For første gang siden 1982: Vi er over 30.000 indbyggere i Albertslund
De senere års byudvikling i Albertslund begynder nu at vise sig i indbyggertallet. Således er der nu for første gang siden 1982 flere end 30.000 indbyggere i Albertslund Kommune. Det glæder borgmester Lars Gravgaard Hansen, som byder de nye borgere hjerteligt velkommen
I 1976 havde vi det højeste antal indbyggere i Albertslund Kommunes historie. Dengang var der 30.871 indbyggere. Det indbyggertal vil snart blive overgået, fordi flere i den kommende tid vil flytte ind i Vridsløses første karréer i Skydebanen, som området med de første indflytningsklare lejligheder hedder. De første nye borgere er flyttet ind i karréerne, og tidligere på året er også flere flyttet ind i de nye boliger i Coop Byen. Den 1. november betød det, at indbyggertallet var oppe på 30.089. Siden har indbyggertallet i Albertslund Kommune rundet 30.100.
Det glæder borgmester Lars Gravgaard Hansen, der siger:
”I går (den 9. november 2026, red.) besøgte jeg området med karréerne i Vridsløse, hvor de første er flyttet ind og flere vil flytte ind den næste tid. Jeg synes det er blevet helt vildt flot med forskellige byggerier med fine detaljer og gode gårdområder. Jeg vil gerne byde de nye borgere velkommen, og håber de bliver glade for at bo og leve i Albertslund. De seneste tilflytninger betyder også, at vi er blevet over 30.000 indbyggere i Albertslund igen. Det er vi for første gang siden starten af 1980’erne. Det er en milepæl i Albertslunds historie, og det glæder mig, at flere bliver en del af vores by og kan være med til at skabe liv i de nye bydele.”
Udover Vridsløse vil flere nye borgere flytte ind i bydelene Coop Byen og Hersted de kommende år. Det er muligt at følge med i udviklingen af de forskellige bydele via linkene nedenfor:
Nedenfor er en video, hvor borgmester Lars Gravgaard Hansen byder de nye borgere velkommen til Albertslund, og kommunens projektleder for udviklingen af Vridsløse, Maria von Holstein-Rathlou, fortæller om byggerierne og de næste planer for området.
Følg med i udviklingen af bydelen Vridsløse
Engang var der et lukket fængsel. I fremtiden skal der være en åben bydel. Følg med i udviklingen af området med det gamle Vridsløselille Fængsel, der skal blive en grøn og levende bydel i hjertet af Albertslund.
Følg med i udviklingen af Coop Byen
Coop Byen er i gang med at blive en ny levende bydel centralt beliggende i Albertslund. Mange er flyttet ind, og de næste boliger er i fuld gang med at blive opført af PensionDanmark, der står bag.
Vild med Albertslund
Der er mange gode grunde til at være vild med Albertslund. Her er nemlig fantastiske rammer for børn, grønnere end de fleste steder, kunst og kultur til den store guldmedalje og en masse stærke fællesskaber. Og så er det kun 20 minutter fra Rådhuspladsen i København.