Gå til hovedindhold

Skolestrategi blev skudt i gang i fællesskab

Onsdag den 30. marts var alle lærere, pædagoger og ledere i Albertslunds skolevæsen samlet i Musikteatret om den nye skolestrategi ”Folkeskole i Fællesskab”, som Kommunalbestyrelsen enstemmigt vedtog tidligere på måneden og som gælder til og med skoleåret 2025/26. Energien i Musikteatret var god, og det har processen bag strategien også været ifølge formand for Børne- og skoleudvalget, Nils Jul Gjerlev. Han ser nu frem til arbejdet og samarbejdet i praksis om Folkeskole i fællesskab

Indhold

    Onsdag aften den 30. marts var alle lærere, pædagoger og ledere i Albertslunds skolevæsen samlet i Musikteatret. Det har de ikke været i flere år pga. den der Corona. Men nu var det nu – og de var samlet om den nye skolestrategi ”Folkeskole i fællesskab”, som blev lanceret.

    Og den blev både lanceret med en tegnefilm om processen, indspark fra borgmester Steen Christiansen om de vigtige pejlemærker, gennemgang af den 12 sider skarpe strategi af skolechefen Birgit Lise Andersen og paneldebat, hvor forskellige perspektiver på den nye strategi blev delt og udfoldet. En af paneldeltagerne var Nils Jul Gjerlev, der er begejstret for den nye strategi. Han siger:

    ”Processen bag den nye skolestrategi i Folkeskole i Fællesskab har været god, grundig og med inddragelse af rigtig mange, bl.a. i tænketanken for fremtidens folkeskole. Så den er virkelig lavet i fællesskab, og det arbejde håber jeg kan forsætte, for det er vigtigt. Det er i fællesskab vi skal få udviklet folkeskolerne i Albertslund. Og det er jeg sikker på, at vi kan med de mange dygtige medarbejdere og ledere vi har, som kan få pejlemærker og mål til at give mening lokalt på skolerne og rykke vores børn positivt, både når det handler om trivsel og faglighed. Så jeg er både begejstret for og forventer mig meget af den nye strategi.”   

    De andre i panelet, der sammen med Nils Jul Gjerlev delte ud af deres tanker om og perspektiver på den nye skolestrategi overfor de flere hundrede lærere og pædagoger, var skoleleder på Egelundskolen Flemming Hartmann, fællestillidsmand for lærerne Maiken Amisse, fællestillidsmand for pædagogerne Henrik Hansen og skolechef Birgit Lise Andersen. Dialogen var god og bevægede sig både ind i og ud af klasselokalerne. Og alle fem paneldeltagere har store forventninger til den kvalitet, som den nye strategi med sin forpligtende frihed omkring pejlemærke vil være med til at skabe. Til gavn for byens børn og med forældrene som den vigtigste samarbejdspartner.

    Inspiration udefra
    Efter en pause med mad og drikke og det sociale i højsæde, var der indspark og inspiration udefra. Under overskriften ”At løfte i fællesskab og hvordan gør vi det” holdt Helle Bjerg, som har en ph.d. og er souschef på Skolen på Grundtvigsvej på Frederiksberg, et oplæg, som kridtede banen op for det arbejde, som skolevæsenet står overfor med den nye skolestrategi. Hun satte ord på, hvordan lærere, pædagoger, ledere og politikerne kan løfte ansvaret for børns dannelse, udvikling, læring og trivsel i fællesskab – og herunder hvordan data kan bruges (og ikke kan bruges) i den sammenhæng. Helle Bjerg har tidligere holdt oplæg i tænketanken for fremtidens folkeskole i Albertslund. Tænketankens arbejde har ligget til grund for ”Folkeskole i Fællesskab”, som altså nu skal ud at leve i praksis og få byens børn til at rykke sig og blive livsduelige mennesker.

    Læs den nye skolestrategi Folkeskole i Fællesskab 

    Se filmen om processen

    Billedgalleri fra lanceringen