Albertslund Kommune har igen fået et fælles elevråd
Onsdag den 15. november konstituerede Albertslund Kommunes nye fælles elevråd sig. Nick fra 8. klasse på Herstedlund Skole blev ny formand og Noah fra 9. klasse på Herstedvester Skole blev næstformand. Og sammen trænede hele det fælles elevråd deres uenighedsmuskler på mødet, så de kan lykkes med et godt samarbejde om demokratiet i børnehøjde i fremtiden
I et par år har Albertslund Kommune ikke haft et fælles elevråd. Men det er nu ændret. For onsdag den 15. november konstituerede det nye fælles elevråd sig, og det blev Nick fra 8. klasse på Herstedlund Skole, der blev valgt som formand. Dett gjorde han bl.a. på grund af sin valgtale, hvor han satte ord på sin idé om, hvordan Albertslund skal formes. Han sagde bl.a.:
”Vi skal holde sammen og sikre et stærkt fællesskab på tværs af skoler og klasser.”
Og det lyder jo bare godt, og det skal bl.a. Noah fra 9. klasse på Herstedvester Skole, som blev valgt som næstformand, hjælpe med. Det fælles elevråd består af medlemmer fra de forskellige elevråd på kommunens folkeskoler, og de nuværende medlemmer går i 7., 8. og 9. klasse. Man kan være medlem fra 6. klasse.
Inspirere på tværs
På mødet den 15. november blev medlemmerne også enige om vedtægterne for det fælles arbejde, hvor de bl.a. vil sikre at gode eksempler og erfaringer bliver delt på tværs af skolerne, så flere kan få gavn af det, der funker. Det kunne bl.a. være at dele erfaringer om afholdelse af motionsdagen op til efterårsferien. Her er det meget forskelligt, hvordan skolerne gør det – og nogle af medlemmerne i det fælles elevråd blev på mødet inspireret af, hvordan de gør det på en af de andre skoler. Så arbejdet rykker altså allerede.
Demokratifitness
Det fælles elevråd skal mødes syv gange om året, hvor den ene gang skal være sammen med lokalafdelingen af Danske Skolever. Også det blev de enige om på det konstituerende møde. Næste gang rådet skal mødes er i ugen op til jul, hvor der garanteret er pebernødder og medlemmerne møder op med hver deres trænede uenighedsmuskel. På mødet den 15. november var rådet nemlig også til demokratifitness, som går ud på at træne og lære om demokrati; f.eks. hvordan man er god til at lytte, diskutere og argumentere. Det skal styrke samarbejdet i det fælles elevråd, som er et godt eksempel på, at demokratiet lever – også i børnehøjde.
Følg med i Kommunalbestyrelsens arbejde
Følg med i det lokale demokrati. Læs om medlemmerne af Kommunalbestyrelsen, læs dagsordener, referater, politikker m.m.
Albertslund Indefra
I serien Albertslund Indefra er medarbejderne i Albertslund Kommune i centrum. I videoer møder du forskellige medarbejdere, som fortæller om deres oplevelser af at være medarbejder i Albertslund Kommune og hvad der driver dem i deres arbejde.