MusikTeatret Albertslund klar med programmet for en ny sæson
Så er MusikTeatret Albertslund klar med en ny sæson, sprængfuld af sprudlende shows og koncerter, kulturevents dedikeret til børn, internationalt cirkus i verdensklasse, underholdende og tankevækkende comedy, teater, opera og meget mere
Vi har arbejdet længe med planlægningen og glædet os utrolig meget til nu endelig at kunne offentliggøre de mange oplevelser, som publikum i Albertslund – og opland – kan boltre sig i i efteråret 2026 og foråret 2027.
Nycirkus i topklasse
Hvis vi skal plukke lidt i det store udvalg, vil vi bl.a. pege på at vi fortsætter den nye indsats med at bringe cirkus – fysisk teater, som det også kaldes – af international særklasse til Albertslund. MusikTeatret bliver eneste destination i Danmark for både Circus Oz og Beyond, og der er virkelig tale om topklasse nycirkus, som man kan se frem til.
Bredt program med store navne
Vi kaster os også ud i at lave en rigtig Oktoberfest med langborde og høj stemning, når Rasmus Bjerg synger John Mogensen. Storebio har succes som ny livemusikscene, og det følger vi selvfølgelig op på i efteråret, hvor ingen ringere end Anne Linnet og Isam B kommer på besøg i de intime rammer. Julen skal fejres i koncertsalen med DR Bigband – og for familierne; med Onkel Reje. Der skal grines med Frank Hvam og synges med, når Danmarks Underholdningsorkester hylder Kim Larsen.
Vi er særligt opmærksom på vores yngste publikum, som vi de seneste år har udvide tilbudsviften til i visionen om at blive et ”børnenes kulturhus”: Der er gratis musikalsk legestue for de helt små, og sang og musik for de lidt større børn i Klubhuset tre lørdage. Der er børneteater og børnekoncerter i både det lille format i Storebio og i den store koncertsal. Og der er mere på vej, som vi glæder os til at afsløre i løbet af efteråret.
Musik og Mindfulness
Det sidste, som skal nævnes her, er at vi lancerer Musik & Mindfulness på onsdage kl. 15.30: Det er kort sagt 20 minutters total afkobling i Storebios sæder, hvor vi spiller musik for deltagernes ”indre biograf” og hælder lidt gratis kulturenergi i alle, der møder op. Det kræver ingen særlige forudsætninger – det er bare at lægge vejen forbi på vej fra arbejde hjem til aftensmaden. Kultur er sundt og vi leverer en musikvitamindosis alle onsdage fra den 16. september.
Der er meget at glæde sig til i den kommende sæson. Vi håber at kunne bidrage til både glæde og eftertanke i det kommende efterår og forår.
Man kan læse hele sæsonkataloget i bunden af forsiden på mute.dk
Gode hilsner
Maria Frej
Leder af MusikTeatret Albertslund
Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber
Læs Albertslund Kommunes vision "Den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber". Med tre verdensmål i centrum sætter den retning for Albertslund
Følg med i meget af det der sker i Albertslund
I kulturkalenderen på Kultunaut kan du følge med i meget af det der sker i Albertslund - se hvilke kommende begivenheder, arrangementer osv. som det er muligt at deltage i.