Ren natur - foreninger kan igen samle affald og tjene penge til klubkassen
I samarbejde med Hold Danmark Rent og Ren Natur sætter Albertslund Kommune igen i år fokus på et rent og affaldsfrit nærmiljø. Det betyder konkret, at der i 2025 gennemføres affaldsindsamlinger på særligt udvalgte områder i kommunen. Alle lokale foreninger kan byde ind på opgaven og tjene gode penge til klubkassen

Affald i naturen er noget skidt! Det er grimt at se på og det er spild af ressourcer. Det kan vi vist alle blive enige om. Vidste du f.eks. at der er plastik i et cigaretskod? Og at cigaretskod er det stykke affald der findes mest af i Danmark - på flest steder og i størst antal? Det må vi gøre noget ved! Og vi kan hver især gøre en hel del med vores adfærd, men sammen kan vi gøre en kæmpe forskel.
Derfor sætter Albertslund Kommune igen i år yderligere fokus på netop det tema, og det sker som en del af konceptet Ren Natur, der ejes og drives af organisationen Hold Danmark Rent. Ren Natur er designet til at binde kommuner, virksomheder og frivillige sammen i en bestræbelse på at skabe et endnu renere Danmark uden affald i naturen. Formålet at skabe bevidstgørelse om henkastet affald, samtidig med at sammenholdet styrkes lokalt. Og dette sker igennem meningsfulde indsamlingsaktiviteter og en økonomisk indsprøjtning til det lokale foreningsliv.
Under ledelse af Hold Danmark Rent har vi udvalgt særlige indsamlingsruter i vores nærmiljø og disse ruter finder du nu på Ren Naturs hjemmeside, hvor du også kan tilmelde din forening. Så hvis din forening også har lyst til at give en hånd til vores lokale miljø, samtidig med at I kan tjene 2400kr. i sponsorpenge til jeres forening, så er det nu I skal slå til.
I 2024 samlede godt 500 foreninger, i 57 kommuner, over 15 tons henkastet affald i regi af Ren Natur. Der er således tale om en betydelig oprydning på arealer, hvor der ellers er sjælden drift. Men ikke mindst bevidstgørelsen om en ren natur spiller en stor rolle og spreder sig forebyggende som ringe i vandet, når foreningerne selv og forbipasserende får fokus på problemet.
Der åbnes for tilmeldinger den 1. marts på hjemmesiden www.rennatur.org, hvor det også er muligt at læse mere om konceptet Ren Natur
Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber
Læs Albertslund Kommunes vision "Den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber". Med tre verdensmål i centrum sætter den retning for Albertslund