Demokrati i 6. klasse: I år blev de enige om møbler til udskolingen til Studie Lounge
Engang hed det elevbyrådsdag, men det meste udvikler sig over tid. Heldigvis. Derfor hedder dagen nu demokratidag, og i år blev den afholdt tirsdag den 11. februar, hvor repræsentanter fra 6. klasserne var samlet. Efter en god dag i demokratiets tjeneste blev de enige om at bruge de 80.000 kr. på "møbler til udskolingen aka Studie Lounge", som der står i forslaget. Læs mere her - og se billeder

Tirsdag den 11. februar løb årets demokratidag (tidligere elevbyråd) af stablen. To repræsentanter fra alle 6. klasserne på kommunens folkeskoler var med rundt om bordet i KB-salen på Albertslund Rådhus, hvor de skulle spørge ind til og diskutere de fem forslag, der var på dagsordenen.
6. klasserne i Albertslund Kommune har i en periode op til demokratidagen haft demokrati på skoleskemaet. Igen i år havde kommunens fælleselevråd stået for at vælge temaet for demokratidagen, og de havde valgt, at temaet var: Bedre læringsmiljøer og pausemiljøer. I slutningen af januar blev 6. klasserne på den baggrund - ved afstemning - enige om, at fem ud af de 11 forslag skulle drøftes i KB-salen på demokratidagen. , Og den 11. februar blev der så spurgt ind til forslagene og argumenteret for og imod.
De fem forslag, der var på dagsordenen den 11. februar, var:
• Smartkurve (6.A fra Herstedlund Skole står bag)
• Smartlæring (6.X fra Herstedvester Skole står bag)
• Vandposter (6.Z Herstedvester Skole står bag)
• Indkøb af bus (6.D Herstedøster Skole står bag)
• Møbler til udskoling (6.G Herstedøster Skole står bag)
Efter tre gode timer med udvalgsarbejde, debat og afstemning endte det med, at repræsentanterne for 6. klasserne (formiddagens politikere) blev enige de 80.000 kr., der er til rådighed, skal bruges til følgende forslag:
e) Møbler til udskolingen aka Studie Lounge (forslaget er stillet af 6g på Herstedøster Skole)
I dagsordensmaterialet skriver de sådan her om forslaget:
"Vi har udarbejdet en ide til dette projekt, som vi tænker at alle skoler kan få gavn af til forbedring af
læringsmiljøet. Vores målgruppe er som udgangspunkt udskolingen.
Vi synes i hvert fald, at der på vores skole mangler et sted, hvor elever kan sidde og arbejde i ro. Vi tænker
også, at de andre skoler mangler dette. Derfor har vi udarbejdet en ide, der rummer dette og er til alle
skoler.
Vi forestiller os, at det skal være et sted, hvor man som elev eller gruppe kan gå hen og sidde og arbejde.
Enten når man fx skal læse højt, lave vigtigt gruppearbejde eller bare vil have lidt mere ro, når man skal
arbejde.
Vi synes fx i vores gruppe, at det nogle gange er svært at koncentrere sig i klassen, når der er meget larm,
derfor var rummet tænkt til disse eksempler, så man derfor kunne trække sig til dette rum. Fordi når der er
mere ro, kan man arbejde bedre, og man får et bedre læringsmiljø.
Vi forestiller os, at der skal laves nogle båse med “lydskærme” som også fungerer som opslagstavler med
nåle samt sofa/stole og bord i et aflukket lokale i forlængelse af skolens bibliotek (de andre skoler må så
selv finde placering hos dem).
Da det er løse skærme, kan opstillingerne laves på forskellige måder, således kan de tilpasses forskellige
behov.
De priser vi har kigget på hos IKEA, giver os ca. 13 enheder til fordeling på skolerne (en enhed er 2
skærme, 2*sofa og et bord imellem, hver enhed koster ca. 6125 kr. (80000/6125= 13,06 enheder) Enhederne fordeles efter skolernes størrelse"
Læs mere om de andre forslagene i dagsordenen her
Demokratidagen løb af stablen i KB-salen på Albertslund Rådhus tirsdag den 11. februar kl. 9-11. Om aftenen samme dag lever demokratiet igen, når det almindelige kommunalbestyrelsesmøde fra kl. 18 løber af stablen samme sted.
Se dagsorden til det almindelige KB-møde
Demokratidagen blev optaget
Demokratidagen blev optaget ligesom almindelige KB-møder, og optagelsen vil efterfølgende blive brugt af elever og lærere i forbindelse med drøftelse af beslutninger og evaluering af forløbet.















Følg med i Kommunalbestyrelsens arbejde
Følg med i det lokale demokrati. Læs om medlemmerne af Kommunalbestyrelsen, læs dagsordener, referater, politikker m.m.