Gå til hovedindhold

Første kontakt & hjemmebesøg

Sundhedsplejens tilbud om hjemmebesøg til nybagte familier.

Indhold

    Første kontakt

    Du/I vil blive kontaktet telefonisk af en sundhedsplejerske, når vi har modtaget fødselsanmeldelsen på jeres barn fra hospitalet - dette sker automatisk, med jeres samtykke.

    I dette første opkald, vil I blive tilbudt et barselsbesøg. Barselsbesøget er et kort besøg med fokus på barnets spisning og trivsel umiddelbart efter fødslen.

    Barselsbesøget finder sted i hjemmet, 4-6 dage efter fødslen.

    Hjemmebesøg af sundhedsplejersken

    Sundhedsplejersken følger barnets udvikling og vejleder om barnets pleje, spisning, sundhed og sygdom ud fra den enkelte families behov.

    I første leveår tilbydes følgende hjemmebesøg:

    • Barselsbesøg (på 4.-6. dagen efter fødslen)
    • Etableringsbesøg (senest 10 dage efter barselsbesøget)
    • 3 ugers-besøg
    • 2-3 måneders-besøg
    • 4-6 måneders-besøg
    • 8-10 måneders-besøg

    Sundhedsplejersken undersøger bl.a. barnets motoriske udvikling og undersøger barnets sociale kontakt. Sundhedsplejersken anvender standardiserede screeninger til dette (ADBB) ved 2-3 måneders besøget, 4-6 måneders besøget og 8-10 måneders besøget. Sundhedsplejersken foretager desuden en PUFF-undersøgelse når barnet er 9-10 måneder gammelt.

    Ved behov, kan der tilbydes flere besøg, såfremt sundhedsplejersken vurderer at det er relevant.

    Screening for efterfødselsreaktion

    Når barnet er ca. 2 måneder gammelt tilbyder sundhedsplejersken begge forældre en samtale med udgangspunkt i et spørgeskema (EPDS og Gotland), som kan være med til at afklare om moderen eller faderen har en efterfødselsreaktion. Hvis der er tegn på en efterfødselsreaktion hos mor eller far, tilbydes yderligere støtte.

    Samarbejdspartnere

    Ved behov, har Sundhedsplejen mulighed for at henvise og skabe kontakt til andre tværfaglige samarbejdspartnere i kommunen.