Gå til hovedindhold

Vellykket og velbesøgt seniortræf i MusikTeatret

Kommunalbestyrelsen havde igen i år sammen med Ældrerådet inviteret alle byens borgere på 65 år eller derover til seniortræf i MusikTeatret. Der var rift om billetterne, og det er ikke så underligt, for det var nemlig en rigtig god dag med fællesspisning, musik og mindfulness og et spændende oplæg af Simi Jan, der fortalte om hendes job i verdens brændpunkter. Det meste foregik i MusikTeatrets store sal, men i foyeren havde en masse lokale aktører boder, som alle deltagerne kunne besøge

Indhold

    Torsdag den 10. september var der i den grad dækket op til fællesskab for byens borgere over 65 år. Det havde MusikTeatret og Ældrerådet sørget for –i år var der en lille egenbetaling, men det gjorde absolut ikke arrangementet mindre attraktivt. Således var billetterne til arrangementet allerede inden sommerferien revet væk. Og det blev en rigtig god dag.

    Solen skinnede udenfor og indenfor blev der budt på en masse boder, der kunne præsentere gæsterne for en masse tilbud i Albertslund. I salen var der dækket pænt op til fællesspisning, oplæg, musik og mindfulness og kaffe.

    Fra scenen bød borgmester Lars Gravgaard Hansen på vegne af Kommunalbestyrelsen velkommen, og det samme gjorde formand Else Morthorst på vegne af ældrerådet. Desuden holdt formand for Ældre- og sundhedsudvalget, Dogan Polat, en kort tale, hvor han bl.a. sagde:

    ”Det her er et super eksempel på, at lokale fællesskaber og civilsamfundet spiller en vigtig rolle i forhold til gode senior- og ældreliv. Fællesskaber og foreningsliv kan nemlig være med til at skabe mere livsglæde og forebygge ensomhed blandt ældre. I dag er der mulighed for at hente inspiration til at komme i gang med samarbejdet, og få idéer til, med hvem og hvordan I kan samarbejde – og hvordan I kan engagere jer i nye tilbud, aktiviteter og fællesskaber i byen.”

    Og så takkede han en masse af de aktører, der står bag og har bidraget til det vellykkede arrangement, han sagde således:

    ”Jeg vil huske at sige tak til Ældrerådet og Musikteateret for planlægningen af dagen. Jeg synes det er blevet et rigtig fint program med forskellige elementer, der kan noget hver især og sammen. Og så vil jeg også sige tak til alle jer, som har en stand her i foyeren i dag, og som har lyst til at fortælle mere om de aktiviteter og tilbud, der er til byens ældre borgere. Mange tak for det.”