Lokalplanen lægger således op til et udendørs opholdsareal svarende til minimum 30 % af boligetagearealet og minimum 10 % af servicearealet. Dette svarer til ca. 800 m2. Alle boliger får desuden adgang til et mindre, privat udendørs opholdsareal i form af en terrasse.
Alle fælles opholdsarealer skal beplantes og indrettes med skærmende og rumskabende elementer til ophold, fysisk aktivitet og lignende, der henvender sig til beboergruppen. For at øge biodiversiteten skal beplantningen overvejende bestå af hjemmehørende arter.
Parkering
Kravet til parkering er for denne boligtype ikke fastlagt i kommuneplanen men ud fra en konkret vurdering af byggeriets anvendelse. I overensstemmelse med startredegørelsen indeholder lokalplanen krav om minimum 26 bilparkeringspladser, herunder minimum 2 handicapparkeringspladser til minibusser og 1 handicapparkeringsplads til bil. Der skal anlægges minimum 1 cykelparkeringsplads pr. bolig og ekstra 10 pladser til besøgende og personale. En andel af cykelparkeringspladserne skal tilpasses særligt pladskrævende cykler. Cykelparkering skal primært placeres i tilknytning til indgangspartier ved gavlene.
Erstatningsnatur
I forbindelse med omdannelsen af Smedeland i Hersted til grønt strøg vil der blive indregnet et areal som erstatning for det bynaturareal på Skallerne 1, der udgår pga. den nye bebyggelse. Derved fastholdes det samlede areal for bynatur i Albertslund Kommune, jf. kommuneplanens retningslinje 9.5. Miljø- og Byudvalget blev orienteret herom på mødet den 10. juni 2024.
Beslutning og alle bilag kan ses her:
Miljøvurdering
Lokalplanforslaget er blevet miljøvurderet, da det kan medføre ændrede forhold, der ikke kan udelukkes at medføre miljøpåvirkninger. Der er vurderet på trafik, støj, luftemissioner, bevaringsværdig beplantning, biologisk mangfoldighed, flora og fauna, indbliksgener og visuel påvirkning, jord, grundvand, regnvand, vind, drikkevandsinteresser, materiale goder og kulturarv. Miljørapporten belyser, hvilke miljøforhold lokalplanforslaget har på omgivelserne samt hvilke afværgetiltag og justeringer, der skal tages i anvendelse for at undgå væsentlige miljøpåvirkninger.
Miljørapporten kan læses og udskrives fra kommunens hjemmeside her:
Høring over miljørapporten og forslag til planen
Høringsfasen involverer både offentligheden og berørte myndigheder. De involverede parter skal have lejlighed til at udtale sig om planforslaget på grundlag af miljørapporten. Miljørapporten er på dette tidspunkt ikke et udkast men et færdigt dokument i modsætning til planforslaget, som den ledsager. Det er altså planforslaget, der sendes i høring.
Miljøvurderingslovens § 32, stk. 1, nr. 3, jf. § 12, fastsætter, at forslag til planer, som skal miljøvurderes, sendes i offentlig høring sammen med miljørapporten. Miljørapporten skal ledsage forslaget til planen, når den sendes i offentlig høring. Høringsperioden er en passende frist, medmindre der er fastsat en anden høringsperiode i de bestemmelser, der er grundlaget for planforslaget, jf. § 32, stk. 3. Planforslag og miljørapport skal således altid følges og være tilgængelige i hele høringsperioden. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2023/4
Offentlighedens og de berørte myndigheders bemærkninger skal indgå i planmyndighedens videre overvejelser i forbindelse med planforslaget, uanset at de miljøhensyn, der ønskes varetaget, ikke skal varetages i henhold til den lovgivning, der er grundlaget for planen.
Miljørapporten er at betragte som færdig, når den sendes i høring sammen med planforslaget. Hvis der i forbindelse med høringen viser sig behov for at foretage ændringer i miljørapporten, kan det betyde, at såvel miljørapport som planforslag skal sendes i fornyet høring. Derimod kan der være friere rammer til at foretage planændringer, så længe disse ikke fører til ændringer af miljøpåvirkningerne i en sådan grad, at der skal foretages ændringer i miljørapporten.
Retsvirkning
I perioden fra forslaget til en lokalplan offentliggøres, til forslaget vedtages af kommunalbestyrelsen, skal du forholde dig til både den gamle og den nye lokalplan. Du må altså hverken foretage dig noget, der er i strid med den gamle lokalplan eller i strid med forslaget til den nye lokalplan. Du må kun handle ud fra de regler, der er ens i de to versioner. Dette gælder op til 1 år fra lokalplanforslaget offentliggøres.
Klagevejledning
I henhold til miljøvurderingslovens § 48 kan afgørelser efter miljøvurderingsloven påklages efter de klageregler, der er fastsat i den lovgivning, som planen er udarbejdet i henhold til. Planen er udarbejdet i henhold til planloven, og der kan derfor klages i henhold til reglerne i planloven.
Efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 3 kan Planklagenævnet tage stilling til retlige spørgsmål i forbindelse med en kommunes afgørelse efter planloven. En klage efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 3 har ikke opsættende virkning, jævnfør ”Lov om Planklagenævnet” § 7, stk. 1.
Efter § 2 i bekendtgørelse om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love (BEK nr. 130 af 28. januar 2017) skal en klage være indgivet skriftligt 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt (dog kan kommunalbestyrelsen jævnfør planlovens § 24, stk. 6 for forslag til lokalplaner af mindre betydning fastsætte en frist på mindst 2 uger for fremsættelse af indsigelser m.v. mod planforslaget). Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog altid fra bekendtgørelsen. Klagefristen udløber ved midnat på dagen for klagefristens udløb.
Planklagenævnets praksis med hensyn til klagefrister er restriktiv, navnlig i sager hvor der er andre parter med modstående interesser. En klage, der er indgivet efter udløbet af klagefristen, vil normalt blive afvist, også selv om der er tale om en meget kort overskridelse.
Klageportal
Du klager via klageportalen for nævnene i Nævnenes Hus, som ligger på www.naevneneshus.dk. Klagen sendes gennem klageportalen til Albertslund Kommune. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for myndigheden i Klageportalen.
Når du klager, skal du betale et gebyr på kr. 900,- for almindelige borgere og kr. 1.800, - for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder. Du betaler gebyret med betalingskort eller MobilePay i klageportalen. Vejledning om gebyrordningen kan findes på Planklagenævnets hjemmeside.
Planklagenævnet afviser din klage, hvis du sender den uden om klageportalen, medmindre du forinden er blevet fritaget for brug af klageportalen. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet. Nævnet afgør herefter, om du kan fritages for at bruge klageportalen.
Albertslund Kommunes afgørelse kan endvidere indbringes for domstolene inden 6 måneder fra afgørelsens offentliggørelse.