kommunal og regionsvalg 2025
Her er det muligt at læse praktiske informationer om valget til kommunalbestyrelsen i Albertslund og regionsrådet i Region Østdanmark, som afholdes tirsdag den 18. november 2025

Tirsdag den 18. november skal der vælges 21 medlemmer til kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune og 47 medlemmer til regionsrådet i Region Østdanmark. Her på siden er det muligt at læse om valget.
kommunal og regionsvalg 2025
Hvem har valgret?
Man har valgret, når man:
- er fyldt 18 år på valgdagen
- har fast bopæl i Danmark (i kommunen/regionen) og
- Nationalitet:
- er dansk statsborger
- er statsborger i et andet EU-land, Island, Norge eller Storbritannien og Nordirland
- Tredjelandestatsborgere (personer, der ikke er statsborgere i Danmark, EU, Island eller Norge) der har haft fast bopæl i riget uden afbrydelse i de sidste fire år forud for valgdagen. Riget er i Danmark, Grønland eller på Færøerne.
Med virkning fra 1. juli 2016 er valgretten udvidet til også at omfatte personer, som er frataget den retlige handleevne efter værgemålslovens § 6, når disse i øvrigt opfylder valgretsbetingelserne nævnt ovenfor.
For at kunne stemme skal man være optaget på valglisten. Alle, der er tilmeldt folkeregisteret i Albertslund Kommune den 11. november 2025, optages automatisk på valglisten.
Frem til den 30. september 2025 kl.12.00 var det muligt at indlevere kandidatlister til kommunalvalget. Kandidatlisten skal være underskrevet af mindst 25 vælgere i kommunen som stillere for at være gældende.
Ved kommunalvalget den 18. november skal der vælges 21 medlemmer til kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune. Nedenfor kan du se, hvem du kan stemme på.
Læs kandidatlisten til kommunalvalget 2025
Til regionalvalget den 18. november skal der vælges 47 medlemmer til regionsrådet i Region Østdanmark.
Læs hvem du kan stemmer på til regionalvalget 2025
Du kan faktisk afgive din stemme før, hvis det passer dig bedre end at stemme på selve valgdagen på det valgsted, du hører til. Så skal du bare brevstemme.
Du kan brevstemme på hverdage fra tirsdag den 7. oktober til og med fredag den 14. november 2025 kl. 17.00. Du kan også brevstemme lørdag den 1. november og lørdag den 8. november kl. 10-14.
Det sker på en særlig brevstemmeseddel på Albertslund Hovedbibliotek, Bibliotekstorvet 2, 2620 Albertslund.
For at brevstemme skal du medbringe gyldig legitimation, f.eks. dit f.eks. sundhedskort. Det kan også være kørekort eller pas. Man kan brevstemme på et hvilket som helst brevstemmested i landet.
Når du kommer på biblioteket og ønsker at brevstemme, får du udleveret to kuverter. Du får en blå kuvert med en stemmeseddel til kommunalvalget og en gul kuvert med en stemmeseddel til regionalvalget.
På Albertslund Bibliotek hænger en vejledning, så du ved, hvad du skal være opmærksom på, når du brevstemmer - det er jo vigtigt, at din stemme er gyldig.
På biblioteket er det også muligt at se listen over partier og kandidater.
Åbningstider på Albertslund Hovedbibliotek
Mandag, tirsdag og torsdag, kl. 10-18
Fredag kl. 10-17
Lørdag den 1. november kl. 10-14 og lørdag den 8. november kl. 10-14
Vælgere, der er syge eller mangler førlighed, har mulighed for at stemme i eget hjem til kommunal og regionsvalget den 18. november 2025.
Hvis du på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke har mulighed for at komme til valgstedet på valgdagen, kan du ansøge om at brevstemme i eget hjem.
Hvis du ønsker at brevstemme hjemme, skal du søge om det. Ansøgningen skal ske på en særlig blanket, som fås hos hjemmehjælperen, plejepersonale eller på borgerservice på Albertslund Hovedbibliotek fra den 21. oktober 2025.
Blanketten kan også fås ved at kontakte Folkeregistret telefonisk på 43686868.
Borgerservice kan findes på Albertslund Hovedbibliotek. Folkeregistret er i kommunens Borger & Ydelsescenter.
Vi skal have din ansøgning senest 6. november 2025 kl. 18.00. Ansøgningen afleveres på Borgerservice på Albertslund Hovedbiblioteket.
Sådan stemmer du hjemme
Hvis du får godkendt din ansøgning om at brevstemme hjemme, vil vi kontakte dig telefonisk og oplyse dig om, på hvilken dato og i hvilket tidsrum stemmeafgivelsen skal foregå i dit hjem.
Den dag, du skal afgive din brevstemme, kommer to stemmemodtagere hjem til dig med brevstemmematerialet. Når du har sat dit kryds, tager stemmemodtagerne din brevstemme med tilbage til kommunen og sørger for, at din stemmeseddel bliver lagt i stemmekassen på valgdagen ligesom de almindelige stemmesedler.
Afstemningsstedet på Herstedøster Skole er et særligt handicapvenligt afstemningssted for kørestolsbrugere eller vælgere med andet handicap. Afstemningsstedet er udstyret med rampe ved indgangen og et stemmerum med hæve-/sænkebord, samt et CCTV (forstørrelsesapparat med skærm).
Vælgere kan ansøge deres bopælskommune om at stemme på et andet afstemningssted i opstillingskredsen i bopælskommunen, hvis det er begrundet i vælgerens handicap eller nedsatte førlighed.
Det skal ske på en særlig blanket, som fås hos borgerservice på Albertslund Hovedbibliotek fra den 21. oktober 2025.
Blanketten kan også fås ved at kontakte Folkeregistret telefonisk på 43686868.
Hvis du ønsker at skifte valgsted, skal du søge om det senest 10. november 2025 kl. 12.00
Du skal kontakte Folkeregistret i Borger & Ydelsescentret for at finde ud af, hvilket valgsted du er tilknyttet.
Hvis man kan komme hen til valgstedet, men ikke ind i valglokalet, kan man stemme uden for med valgstyreres eller tilforordnedes hjælp.
På alle afstemningssteder stilles der en ikke-håndholdt lup, samt en ikke-håndholdt LED-lampe til rådighed for vælgere med nedsat syn. Stemmeboksene er også udstyret med sorte filtpenne, der gør det nemmere at se om man har sat sit kryds det rigtige sted.
Svagelige vælgere, der ikke selv kan transportere sig til valgstedet den 18. november 2025 og ikke har nogen til at køre for sig, kan få gratis hjælp af kommunen til at blive transporteret til og fra valgstedet.
Transporten skal bestilles senest den 17. november 2025 kl. 12. Transport bestilles ved at kontakte Folkeregistret telefonisk på 43686868.
Du kan stemme på det valgsted, som fremgår af dit valgkort i tidsrummet kl. 8.00-20.00
Alle vælgere skal have modtaget valgkort senest 13. november 2025. Hvis du ikke har modtaget dit valgkort senest denne dato og opfylder kravene for valgret, kan du henvende dig til Folkeregistret på tlf. 43686375 eller 43686343.
Hvis du på valgdagen har glemt eller mistet dit valgkort, kan du alligevel godt få lov til at stemme, hvis du på anden måde kan legitimere dig.
De fem valgsteder i Albertslund Kommune er:
Kongsholmcentrets Festsal, Liljens Kvarter 2, 2620 Albertslund.
Herstedlund Skole, Nyvej 11, 2620 Albertslund.
Egelundskolen, Egelundsvej 8, 2620 Albertslund.
Herstedvester Skole, Herstedvestervej 44, 2620 Albertslund.
Herstedøster Skole, Trippendalsvej 2, 2620 Albertslund.

Følg med i Kommunalbestyrelsens arbejde
Følg med i det lokale demokrati. Læs om medlemmerne af Kommunalbestyrelsen, læs dagsordener, referater, politikker m.m.
Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber
Læs Albertslund Kommunes vision "Den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber". Med tre verdensmål i centrum sætter den retning for Albertslund