Gå til hovedindhold

Albertslund er årets højdespringer i DI's måling af erhvervsvenlighed

I Dansk Industris årlige undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed rykker Albertslund hele 40 plader frem, så vi nu samlet er placeret på 27. pladsen. Dermed er vi årets højdespringer!!


Mekaniker er ved at skifte dæk på en bil

Indhold

    Albertslund Kommune har i år opnået sin bedste placering nogensinde i Dansk Industris måling af kommunernes erhvervsvenlighed. Kommunen rykker således hele 40 pladser frem – fra nr. 67 i 2024 til nr. 27 i 2025.

    Fremgangen skyldes især bedre dialog og kommunikation med virksomhederne, markante resultater på infrastruktur- og energiområdet samt en styrket indsats inden for uddannelse og arbejdskraft.

    • Infrastruktur og energi: Her placerer Albertslund sig helt i top som nr. 3 i landet – med en plads som nr. 1 på fjernvarme, hvor andelen af erhvervsbygninger der opvarmes med fjernvarme/varmepumpe er helt oppe på 97,2 procent.
    • Uddannelse og arbejdskraft: Mange unge får en erhvervskompetencegivende uddannelse efter studentereksamen, og erhvervsfrekvensen blandt borgerne er højere i 2025 end i 2024.
    • Dialog og tilfredshed: Albertslund springer fra plads 71 til 39. Virksomhederne fremhæver kommunens formidling af information og tættere kontakt til politikere og forvaltning.
    • Kommunal administration: Sagsbehandlingen vurderes i højere grad kompetent og effektiv af virksomhederne, og kommunen rykker fra plads 68 til 12 i forhold at prioritere bæredygtige og grønne indkøb.

    Formand for Erhverv, Beskæftigelse og Uddannelsesinstitutioner udvalget Lars Gravgaard Hansen, glæder sig over, at virksomhederne nu vurderer Albertslund langt højere:

    “Vi kan se, at virksomhederne oplever os som mere lydhøre og tilgængelige. Det viser, at vores indsats for bedre dialog og tættere samarbejde virker – og det er en kæmpe cadeau til både erhvervslivet og forvaltningen.”

    Borgmester Steen Christiansen fremhæver samtidig, at den grønne omstilling spiller en central rolle i kommunens styrkede erhvervsprofil:

    “Albertslund skal være en kommune, hvor det både er nemt at drive virksomhed og nemt at være grøn. Vores satsning på fjernvarme, el-ladestandere og grønne indkøb viser, at vi kan kombinere vækst med bæredygtighed – og det gør os attraktive for fremtidens erhvervsliv.”

    Samlet set viser målingen, at Albertslund er blevet en langt mere attraktiv erhvervskommune – og at samarbejdet mellem kommune og virksomheder giver resultater.

    Læs hele erhvervsmålingen og få overblikket over alle kommunes placering m.m.