Fem unge i politisk mesterlære i Albertslund Kommune
Hvordan fungerer det egentlig, når beslutningerne bliver truffet på rådhuset? Og hvordan er det at være politiker i Albertslund? Det får fem unge nu mulighed for at komme helt tæt på
Fem unge mellem 16 og 25 år er startet i et nyt forløb med politisk mesterlære i Albertslund Kommune. Her får de mulighed for at følge hver sin politiker fra kommunalbestyrelsen og på den måde få et indblik i, hvordan det lokale demokrati fungerer i praksis.
Torsdag den 27. august var der fælles opstartsmøde for de fem unge og de fem medlemmer af kommunalbestyrelsen, som skal være deres mentorer resten af året. Politisk mesterlære er en del af budgetaftalen for 2026 og har til formål at give unge mulighed for at komme tættere på lokalpolitik og få erfaring med det demokratiske arbejde i kommunen.
For Victoria Puukka Petersen, som er en af de fem unge i forløbet, handler det både om at blive klogere på lokalpolitik og om personlig udvikling.
”Jeg glæder mig til forløbet med politisk mesterlære, fordi det er en mulighed for personlig og politisk udvikling. Men det giver også mulighed for at få indblik i, hvordan en kommunalbestyrelse fungerer, træffer beslutninger, og hvilken indflydelse det har på lokalsamfundet.”
Hun ser samtidig frem til at møde politiske holdninger, der måske adskiller sig fra hendes egne.
”Udover at være en mulighed for at få indsigt i lokalpolitik, er jeg også nysgerrig i forhold til forskellige nuancer og perspektiver i de politiske holdninger. Og så tror jeg også, at forløbet kan gøre mig klogere på, hvordan jeg bedre opbygger argumenter, når jeg skal argumentere over for andre.”
Tættere på det lokale demokrati
Med politisk mesterlære får de fem unge mulighed for at følge det politiske arbejde på tæt hold. Det kan blandt andet være gennem møder, politiske drøftelser og andre aktiviteter, der giver et indblik i, hvordan kommunalpolitik fungerer – fra de første politiske overvejelser til de beslutninger, der får betydning for hverdagen i Albertslund.
Ifølge Paw Østergaard Jensen, der har været i Kommunalbestyrelsen i over 16 år, og i denne valgperiode bl.a. er forperson for Erhvervs-, Beskæftigelses- og Socialudvalget, var det et virkelig positivt første møde i forløbet. Ovenpå mødet siger han således:
"Det var en god oplevelse at møde de unge mennesker, som har meldt sig til politisk mesterlære. Jeg synes det er virkeligt modigt og ambitiøst at kaste sig over opgaven at blive klogere på lokalpolitik, som de har gjort. Men de lever fuldstændig op til enhver forventning man med rimelighed kunne have. De er kloge og velforberedte, og jeg sikker på, de flittigt vil gå til opgaven, de har sat sig for.”
For Albertslund Kommune er håbet, at mødet med lokalpolitikken kan være med til at give flere unge lyst til at engagere sig i demokratiet – både nu og på længere sigt. Men samtidig giver det også de fem mentorer og medlemmer af kommunalbestyrelsen mulighed for få indblik i de unges idéer, input, perspektiver og blik på unges virkelighed i Albertslund.
Udover Paw Østergaard Jensen (A) har disse fire medlemmer nu unge i politisk mesterlære i Albertslund Kommune: Signe Hagel Andersen (A), borgmester Lars Gravgaard Hansen (C), Nils Jul Gjerlev (C), Helge Bo Jensen (Ø).
Forløbet med politisk mesterlære løber frem til årets udgang.
Albertslund er ikke den eneste kommune, der har forsøgt sig med politisk mesterlære. Også blandt andre Svendborg Kommune har haft et lignende initiativ med fokus på at give unge et tættere møde med det lokale demokrati.
Læs mere om politisk mesterlære i Albertslund på www.albertslund.dk/politiskmesterlære
Følg med i Kommunalbestyrelsens arbejde
Følg med i det lokale demokrati. Læs om medlemmerne af Kommunalbestyrelsen, læs dagsordener, referater, politikker m.m.
Følg med i meget af det der sker i Albertslund
I kulturkalenderen på Kultunaut kan du følge med i meget af det der sker i Albertslund - se hvilke kommende begivenheder, arrangementer osv. som det er muligt at deltage i.