Gå til hovedindhold

Endelig vedtagelse af Lokalplan 5.11 - Boliger og erhverv på Malervangen 1

Kommunalbestyrelsen har tirsdag d. 8 oktober 2024 vedtaget Lokalplan 5.11 - Boliger og erhverv på Malervangen 1 endeligt.

Indhold


     

    Lokalplanområdets afgrænsning med delområder.

     

    Formålet med Lokalplan 5.11 er at muliggøre en udvikling efter målsætningen i Masterplan for Hersted Industripark, samt kommunens vision om en bæredygtig by for børnene, det grønne og fællesskaber.

    Lokalplanens delområde 1 (Malervangen 1) omfatter selve projektområdet og udlægges som fastsat i kommuneplanen til blandede byfunktioner i form af bolig- og erhvervsformål. Stueetagen ud mod Gamle Landevej kan anvendes til serviceerhverv,- kundeorienteret serviceerhverv,- og/eller boligformål, mens den resterende del af bebyggelsen kun må anvendes til boligformål.

    Lokalplanen muliggør en bebyggelsesprocent på 175%, svarende til 8.750 m² etageareal. Bebyggelsen skal etableres som en karrébebyggelse af tre bygningskroppe der omkranser et fælles grønt gårdrum. Bygningen mod vest må højst være 16 m og op til 4 etager. Bygningsvolumenerne i den sydlige, østlige og nordlige del af området må højst være 24 m og op til 6 etager. Som beskrevet i Principper for udviklingen af Hersted skal bebyggelsen fremstå med en tydelig arkitektonisk opdeling imellem base, midte og top. Facaderne skal fremstå i rød,- brun,- eller gråfarvede nuancer og udføres i enten teglsten, skærmtegl eller keramiske plader.

     

    Til bebyggelsen anlægges der minimum 0,75 bilparkeringsplads pr. bolig. Al bilparkering placeres i parkeringskælder, dog anlægges store handicapparkeringspladser på terræn. Indkørsel til området sker både fra den østlige og den nordlige del af Malervangen.

     

    Delområde 2 må kun anvendes til privat fællesvej, og delområde 3 må kun anvendes til offentlig vej og fællesanlæg for grundejerforeningen.

    Ved lokalplanens vedtagelse ophæves Byplanvedtægt nr. 5 for det område, der er omfattet af lokalplanen.

    Læs Lokalplan 5.11 – Boliger og erhverv på Malervangen 1 her:

     

    Offentlig høring

    Forslaget var i 8 ugers høring fra torsdag den 16. maj 2024 til og med søndag den 14. juli 2024.

    Albertslund Kommune har i høringsperioden modtaget i alt tre høringssvar fra hhv. Glostrup

    Kommune, to borgere bosat ved Malervangen 1, samt Klimabevægelsen og

    Bedsteforældrenes KlimaAktion i Albertslund.

    Emnerne i høringssvar og bemærkninger er:

    • Bebyggelsesprocent
    • Vejstøj
    • Bygningshøjder, særligt ift. skygge- og indbliksgener
    • Den planlagte trafikløsning om tvunget højresving i krydset ved Malervangen og Gammel Landevej, som følge af den "politiske aftale om indsigelse i henhold til planlovens §29B" fra d. 3. juni 2022 mellem Glostrup Kommune og Albertslund Kommune
    • Klima og miljøforhold

    Forvaltningens vurdering og ændringsforslag af de indkomne høringssvar og bemærkninger fremgår af høringsnotatet. Høringsnotatet blev forelagt Kommunalbestyrelsen d. 8. oktober 2024 ifm. den endelige vedtagelse af lokalplanen. 

    Høringsnotatet for høringssvarene og bemærkningerne kan hentes via dette link: 

    Endvidere er der udarbejdet en sammenfattende redegørelse for miljøvurderingen af Lokalplan 5.11 og kan hentes via dette link:

     

    Retsvirkning

    Efter kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse og offentliggørelse af lokalplanen må ejendomme, der er omfattet af planen jf. planlovens § 18, kun udstykkes, bebygges eller i øvrigt anvendes i overensstemmelse med planens bestemmelser.

    Mindre betydende lempelser af bestemmelserne i lokalplanen kan tillades af kommunalbestyrelsen, hvis dispensationen ikke er i strid med planens principper. Større ændringer af planen forudsætter udarbejdelse af ny lokalplan efter planlovens regler.

    De eksisterende lovlige forhold på en ejendom samt den lovlige anvendelse af ejendommen kan fortsætte som hidtil. Lokalplanen medfører ikke i sig selv krav om etablering af anlæg m.v., der er indeholdt i planen.

    Du har mulighed for at klage

    Efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 3 (LBK nr. 572 af 29/05/2024), kan der klages over retlige spørgsmål, og klagen har ikke opsættende virkning. Klagen skal være modtaget skriftligt senest 4 uger efter, at afgørelsen er offentliggjort. Når du klager, skal du betale et gebyr på kr. 900,- for privatpersoner og kr. 1.800,- for virksomheder, organisationer og offentlige myndigheder. Gebyret tilbagebetales, hvis der gives helt eller delvist medhold i klagen.

    Klagefristen for at klage over vedtagelsen af Lokalplan 5.11 – Boliger og erhverv på Malervangen 1 er tirsdag den 12.11 2024.

    Du klager via klageportalen, som ligger på https://naevneneshus.dk/. Her kan du også finde flere oplysninger om, hvordan du klager, gebyrer mm.

    Albertslund Kommune modtager automatisk en kopi af klagen.

    Hvis du på grund af særlige forhold ønsker at blive fritaget for at bruge klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til plan@albertslund.dk. Kommunen videresender herefter anmodningen til Planklagenævnet, som afgør, om anmodningen kan imødekommes.

    Yderligere oplysninger om klageregler kan læses på Albertslund Kommunes hjemmeside under Klagevejledning og hos Nævnenes hus under Vejledning.