Budgetkatalog for Budget 2027 er i høring frem til 3. september
Albertslund Kommunes administration har udarbejdet et budgetkatalog for Budget 2027, som er i offentlig høring fra den 19. august til den 3. september 2026
Læs budgetkataloget for Budget 2027
Alle borgere og øvrige interessenter har i perioden mulighed for at komme med bemærkninger til budgetkatalogets konkrete forslag. Fristen for at sende høringssvar er den 3. september 2026. Høringssvar sendes pr. mail til budget@albertslund.dk
Lidt om budgetprocessen
I marts 2026 blev der afholdt borgermøde, hvor borgere fik mulighed for at give input til bl.a. udviklingen af kommunens velfærdsområder, kultur- og fritidsliv, klima og byudvikling samt beskæftigelses- og socialområdet. Input og perspektiver har indgået i det videre arbejde med budgetarbejdet.
Kommunalbestyrelsen besluttede tidligere på året at åbne for digitale borgerinput til budgettet. Frem til midten af juni har borgere og andre interessenter derfor kunnet indsende idéer til, hvordan kommunen kan løse opgaver smartere og skabe bedre balance mellem opgaver og ressourcer. Inputtene sendes til de politiske partier forud for budgetforhandlingerne om Budget 2027.
Lidt om budgetkataloget
Administrationen har udarbejdet et budgetkataloget med forslag til, hvordan der kan findes besparelser i de kommende års budgetter. Økonomiudvalget har bedt administrationen om at udarbejde et budgetkatalog til Budget 2027 med forslag til, hvordan der kan frigøres et økonomisk råderum i driften på 57,4 mio. kr. årligt.
Hertil kommer forslag afledt af Beskæftigelsesreformen, som samlet udgør 7,5 mio. kr. Dette er besparelser, som allerede er indarbejdet i kommunens budget, så der skal alene tages beslutning til, hvordan besparelserne skal realiseres.
Budgetkataloget består af forslag fra alle kommunens afdelinger. Kommunalbestyrelsen har således mulighed for at prioritere mellem de områder, der skal bidrage til, at der kan skabes økonomisk balance og råderum. Budgetkataloget indeholder i alt 67 forslag samt seks forslag afledt af Beskæftigelsesreformen.
Kommunalbestyrelsen vil få tilsendt alle høringssvarene, så de kan indgå i forhandlingerne om Budget 2027.
Budgettet for 2027 skal være forhandlet på plads og vedtaget senest den 6. oktober 2026.
Det er muligt at følge med i budgetprocessen på vores budgetside www.albertslund.dk/budget2027
Følg med i Kommunalbestyrelsens arbejde
Følg med i det lokale demokrati. Læs om medlemmerne af Kommunalbestyrelsen, læs dagsordener, referater, politikker m.m.
Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber
Læs Albertslund Kommunes vision "Den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber". Med tre verdensmål i centrum sætter den retning for Albertslund