Gå til hovedindhold

Albertslund og Ishøj Kommune i parløb om nyt økonomisystem

Albertslund Kommune stod ligesom Ishøj Kommune over for at skulle have nyt økonomisystem i 2023. Derfor gik vi sammen med Ishøj i et parløb omkring udbud, og vi to kommuner har nu indgået ERP-kontrakter med KMD for samlet over 65 mio. kr. Aftalerne gælder som minimum til 2032 og skal med nye funktioner sikre et sikkert grundlag for økonomistyringen i de to kommuner i de næste mange år.

Albertslund Rådhus med rådhussøen og træer i forgrunden.

Indhold

    Da både Albertslund og Ishøj Kommunes kontrakter for økonomisystem stod til at udløbe i 2023, gik de to mindre kommuner sammen om udbudsprocessen. Der har gennem processen således været et parallelt forløb mellem de to kommuner, hvor der har været nedsat parallelle arbejdsgrupper, projektgrupper og styregrupper mhp. udfærdigelse af et omfattende udbudsmateriale og deltagelse i forhandlinger, demonstrationer af løsninger samt endelig vurdering af de indkomne tilbud.

    Det har nu ført til, at begge kommuner på baggrund af et veloverstået EU-udbud indgår kontrakt med KMD om et nyt økonomi- og lønsystem til en kontraktsum for samlet over 65 mio. kr. Det sparer både kommunerne penge og giver et effektivt og sikkert grundlag for økonomistyringen frem til 2032 med optioner om forlængelse til 2036.

    Finn Dybro Andersen, der er leder af økonomifunktionen i Albertslund Kommune, siger:

    ”Vi har haft et rigtig godt samarbejde med Ishøj Kommune om at finde frem til et nyt økonomi- og lønsystem. Vi ser nu frem til samarbejdet med KMD om systemet, som over 400 medarbejdere i Albertslund Kommune kommer til at bruge til økonomi, løn og vagtplaner i f.eks. hjemmeplejen. Det skal bl.a. med nye funktioner give os et sikkert grundlag for vores økonomistyring og -drift de næste mange år.”

    Projektleder Henrik Malmqvist fra Ishøj Kommune siger:

    ”Udbudsopgaven af kommunens største styringssystemer er en rigtig stor mundfuld at gennemføre. Faktisk lige så stor for Ishøj eller Albertslund Kommune, som den vil være for en stor kommune. Derfor er samarbejdet med andre kommuner vejen frem i blandt andet store EU-udbud som dette. Vi har haft stor glæde af den rejse, som kommunens centrale og decentrale medarbejdere har kunnet gøre sammen med Albertslund Kommune i en fælles bestræbelse på at få et stærkt system til en fornuftig pris. Indsatsen fra en god udbudsproces kommer os samtidig til gode, når vi skal igangsætte arbejdet med en mere effektiv udgave af vores systemer sammen med systemleverandøren, KMD.”

    Implementeringen af systemerne vil ske i løbet af efteråret 2023, så de senest er i drift ud fra de nye kontrakter fra den 1. januar 2024.