Naturen i Albertslund

Eng findes rigtigt mange steder i Albertslund, også inde i beboelsesområderne, men mest i ådalen ude i kommunens vestlige del og oppe på Vestskovens indre ”sletter”. Engen er en lysåben naturtype, hvor der typisk kun vokser ganske få, mindre træer og meget spredt, lavt krat. Den er domineret af lyskrævende arter som græsser og blomstrende urter. Alle Albertslunds enge er ferske enge, det vil sige de udelukkende er påvirkede af ferskvand i større eller mindre grad både i form af regn- og grundvand. Hvis der er nok blomstrende urter på engen, kan man finde et væld af insekter, som 6-plettet køllesværmer og stor kejserguldsmed. Prøv selv at finde dem i Hyldemarken (der godt nok ikke er en naturlig eng, men derimod sået – den ligner dog stadigvæk en naturlig eng omend tætheden af blomstrende urter er højere) og Birkelundparken om sommeren. Her er disse arter nemlig blevet fundet.

Albertslunds enge plejes ved høslæt eller afgræsning, så andre plantearter end græsser også kan trives.

I Albertslund har vi ikke nogen egentlige, naturlige søer tilbage. Vi har til gengæld en hel del regnvandsbassiner, der på mange måder fungerer ligesom naturlige søer, spredt udover det meste af kommunen. Regnvandsbassiner forsinker regnvand, så det ikke overbelaster vores kloaksystem og sørger også for, at sedimenter i regnvandet falder til bunds. Bassinerne modtager ikke overraskende deres vand fra regn, der kommer direkte ned fra himlen, men også fra det regnvand, der lander på nærliggende veje og tage.

Søer og regnvandsbassiner vil typisk være størstedels lysåbne naturtyper i kraft af deres størrelse, men med enkelte, udskyggede partier langs bredderne. En sø kan være isoleret eller have indløb fra åer. I og ved regnvandsbassinerne i Albertslund lever der en del forskellige dyr og planter.

De mest åbenlyse er ænder, blishøns, gæs og måger. Engang i mellem kan man også være heldig at se blishønens nære fætter, den grønbenede rørhøne, der har kæmpestore, grønlige fødder og en fin, rød plet på hovedet. Selvom det er hyggeligt og spændende, er det en rigtigt god idé at lade være med at fodre fuglene, da det forårsager opblomstring af alger, som får vandet til at blive grønt, plumret og ildelugtende. Dyrene er dygtige til helt på egen hånd at finde føde. Desuden kan fodring ofte ende med at lokke rotter til. Du kan finde skilte ved Kanalen og flere af vores bassiner, der fortæller mere om alt dette.

Af planter vil man ofte kunne se gråpil, dunbirk, græsser, siv og arter af star på bredden og i vandkanten. I vandet kan man finde åkande, krebseklo, vandpest og kransnålalger. Da bassinerne ofte indeholder fisk, såsom fredfisken, skalle, og rovfisken, aborre, finder man ikke større populationer af padder, simpelthen fordi paddernes yngel bliver spist af fiskene.

Søerne plejes ved at sørge for lys og luft, så de bliver gode levesteder for blandt andet padder og insekter der kræver lys og varme for at trives.

Overdrevet er endnu en lysåben naturtype. Den er typisk fremkommet ved, at bønder i gamle dage har ryddet et areal for skov og krat. Bønderne kunne oftest ikke bruge overdrevene til dyrkning af afgrøder på grund af det kuperede terræn og den næringsfattige jord og lod derfor deres husdyr afgræsse dem i stedet. Derfor har overdrev det med indenfor nogle få år at springe i krat og skov igen, hvis man ikke plejer det.

Overdrevene i Albertslund findes primært oppe på Vestskovens indre ”sletter”, men også nede i Kongsholmparkens sydlige del nær Tueholm sø. Ofte kan man på et overdrev se spredte bestande af hvidtjørn og eg, en del græsser og urter. Et overdrev kan være særdeles artsrigt med hensyn til insekter og kan være et rigtigt godt sted at spotte mange arter af sommerfugle, eksempelvis stregbredpande og lille ildfugl. Jorden kan indeholde en del sand, sten og grus. Typiske plantearter er humlesneglebælg og almindelig hvidtjørn.

Skov er noget, vi har meget af her i Albertslund. Kommunen er i høj grad præget af skovplantningsprojekterne, der startede tilbage i slutningen af 1960’erne, og lagde fundamentet for Vestskovens, naturparkernes og byparkernes skove. I Vestskoven er der mange nåletræer, især kæmpegran, og i naturparkerne og byparkerne er der mange løvtræer, især eg, birk, poppel, lind, el og ask. Skov er en relativ lysfattig naturtype, men er trods det hjem for mange, forskellige organismer.

Pattedyr, fugle, insekter og svampe optræder alle ofte i skovene. Du har nok set en eller flere af typiske skovarter som egern, stor flagspætte, læderløber og Karl Johan-svamp. De Albertslundske skove bærer dog desværre meget præg af at være tætbeplantede, og dette ses blandt andet ved at træerne har tynde stammer, svage kroner og at der mangler underskov og dødt ved i skovbunden. Især det manglende, døde ved er en stor udfordring i forhold til biodiversitet, da rigtig mange dyr, planter og svampe er afhængige af det for at kunne overleve. Det døde ved fungerer også som lager for CO2 og derfor er det også meget vigtigt at værne om i forbindelse med klimaindsatser. Biodiversitet og klima hænger uløseligt sammen.

Skovplantninger og busketter plejes om nødvendigt ved at skabe plads og lysninger, da de fleste er for mørke og tætte. Derved udvikles en naturlig underskov hvor mange flere skovurter kan vokse, hvilket giver en lang række insekter mulighed for at søge føde og sætte deres næste generationer. Insekterne lokker desuden hurtigt flere fugle og flagermus til. Egnede træer veteraniseres, hvilket vil sige at de flækkes eller ringes (afskrabning af bark). På den måde går træet langsomt ud og bliver et velegnet levested for insekter, svampe og mosser. Er der plads i skovbeplantningen laves der et eller flere vandhuller, så også padder og vandinsekter har mulighed for at bosætte sig.

Et vandhul opstår typisk i en lavning i terrænet, der er påvirket af højt grundvand og/eller hvor det er svært at afdræne regnvand efter kraftige regnskyl. Vandhuller er som regel sjældent meget større end 500 m2, men rimeligvis skal det nævnes, at der ikke findes en bredt accepteret definition på størrelsen af et vandhul og en sø. Der er dog enighed om, at et vandhul er mindre end en sø og ofte meget lavvandet. Et vandhul kan være en lysåben naturtype, men den kan også være lysfattig, og vil ofte være omgivet af vandtolerant/vandafhængig vegetation som græsser, siv, starer og mosser.

I vandet finder man, ligesom i søer, ofte planter som andemad, åkande og kransnålalger. Hvis vandhullet er rent nok, finder man gerne padder i det. Årsagen er, at der ofte ikke er fisk i et vandhul, da det er isoleret fra åer og søer, og mange fisk kan godt lide at spise paddeyngel. Man kan i Albertslund finde butsnudet frø og den ikke så almindelige spidssnudet frø, skrubtudse, grøn frø, lille vandsalamander og den mere sjældne stor vandsalamander. Hvis du er heldig at finde en af padderne, så se på dem fra afstand og lad dem være i fred, men hvis du skal samle en op, så hold den på en åben håndflade. Padder trækker nemlig både vejret med lunger, men også gennem deres hud, så hvis man holder dem stramt i en lukket hånd, kan de have svært ved at trække vejret.

Vi har i Albertslund en håndfuld moser. Der er blandt andet moseområdet nede i Vallensbæk Mose, moseområdet vest for Høegsbjerget, skovområdet vest for Roskilde Kro, græsningsfoldene i Egelundparken, Radiogrunden og Harrestrup Mose. De er såkaldte lavmoser, hvilket vil sige, at de får deres vand fra grundvand.

En mose er en åben til halvåben naturtype, idet der ofte vokser en del krat og træer, som pil, birk og el. Af lavere vækster vil et moseområde typisk være domineret af tuedannende græsser og starer, siv og mosser. Siv, starer og græsser er alle beslægtede og kan overfladisk ligne hinanden en del, men der er flere, afgørende forskelle. De nemmeste at se efter er, at græsser har runde stængler med fortykkelser, kaldet ”knæ”. Starer har trekantede stængler og siv har et fint, hvidt, vatlignende fyld, kaldet ”marv”, i deres runde stængler. Prøv selv at plukke en af planterne og undersøg dem nærmere for deres kendetegn.

Moseområder kan indeholde deciderede søer, men vil oftest bestå af mange, mindre vandhuller med padder og vandinsekter. Moser er i konstant forandring og gror hurtigt til og bliver til skov, hvis ikke de holdes lysåbne af mennesker eller græssende dyr. En smuk og særlig urt, nemlig orkidéen, kødfarvet gøgeurt, er afhængig af lys og forsvinder hurtigt, hvis mosen gror til. Planten er ualmindelig, men kan dog findes en håndfuld steder i kommunen, blandt andet i den del af Vallensbæk Mose, der strækker sig ind i Albertslund.

De fleste af os har stået ved Store Vejleå et par gange. Det er Albertslunds største vandløb og det strækker sig gennem hele kommunen fra Vallensbæk Mose i syd, op gennem ådalen i Egelund- og Kongsholmparken, gennem Vestskoven og videre ud af kommunen op til Ballerup. Vandløb kan være en lysåben såvel som lysfattig naturtype alt afhængig af den omkringliggende vegetation – tagrør og dunhammer gør sit for at skjule Store Vejleå. Er der meget lysfattigt, finder man kun sparsomt med vandplanter på bunden, men er der masser af lys, kan der være ret tæt af vandplanter, som vandstjerne, pindsvineknop og brøndkarse. Åen er også hjemsted for mange dyr.

Nogle af de mere ikoniske er isfugl, blåbåndet pragtvandnymfe og ørred. Om sommeren er det som regel ikke så svært at finde de smukke, blåbåndede pragtvandnymfer, men isfuglen og ørrederne kan være svære at spotte. Er man tålmodig, kan man dog være heldig en tidlig morgen at se isfuglen jage som et lille, blåt lyn langs åen. Store Vejleå er ret næringsbelastet – okker forekommer også en del steder i større mængder – men udviser stedvis tegn på bedring. I 2015 blev der første gang fundet lille klobille, som er et meget lille, vandlevende insekt, der indikerer relativ god vandkvalitet, og i 2019 blev den fundet igen og i større antal.

Både vandplanter og dyr er afhængige af en bund, der har masser af småsten og større sten til at sidde fast på, skjule sig under og i forbindelse med parring. I 2019 anlagde kommunen sammen med lokale skoleklasser to, nye gydebanker til ørreder samt et stryg, og disse vil komme både ørreder og vandinsekter til gode.

Vandløb plejes ved at plante skyggetræer og lægge sten og gydegrus i vandløbet, så fisk og den øvrige vandløbsfauna kan trives.

Kæmpebjørneklo er en invasiv art, som bekæmpes ved at kappe skærmene og grave planterne op og fjerne dem. Får er rigtig gode til at bekæmpe kæmpebjørneklo ved græsning, men både de og geder afløses gradvist af heste og kvæg, da deres afgræsning er bedre egnet til den danske natur. Målet med afgræsning vil altid være at skabe naturlige mosaikker og at få så mange, blomstrende urter som muligt, af hensyn til insekterne.

Indsatsplan For Bekæmpelse Af Kæmpe Bjørneklo I Albertslund Kommune 2022