STARK og Byens Tømrerentreprise løb med årets virksomhedspriser
Albertslund Kommune holdt onsdag den 21. maj sommerkur for erhvervslivet. I år holdt fremtidsanalytiker Christiane Vejlø oplæg om AI og menneskets rolle i en digital fremtid. Og traditionen tro blev årers virksomhedspris uddelt – og det samme gjorde den nyere Virksomhedslærlingeprisen. Og årets vindere var henholdsvis STARK og Byens Tømrerentreprise. Stort tillykke. Se billeder og læs mere her

Albertslund Kommune hædrer hvert år en af byens virksomheder med Virksomhedsprisen og en anden med kommunens Virksomhedslærlingepris. Begge priser blev uddelt ved kommunens Sommerkur, der blev afholdt i Friluftsbadet Badesøen onsdag den 21. maj.
Borgmester Steen Christiansen holdt velkomsttale, hvor han hyldede og anerkendte byens virksomheder og samtidig bød Albertslund Kommune til, når det f.eks. handler om den grønne dagsorden og arbejdskraft. Sommerkuren i de skønne rammer, som Friluftsbadet Badesøen skaber, indeholdt også god mad, tid til netværk og et super oplæg af fremtidsanalytiker Christiane Vejlø om AI og menneskets rolle i en digital fremtid.
Sommerkuren blev en god eftermiddag i godt selskab med byens erhvervsliv, hvor tæt på 100 deltog – og ikke mindst med anerkendelsen af virksomheder i kommunen, som gør en særlig indsats, bl.a. med priserne; virksomhedsprisen og lærlingeprisen.
Virksomhedsprisen
Virksomhedsprisens formål er at anerkende virksomheder, der bidrager til et levende arbejdsmarked og erhvervsliv i byen. Prisen går til en virksomhed, der engagerer sig i Albertslunds by- og erhvervsudvikling, og som er med til at styrke den positive udvikling af Albertslund i forhold til grøn og/eller social bæredygtig omstilling og udvikling.
Virksomhedsprisen 2023 blev overrakt til STARK GLOSTRUP, som på trods af navnet er beliggende i Albertslund Kommune, men har postnummer i Glostrup. Prisen blev overrakt af formand for udvalget for Erhverv, Beskæftigelse og Uddannelsesinstitutioner, Lars Gravgaard, som sagde om prisvinderen inden prisen blev uddelt:
”Virksomhedsprisen går i år til en virksomhed, der har udvist ekstraordinær indsats på tværs af flere områder. En virksomhed, der ikke blot bidrager til erhvervslivet med sin ekspertise, men også går forrest med hensyn til bæredygtighed, samfundsansvar og samarbejde med vores kommune. Vinderen af virksomhedsprisen 2024 har i mange år været en central aktør i byggebranchen og har samtidig været en stærk partner for Albertslund Kommune. Deres fokus på bæredygtighed – med solceller, energieffektive løsninger og genanvendelse – har ikke kun reduceret deres egen miljøpåvirkning, men også inspireret til en grønnere fremtid for hele branchen. Vinderen er et levende bevis på, hvordan en virksomhed kan vokse, samtidig med at den tager ansvar for samfundet omkring sig."
Han sluttede af med at anerkende og takke STARK Glostrup for det gode samarbejde med Albertslund Kommunes Jobcenter og Virksomhedsservice, som har bidraget til at give mange borgere muligheden for at få praktisk erfaring og komme i arbejde.
Virksomhedslærlingeprisen
Efterfølgende blev virksomhedslærlingeprisen uddelt. Prisen gives til en virksomhed, der har udvist en særlig dedikation til udvikling af unge talenter og lærlinge. En virksomhed, der forstår værdien af at investere i næste generation af fagfolk og sikre, at de har de bedste muligheder for at starte deres karriere. Virksomhedslærlingeprisen blev i år tildelt Byens Tømrerentreprise med disse ord:
”Vinderen af virksomhedslærlingeprisen har fra starten været en virksomhed, der ikke blot leverer kvalitetshåndværk, men også lægger stor vægt på at forme fremtidens fagfolk. Med 11 lærlinge ansat er der ingen tvivl om, at de sætter en ære i at give deres lærlinge en solid og tryg start på deres karriere. Deres fokus på lærlingens trivsel og udvikling er helt unikt, og de giver dem ansvar og muligheder for at lære gennem praksis. De holder lærlingedage, afholder samtaler om udviklingen og sørger for, at lærlingene ikke kun lærer deres fag, men også får de rette sociale og professionelle relationer.”
Årets Gazelle virksomheder
Ligesom det var tilfældet sidste år, er der 29 virksomheder i Albertslund Kommune, som i år har modtaget Børsens Gazelle-pris.
En gazelle-virksomhed er en virksomhed, som i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og som minimum har fordoblet sin omsætning over de fire år.
Det store antal af gazellevirksomheder i Albertslund er et tegn på, at virksomheder trives i Albertslund, og at mange virksomheder i Albertslund er i vækst, vurderer borgmester Steen Christiansen.
Om det siger han: ”Igen i år er et stort antal virksomheder i Albertslund gazeller. Det vidner om, at mange virksomheder i Albertslund har vind i sejlene. Den medvind må gerne fortsætte, så vi lykkes med at få endnu flere arbejdspladser og virksomheder til Albertslund. Albertslund er en god erhvervskommune med en fantastisk beliggenhed, som endnu flere kan få gavn af.”
Fem af de 29 gazelle-virksomheder fra Albertslund var med til sommerkuren og blev fejret med blomster, anerkendende ord og klapsalver. De fem var:
- Hovedstadens Elevator Service
- Carelax Danmark
- CP Parking System
- Frisbæk
- Unopark
Tillykke til alle 29 gazellevirksomheder, STARK Glostrup og Byens Tømrerentreprise.










Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber
Læs Albertslund Kommunes vision "Den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber". Med tre verdensmål i centrum sætter den retning for Albertslund