Gå til hovedindhold

Borgermøde om Budget 2027

Kom og vær med til at tale om Albertslund Kommunes budget for 2027. Der afholdes borgermøde tirsdag den 17. marts 2026. Frist for tilmelding er torsdag den 12. marts

Indhold

    Hvordan bruger vi bedst vores penge i Albertslund Kommune? Hvad er vigtigst, når vi skal prioritere og balancere opgaver og ressourcer? Byd ind med dine idéer og synspunkter til borgermødet den 17. marts 2026 kl. 18.30-21.00.

    Aftenen begynder med en generel præsentation af Albertslund Kommunes økonomi og baggrunden for årets budgetmåltal. Hvordan ser det ud nu og hvilken fremtid kigger vi ind i?

    Efterfølgende er der mulighed for at vælge mellem fem stationer, hvor du kan stille spørgsmål, komme dybere ned i konkrete områder og byde ind med idéer, forslag og ønskede prioriteringer. Du kan deltage i en af følgende stationer:

    1. Klima, natur, veje og stier
    2. Sammen om Erhverv, Beskæftigelse og Sociale Indsatser
    3. Forebyggelse og sundhed gennem hele livet
    4. Børne- unge- og familieliv
    5. Kulturlivet og fritidsmulighederne i Albertslund

    Borgermødet foregår på Albertslund Rådhus, Nordmarks Alle 1-2 fra kl. 18.30 til ca. 21.00.

    Fra kl. 18.00 til 18.30 serverer vi let aftensmad til dem, der ønsker det.

    Tilmeld dig via dette link

    Tilmeldingsfristen er torsdag den 12. marts kl. 12.00