Basecamps nye lokaler indviet med taler og pandekager
Onsdag den 16. september blev Basecamps nye lokaler på Damgårdsvej indviet med taler, mocktails og pandekager
Onsdag den 16. september havde Basecamp inviteret til indvielse af de nye rammer på Damgårdsvej.
Her blev alle budt på mocktails, pandekager - og borgmester Lars Gravgaard Hansen holdt åbningstale, hvor han bl.a. sagde:
"Først og fremmest vil jeg sige: Stort tillykke med de nye rammer. Det er jo ikke bare vægge, gulve og lokaler, vi indvier i dag. Det er rammerne om et sted, hvor børn og unge kan mødes, være sig selv, prøve kræfter med noget nyt og være en del af et fællesskab. Og det er netop dét, der gør klubber som Basecamp så vigtige.
Her er der plads til forskellige interesser og forskellige talenter. Nogle har måske lyst til at arbejde kreativt i værkstedet. Andre vil gerne lave musik. Andre igen er vilde med at dyrke cross, køre på løbehjul eller bare være sammen med vennerne. Det afgørende er, at der er et sted, hvor man føler sig velkommen, og hvor man kan udvikle sig.
De nye lokaler giver forhåbentlig endnu bedre muligheder for netop det. For at skabe aktiviteter, fællesskaber og gode oplevelser – og for at give flere børn og unge lyst til at komme her."
Han fortsætte med at følgende, hvor han satte ord på, at processen ikke havde været helt nem:
"Jeg er godt klar over, at processen ikke altid har været lige nem. Heller ikke for naboerne, der har været ramt af byggestøj og andre gener. Det har ind imellem fyldt meget. Det skal jeg beklage.
Men nu står vi ved de her rigtig fine lokaler, som i fremtiden skal danne rammer for en masse godt børne- og ungeliv. Og samtidig skal naboerne kunne bo og leve godt her i området med en klub som Basecamp, der vil ose af gode børne- og ungefællesskaber.
Derfor vil jeg også gerne sige tak til alle jer, der har været med til at få de nye rammer på plads. Og en særlig tak til medarbejderne og jer unge, som er med til at fylde stedet med liv og indhold."
Tillykke til Marcus og tak til forældrene
I talen kom borgmesteren også ind på et flot resultat, som en af de unge i klubben netop har leveret - og anerkendte samtidig forældrenes indsats med ordene:
"Jeg glæder mig også til at se og høre mere om det, I laver her – for eksempel om jeres crossaktiviteter. Jeg har hørt en fugl synge om, at Marcus, der er en af de unge her i Basecamp, der kører cross, i søndags fik en flot 3. plads ved Danmarksmesterskabet. Stort tillykke med det, Marcus. Det er godt gået – eller kørt, skulle jeg måske nærmere sige.
Det er også værd at nævne, når nu vi er samlet, at der her i Basecamp er en super forældregruppe, der altid stiller op – som hjælper med transport, bager kager og sådan kunne jeg blive ved, kan jeg forstå. Det er altså bare guld værd. Tak for det."
Efter talen blev der budt på mocktails og pandekager - og så viste nogle af de unge klubben og værkstedet
frem og fortalte bl.a. om crossaktiviteterne i Basecamp.
Kære Basecamp, tillykke med de nye rammer!
Følg med i Kommunalbestyrelsens arbejde
Følg med i det lokale demokrati. Læs om medlemmerne af Kommunalbestyrelsen, læs dagsordener, referater, politikker m.m.
Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber
Læs Albertslund Kommunes vision "Den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber".
Følg med i meget af det der sker i Albertslund
I kulturkalenderen på Kultunaut kan du følge med i meget af det der sker i Albertslund - se hvilke kommende begivenheder, arrangementer osv. som det er muligt at deltage i.