Gå til hovedindhold

Børnefestugen er og bliver en stjerne i Albertslund

Middelalderen. Det var temaet for årets udgave af Børnefestugen i Albertslund, som i år blev afholdt for 39. gang. Det hele startede nemlig i 1984, og i år åbnede børnefestugen tirsdag den 17. juni kl. 10.30 med den store åbningsceremoni, hvor alle børn og voksne samledes, sang og viftede med flag i alle verdens farver. Traditionen tro åbnede borgmester Steen Christiansen børnefestugen officielt, og i år deltog også børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye ved åbningen. Børnefestugen løb af stablen den 17., 18. og 19. juni. Se film og billeder fra børnefestugen her

Indhold

    Til børnefestugen bryder over 3000 børn og voksne med hverdagen, og gør den til en fest i Kongsholmparken. Og vanen tro er der en lang række aktiviteter og kreative indslag rundt omkring i lejrene, musik på scenen, rollespil og ”verdens længste” pandekagekø.

    Kongsholmparken i Albertslund minder mest af alt om en børneudgave af Roskilde Festival, når der er børnefestuge. Og det er der en god grund til; alle daginstitutioner, indskolinger, SFO’er, klubber og kulturinstitutioner i Albertslund Kommune var nemlig samlet til den 39. udgave af børnefestugen i Albertslund. Med telte, lejre, madboder og scener minder det om Roskilde Festival for børn – bare i Albertslund. I år var det fra den 17. til og med den 19. juni.

    Lejr Alle, Rabalderstræde, Gøglergade, Rollespils Boulevard og Pandekagevej er nogle af de veje, hvor det hele udspillede sig med Kongsholmbjerget som flot kulisse. Der var aktiviteter i lejrene, rollespil på ”bjerget”, og kreative værksteder - og så snoede verdens længste pandekagekø sig traditionen tro foran pandekagehuset på pandekagevej.

    Hver aften deltog forældrene i grill-komsammener og/eller overnattede i tipier med børn og pædagoger. Tovholder for børnefestugen, Marie Iversen (til daglig leder af Børnehuset Baunegården), sætter de her ord på børnefestugen:

    ”Børnefestugen er noget helt særligt. En helt særlig stjerne i Albertslund som startede i 1984. Det er en vigtig tradition i byen og et fællesskab på børnenes præmisser – alt er skabt af børn og voksne fra byens institutioner og skoler, som i over 40 år har givet liv til Børnefestugen.”

    Tilbage til middelalderen
    I år var temaet Middelalder. Det betød, at alle lejre knyttede sig til middelalderen på den eller anden måde – f.eks. kunne man farvelægge sit eget våbenskjold og få lavet fletninger og smykker som i middelalderen, og der var lansekamp og bueskydning. Det hele udspillede sig under Børnefestugens overordnede motto: ”Institutioner gør noget sammen”.

    Børnefestugen udspillede sig over tre dage fra den 17.-19. juni i Kongsholmparken. Den 39. udgave blev skudt i gang med den legendariske åbningsceremoni tirsdag den 17. juni kl. 10.30 ved hovedscenen, hvor alle var samlet. Her var fællessang, og borgmesteren åbnede officielt børnefestugen 2025, hvor der blev talt ned fra 10. I år deltog også børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye i åbningen. 

    Tak til alle jer, der gør det muligt!

    Læs mere om børnefestugen