Gå til hovedindhold

Albertslund Kommune er højdespringer på liste over beskæftigelsesindsats

Det går godt med at få borgere i job i Albertslund Kommune. Så godt, at kommunen indtager 3. pladsen på Beskæftigelsesministeriets liste over hvilke kommuner, som har forbedret sig mest på beskæftigelsesindsatsen det seneste år

Indhold

    Beskæftigelsesministeriet har netop offentliggjort deres rangliste for højdespringere i beskæftigelsesindsatsen blandt landets 98 kommuner, og det er god læsning set med Albertslund-briller.

    Albertslund Kommune indtager således tredjepladsen på ranglisten, der viser hvilke kommuner, som har forbedret sig mest det sidste år. Kun overgået af Tårnby og Dragør Kommune.

    Liste over beskæftigelsesindsats

    Højdespringerlisten er en del af Beskæftigelsesministeriets benchmarking af kommunernes beskæftigelsesindsats. Hvert halve år udgiver ministeriet en liste, hvor de rangerer kommunerne ved at se på, hvor mange borgere den enkelte kommune har på offentlig forsørgelse sammenholdt med det antal, man kan forvente, at kommunen vil have på baggrund af dens rammevilkår. Og som supplement til den liste udarbejdes så også højdespringer-listen, der viser, hvilke kommuner der har forbedret sig mest det sidste år.

    Der er tre punkter, som tæller med i den offentlige forsørgelse. Borgere på dagpenge, borgere på sygedagpenge og borgere på kontanthjælp, og det er særligt på sygedagpenge- og dagpenge-området, at det går godt. På sygedagpenge-området har Albertslund Kommune haft den fjerdestørste forbedring det sidste år, imens det for dagpenge-området er den næststørste forbedring.

    Flot 11. plads
    De flotte placeringer vidner om, at det generelt går godt med beskæftigelsesindsatsen i Albertslund Kommune. På den samlede liste over, hvor mange borgere kommunen har på offentlig forsørgelse i forhold til forventningen, er Albertslund Kommune nr. 11 ud af de 98 kommuner, hvilket er den højeste placering i den tid, Beskæftigelsesministeriet har lavet benchmarkingen.

    Stolte politikere
    Placeringerne skaber naturligvis tilfredshed hos politikerne. Således siger siger Lars Gravgaard Hansen, der er formand for Udvalget for Erhverv, Beskæftigelse og Uddannelsesinstitutioner i Albertslund Kommune:

    ”Jeg er stolt over de flotte placeringer. I Albertslund Kommune arbejder vi med en meget tidlig og systematisk indsats i vores beskæftigelsesindsats i bestræbelserne på at få borgerne tilbage på arbejdsmarkedet.”  

    Han suppleres af borgmester Steen Christiansen:

    ”At vi klarer os så godt på listen, er et udtryk for, at vi lykkes med at få borgerne i nyt job eller tilbage på arbejdsmarkedet efter sygdom. Det er meget positivt både for den enkelte borger, som kommer i job, men også for kommunen. Tak til alle de medarbejdere, som hver dag leverer og bidrager til, at vi lykkes så godt med vores beskæftigelsesindsats i Albertslund Kommune.”

    Læs mere om benchmarkingen af kommunerne