Albertslund Fælleselevråd holdt skoleårets første møde
Albertslund Fælleselevråd havde tirsdag den 24. september skoleårets første møde. På det første møde drøftede fælleselevrådet vedtægterne, de besluttede de fælles spilleregler for årets møder, kiggede ind i årets arbejdsopgaver samt drøftede udfordringer i de albertslundske skoler
En af årets arbejdsopgaver bliver opfølgning på den beslutning som 6. årgangs elever i foråret blev enige om på deres Demokratidag om blandt andet at skabe en ungefestival for elever i Albertslund. Fælleselevrådet drøftede titlen på deres talsmand, skulle det hedde formand eller forperson? De besluttede at fastholde titlen formand. Som formand genopstillede Nick fra Herstedlund Skole og derudover opstillede Pelle fra Herstedvester Skole og Malou fra Egelundskolen. Ved skriftlig afstemning besluttede medlemmerne, at Nick fortsætter som fælleselevrådets formand. Som næstformand blev Pelle valgt.
Der var stor diskussionslyst og engagement i gruppen - det tegner godt for elevdemokratiet i Albertslund. Flere af elevrødderne i Albertslund Fælleselevråd er i øvrigt også politisk aktive og deltager i Danske skoleelevers sammenslutning.
Fælleselevrådet ser i første omgang frem til at møde Børne- og Skoleudvalget, som de har modtaget invitation fra. Det møde finder sted den 30. oktober. Så jo jo; demokratiet lever på bedste vis i Albertslund - også i børnehøjde!
På billedet er det Albertslund Fælleselevråd på Albertslund Rådhus.
Følg med i Kommunalbestyrelsens arbejde
Følg med i det lokale demokrati. Læs om medlemmerne af Kommunalbestyrelsen, læs dagsordener, referater, politikker m.m.