Visioner
Få et indblik i visionerne for Albertslund Kommune, der udgør fundament og retning for vores arbejde med at udvikle byen til fremtiden
Albertslund Kommunes vision 2026-2034
Den bæredygtige by for børnene, det grønne og fællesskaber
I Albertslund har vi stærke rødder i fællesskabet og en stolt fortælling om et fælles DNA.
Albertslund skal være en grøn by, der skaber velfærd og rammer for det gode liv på tværs af generationer. En by hvor børn og unge udfolder deres potentialer, og hvor albertslundere trives, og hvor ældre lever det gode liv med omsorg, tryghed og nærvær.
Vi skal videreudvikle en by i balance. En by der er bæredygtig – både socialt, økonomisk og miljømæssigt. Albertslund skal kendes og opleves som en by med plads og muligheder for udvikling, deltagelse og initiativ, hvor virksomheder iværksætter, og investorer har lyst til at etablere sig i et attraktivt og velfungerende Albertslund.
For børnene
I Albertslund trives familier, og her skaber vi rammerne for det gode børne- og ungeliv fyldt af glæde, oplevelser og tryghed. Vi styrker vores almene fællesskaber i institutioner og skoler, hvor alle samarbejder om børn og unges trivsel. I Albertslund giver vi alle børn og unge lige muligheder, uanset hvor eller hvad de kommer fra. Med fysisk og mental sundhed som et stærkt fundament, sætter vi tidligt ind, når noget bliver svært. Børn og unge i Albertslund får de bedste muligheder for at lære og udvikle sig, udvide deres horisonter, og komme godt videre med uddannelse og job i deres ungdoms- og voksenliv.
Det grønne
Albertslund er en grøn og bæredygtig by, der aktivt tager del i den grønne omstilling og klimatilpasning. Vi arbejder med grønne løsninger, som gør os til et godt eksempel for andre. Vi passer på naturen, biodiversitet og de grønne områder, som er en vigtig del af vores by og vores hverdag. Vores by er grøn og inviterer til brug – her mødes vi, her lærer vi, og her skaber vi grønne fællesskaber på tværs af generationer. Børn i Albertslund vokser op med naturen tæt på og lærer tidligt at passe på den. De grønne områder er steder, hvor vi trives og deler oplevelser. Vi er sammen om at udvikle vores grønne Albertslund på nye måder, og alle borgere tager del i ansvaret for at passe godt på vores by og natur.
Og fællesskaber
I Albertslund værdsætter vi vores mangfoldighed. Albertslund er en by for alle med vores åbne og inkluderende fællesskaber, hvor borgere, foreninger, kultur- og idrætsliv samt erhvervsliv tager aktiv del og bidrager til byens fælles udvikling. Møder og aktiviteter på tværs af generationer giver kendskab, venskab og større forståelse for både børn, unge, voksne og ældre. Kultur- og idrætslivet er en central motor for fællesskaberne. De mange forenings- og kulturtilbud i byen skaber mulighed for, at fællesskaber kan gro, og samarbejdet med skoler, institutioner og erhvervsliv åbner for nye indsigter og fælles værdi. Når forskellige perspektiver mødes, får vi øje på flere nuancer og bliver klogere sammen.
Albertslund Kommunalbestyrelsen besluttede på mødet tirsdag den 12. november 2024 at vedtage Planstrategi 2024 – Albertslund for alle.
Planstrategi 2024 - Albertslund for alle
Følg med i meget af det der sker i Albertslund
I kulturkalenderen på Kultunaut kan du følge med i meget af det der sker i Albertslund - se hvilke kommende begivenheder, arrangementer osv. som det er muligt at deltage i.