Gå til hovedindhold

8. K på Egelundskolen gav bud på fremtidens energiforsyning

Eleverne i 8. K på Egelundskolen har de senere uger arbejdet i grupper med bæredygtig energiforsyning i Albertslund. Mandag den 25. november fremlagde eleverne deres bud på fremtidens energiforsyning overfor et panel med bl.a. borgmester Steen Christiansen og Povl Markussen fra Verdensmålscenteret 

Indhold

    I forløbet har de bl.a. været på besøg hos Albertslund Forsyning, fået oplæg om bæredygtighed og energi af Verdensmålscentret, de har været ude og lave praktiske undersøgelser hos Energi & Vand i Rødovre samt haft besøg af en repræsentant fra Topsøe, der har fortalt om power2x. Mandag den 25. november fremlagde eleverne deres bud på fremtidens energiforsyning overfor et ekspertpanel med repræsentanter fra Albertslund Forsyning, Verdensmålscenteret og organisationen Green Ed Tech. Desuden bestod panelet af skoleleder Flemming Hartmann og borgmester Steen Christiansen. Eleverne fremlagde bud på et stenlager, der kan oplagre energi ved Herstedhøje, et power2X anlæg på Taastrupsiden af Egelundsparken, udbygning af solceller på Albertslunds tage og el-ladestandere rundt omkring i byen.

    Eleverne havde virkelig gjort sig umage med at præsentere deres bud på energiforsyning i fremtidens Albertslund. Vi fangede de tre elever, Mark, Noah og David, fra 8. K efter deres fremlæggelse. Mark havde fremlagt om et stenlager ved Herstedhøje, og Noah og David om et power2x anlæg. Og de var alle tre begejstrede for projektarbejdet, som har været en kærkommen adspredelse fra den normale undervisning i klasselokalerne. I klasselokalet har de dog haft besøg af en repræsentant fra Topsøe, der fortalte om power2x og om de udfordringer, vi står overfor vedrørende fremtidens energiforsyning.  

    Bud på konkrete løsninger på virkelige problemer
    Den seneste uge har eleverne så på den baggrund arbejdet med specifikke problemformuleringer omkring energiforsyning med henblik på at komme med forslag og løsninger til, hvad man kan gøre lokalt i Albertslund. Det var de ideer, som de fremlagde mandag, og som bl.a. var et stenlager ved Herstedhøje og et power2x anlæg ved Egelundsparken.

    Og den måde at lære og arbejde på kunne de tre drenge, Mark, Noah og David, gode lide. Noah sagde bl.a. således i den forbindelse:

    ”Det har været rigtig godt at arbejde med nogle rigtige problemer og komme ud og lære på andre måder end i klasselokalet”

    David supplerer med:

    ”Det har været fedt at lære om power2x, som helt sikkert kan energiforsyne os i fremtiden.”

    Det har altså ifølge eleverne både været lærerigt og spændende at arbejde på den måde, som er en del af et projektsamarbejde mellem Egelundskolen, virksomheden Topsøe, organisation Green Ed Tech, Aalborg Universitet og Københavns Professionshøjskole. Topsøe har medvirket som samarbejdspartner. Green Ed Tech arbejder med bæredygtighedsbegrebet og samarbejde mellem skoler og erhvervsliv. Aalborg Universitet har fulgt projektet i forskningsøjemed. Og Future Classroom Københavns Professionshøjskole har udarbejdet en undervisningsportal, som er blevet brugt i projektet. 

    Opløftet borgmester
    Borgmester Steen Christiansen, der var med i panelet, var begejstret for elevernes engagement og forslag. Om oplevelsen med de seks gruppers bud på fremtidens energiforsyning i Albertslund siger han således:

    ”Det var superspændende at høre elevernes bud på fremtidens energiforsyning og -lagring, og hvordan de har tænkt man kan udbrede det i Albertslund. Og så synes jeg, at de havde nogle god bud på, hvordan man kan udnytte anlæg til energiforsyning, så de også kan bruges til andet, f.eks. legepladser. Det kom de med en række gode og kreative bud på.”