Gå til hovedindhold

Særligt partnerskab skaber resultater i beskæftigelsesindsatsen i Albertslund Kommune

47 borgere er siden 1. marts 2026 allerede kommet i ordinært job gennem et samarbejde mellem Albertslund Kommune, Carelink og Den Sociale Kapitalfond. Det er 57 procent over det forventede mål

Indhold

    Et ambitiøst offentligt-privat partnerskab mellem Albertslund Kommune, Carelink og Den Sociale Kapitalfond skal styrke vejen til job og uddannelse for borgere uden for arbejdsmarkedet. Samarbejdet løber fra 1. marts 2026 til 1. marts 2029 og bygger på en fælles indsatsmodel med fokus på konkrete resultater.

    Formålet med projektet er at understøtte, at flere borgere opnår ordinær beskæftigelse, får lønnede timer på arbejdsmarkedet eller påbegynder en ordinær uddannelse. Det særlige ved samarbejdet er, at medarbejdere fra Albertslund Kommune og Carelink arbejder sammen side om side. De deler både ansvar og ledelse og bringer deres forskellige erfaringer og fagligheder i spil for at hjælpe flere borgere i arbejde. Samtidig bruger de løbende erfaringerne fra indsatsen til at finde ud af, hvad der virker bedst, så både borgerne og kommunens fremtidige beskæftigelsesindsats får gavn af samarbejdet.

    Indsatsmodellen bygger på erfaringer fra lignende effektprojekter, hvor resultater og dokumenteret effekt har været afgørende for tilrettelæggelsen af indsatsen. Der arbejdes løbende med at justere og udvikle forløbene, så de bedst muligt matcher den enkelte borgers behov og arbejdsmarkedets muligheder.

    De første resultater er allerede markante. Siden projektets start den 1. marts er 47 kandidater kommet i ordinær beskæftigelse. Samtidig har der i gennemsnit været otte borgere i lønnede timer hver måned. For mange borgere fungerer de lønnede timer som et vigtigt skridt på vejen mod fast ansættelse.

    Virkeligheden virker
    Bag indsatsen ligger en fælles tilgang, som bygger på troen på, at virkelige erfaringer på arbejdsmarkedet skaber de bedste resultater.

    Her arbejdes målrettet mod job og uddannelse, samtidig med at der er fokus på de små fremskridt, som kan blive afgørende for den enkelte borgers udvikling. Medarbejderne udfordrer vante arbejdsgange og er bevidste om deres egen rolle i at skabe positive forandringer.

    Ifølge projektets parter har den tilgang været medvirkende til både de gode beskæftigelsesresultater og en høj tilfredshed blandt de deltagende borgere.

    ”Samarbejdet om projektet her har vist rigtig gode resultater. Vi har fundet en god form, som virker. Både i forhold til at få borgere i ordinære jobs, men også i forhold til, at borgerne oplever at blive mødt på en god og konkret måde, som er enormt positiv og tilfredsstillende,” udtaler Britta Vestergaard Lybech, der er leder af Job, Unge & Integration i Albertslund Kommune.

    Partnerskabet er dermed et eksempel på, hvordan et tæt samarbejde mellem kommune, civilsamfund og private aktører kan bidrage til at skabe nye muligheder for borgere og samtidig styrke arbejdsmarkedstilknytningen i Albertslund.