Albertslund Kommune går syv pladser frem i undersøgelse af erhvervsvenlighed
Hvert år måler Dansk Industri erhvervsvenligheden i alle landets kommuner. I år er Albertslund Kommune gået syv pladser frem. Kommunen har især oplevet fremgang inden for digitalisering og når det kommer til at sikre effektiv sagsbehandling
Læs DI’s undersøgelse om erhvervsvenligheden i Albertslund Kommune 2024
Erhvervsvenligheden i Albertslund Kommune går den rigtige vej, og kommunen er således rykket syv pladser frem på listen omkring erhvervsvenlighed - til nummer 67 fra sidste års plads som nummer 74.
Om undersøgelsen siger borgmester Steen Christiansen (A):
”Vi skal fortsætte vores spor for erhvervslivet i Albertslund, så vi kan blive en endnu mere erhvervsvenlig kommune. Jeg synes vi har gang i mange gode ting i vores dialog med virksomhederne, og dem skal vi fortsætte. Vi er desuden i gang med at udvikle Albertslund i stil med dengang den på bar mark blev til levende by. For eksempel med nye bydele som Vridsløse og Coop Byen og en letbane. Det betyder, at vi vil få endnu flere borgere til byen, og dermed mere kvalificeret arbejdskraft. Det vil gavne virksomhederne og være svaret på noget af det, der skal til for at vi er endnu mere erhvervsvenlige i virksomhedernes øjne.”
Formand for udvalget for erhverv, beskæftigelse og uddannelsesinstitutioner, Lars Gravgaard Hansen (C), er enig og supplerer med:
”Det glæder mig, at vi er blevet mere erhvervsvenlige. Men vi vil og skal gøre det endnu bedre, og jeg forventer mig meget af det store byudviklingstræk, der får flere borgere til byen og gør vores økonomi mere robust. Og så arbejder vi jo med god succes i vores jobcenter på at gøre ufaglærte til faglærte. Det vil også få betydning for mere kvalificeret arbejdskraft til byens virksomheder.”
Albertslund - den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber
Læs Albertslund Kommunes vision "Den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber". Med tre verdensmål i centrum sætter den retning for Albertslund