Politisk Mesterlære
Politisk mesterlære er en unik mulighed for dig, der er mellem 16 og 25 år for at prøve kræfter med politik i Albertslund
Kommunalbestyrelsen i Albertslund Kommune har besluttet at invitere fem unge mellem 16 og 25 år i Politisk Mesterlære.
Politisk Mesterlære er din chance for at prøve kræfter med politik i Albertslund. Du bliver matchet med et kommunalbestyrelsesmedlem, og sammen får I et forløb, hvor I lærer af hinanden.
Du får
- Hands-on erfaring, netværk og politisk indsigt
- Erfaring, du kan bruge i dit CV
- Mulighed for at træne dine debatevner
- Et personligt partnerskab med en politiker fra Kommunalbestyrelsen
- Nye perspektiver - både på politik og på dig selv
- Mulighed for at give politikeren indblik i dine idéer, input og dit blik på unges virkelighed
Der er ingen krav, du skal bare have lyst til at være med og være nysgerrig på at lære noget nyt.
Hvis det kunne være noget for dig, kan du læse mere nedenfor.
Sådan ansøger du
Hvis du kunne tænke dig at komme i Politisk Mesterlære, skal du lave en ansøgning.
I ansøgningen skal du fortælle lidt om dig selv og hvorfor du har lyst til at komme i Politisk Mesterlære. Du kan enten skrive din ansøgning (maks. en A4-side) eller lave en kort video alt efter hvad passer dig bedst.
I ansøgningen kan du f.eks. fortælle:
-
Lidt baggrund om dig selv
-
Hvorfor du gerne vil i politisk mesterlære
-
Hvad dine særlige interesser er
-
Hvad du godt kunne tænke dig at lære
-
Hvad du laver i din hverdag
Send ansøgningen med mail til abr@albertslund.dk senest den 12. maj 2026 kl. 12.
Vi læser og vender tilbage på alle ansøgninger.
Hvornår er Politisk Mesterlære og hvad indeholder det?
Forløbet begynder i juni og slutter i december 2026.
I den periode vil der være minimum fem forskellige arrangementer eller aktiviteter. Tiden, du skal regne med at bruge på aktiviteterne, vil være forskellig.
Sammen med de fire andre unge, der deltager, inviterer vi dig til et fælles opstartsmøde, som handler om at lære hinanden og de fem politikere at kende. Senere i forløbet holder vi en workshop om politisk uenighed og debat. Og i december inviterer vi til en fælles afslutning af forløbet.
I den mellemliggende periode vil være aktiviteter, som du aftaler med den politiker, du bliver matchet med. Det er her, du kommer tæt på det politiske arbejde. Det kan f.eks. være et møde med det politiske bagland, et udvalgsmøde og et kommunalbestyrelsesmøde.
Politisk Mesterlære er altså ikke en fast, ugentlig aktivitet men et forløb, som du og den politiker, du bliver matchet med, planlægger sammen.
Politikkerne glæder sig
“Med Politisk Mesterlære håber jeg, at vi kan vække en lokalpolitisk interesse hos flere af byens unge. Det er mit håb, at forløbet kan give den unge nye indsigter og kompetencer.”
”Politik handler om at ville forandre noget. Det kan være fra helt små ting i hverdagen, der hvor man bor eller går i skole. Men også til at ville forandre større ting i verden. Hvis man går og brænder for at forandre noget eller synes noget burde være bedre, så er Politisk Mesterlære bestemt et sted at starte. For man kan faktisk forandre noget, når man engagerer sig og rækker hånden op. Det har jeg selv prøvet og gjort siden jeg var helt ung.”
Hvis du har et spørgsmål?
Hvis du er i tvivl om noget, eller gerne vil høre mere om forløbet, er du velkommen til at ringe eller skrive.
Du kan indenfor rådhusets åbningstid ringe til André Buchalska Schlünzen på 43687104 eller skrive en mail til abr@albertslund.dk
Følg med i Kommunalbestyrelsens arbejde
Følg med i det lokale demokrati. Læs om medlemmerne af Kommunalbestyrelsen, læs dagsordener, referater, politikker m.m.
Vild med Albertslund
Der er mange gode grunde til at være vild med Albertslund. Her er nemlig fantastiske rammer for børn, grønnere end de fleste steder, kunst og kultur til den store guldmedalje og en masse stærke fællesskaber. Og så er det kun 20 minutter fra Rådhuspladsen i København.