Gå til hovedindhold

Om Familiehuset

Familiehusets terapeuter og familiebehandlere hjælper børnefamilier og unge der har svært ved at få en hverdag til at fungere. Indsatsen ydes efter Servicelovens § 11 og § 52 om hjælp til børn og unge med behov for særlig støtte.

Indhold

    Vi i Familiehuset består af familiebehandlere, terapeuter og psykologer som alle er dedikerede til at hjælpe familier, børn og unge i Albertslund kommune med at få en svær hverdag til at fungere.

    Vi er fleksible i vores tilgang til arbejdet og vil sammen med dig tilrettelægge forløbet, så det passer med jeres behov og de mål, som stilles op for arbejdet. Vi vil dele vores spørgsmål, tanker og overvejelser med dig, og vi giver gerne gode råd, hvis det er brugbart for jer. Vi har ikke færdige løsninger eller holdninger til, hvordan jeres familie skal fungere eller se ud. Familier er meget forskellige. Derfor vil de råd, ideer eller redskaber, der kommer frem i samtalerne, altid blive skabt i samarbejde med jer og ud fra hensynet til de forskelligheder, I har i familien.

    Vi vil lytte til de udfordringer, I står i, og vil hjælpe jer til at skabe den udvikling, I ønsker. Vi ved, at det at skabe forandringer er tilfredsstillende og vi har også blik for at det kan være hårdt arbejde.

    Afhængig af hvilket forløb der er tale om, tilbyder Familiehuset alt fra få samtaler op til længere forløb på ni måneder. Typisk er der tale om samtaler hver eller hver anden uge à en times varighed.

    Eksempler på konkrete forløb i Familiehuset

    • at hjælpe familier til at fungere bedre sammen og støtte forældre og børn/unge, så eventuelle konflikter i familien løses mere hensigtsmæssigt
    • at fremme udviklingsmuligheder for børn, unge og deres familier
    • at styrke familiens og det enkelte barns ressourcer og dermed styrke familiens og barnets muligheder for at klare vanskeligheder i eget miljø
    • at forebygge, at familier bliver splittet, eller at hjælpe familier med at komme videre fra en skilsmisse
    • at arbejde for, at børn og unge får hjælp til at indgå i skole, institution og fritid
    • at hjælpe forældre og børn, som har været adskilte, med at finde sammen på nye måder
    • at støtte forældre med anden etnisk baggrund end dansk med at være forældre mellem to kulturer
    • at unge får hjælp til at leve et selvstændigt liv og bruge de muligheder, som livet byder dem