Gå til hovedindhold

Krydset ved Fabriksparken og Ringvejen ombygges til letbanen

Nu her efter påske skal arbejdet med at ombygge krydset ved Fabriksparken og Nordre Ringvej gå i gang. Krydset skal ændres for at gøre klar til letbanen. Arbejdet fører ændringer i trafikken med sig i en periode på fem måneder. Se om det påvirker dig

Indhold

    Kort over arbejdet med ændring af krydset ved Fabriksparken

    Nu her efter påske vil arbejdet ifølge Hovedstadens Letbane gå i gang med at ombygge krydset ved Fabriksparken og Nordre Ringvej for at gøre klar til letbanen. I krydset ved Fabriksparken skifter letbanen side på Nordre Ringvej fra at køre i den vestlige side syd for krydset til at køre i den østlige side nord for krydset.

    I første omgang skal krydset i vestlig side ombygges, hvilket vil sige ind mod Fabriksparken. Hovedstadens Letbane forventer, at ombygningen af krydsets vestlige side varer cirka fem måneder. Arbejdet kan medføre støj på hverdage i tidsrummet kl. 7-22 og weekend kl. 8-18, hvor arbejdet vil være støjende som ved normalt vejarbejde.

    Hvad betyder det for dig, der færdes i området?
    Når Hovedstadens Letbane går i gang med krydsombygningen, ændrer de på trafikken i krydset. Under ombygningen er det nødvendigt at lukke for venstresving fra Nordre Ringvej til Fabriksparken for biler, der kører i nordgående retning på Ringvejen. Hvis du kører på Nordre Ringvej i sydgående retning, vil det fortsat være muligt at svinge til højre fra Nordre Ringvej og ind på Fabriksparken.  

    Hvis du kommer fra Fabriksparken, vil det fortsat være muligt at svinge til venstre fra Fabriksparken og ud på Nordre Ringvej i nordgående retning. Der vil dog være spærret for højresving fra Fabriksparken mod Nordre Ringvej i sydgående retning. Benyt i stedet Gamle Landevej, hvis du skal ud på Nordre Ringvej og mod syd.

    Ændringer for cyklister og gående
    Er du på cykel eller gående, vil der ligeledes være ændringer. Fællesstien langs med Nordre Ringvej på vestlig side vil blive spærret nord og syd for krydset. Der vil i stedet være passage til stien i skoven, som løber på samme side parallelt med Nordre Ringvej og går henover Fabriksparken.

    Ændringer for busserne
    Under arbejdet vil der være ændringer for busserne på Nordre Ringvej. Busstoppestedet for sydkørende busruter flyttes til nord for Fabriksparken. Busstoppestedet for nordkørende busruter flyttes til syd for Fabriksparken. Bemærk, at busrute 500S via Fabriksparken mod Glostrup St. ikke stopper ved Fabriksparken. I stedet stopper den ved stoppestedet Smedeland.

    Følg skiltningen i området og overhold venligst afspærringerne, så vi i fællesskab passer på byggearbejderne og på dig, mens der bygges.  

    Sådan får du trafikinformation
    Hovedstadens Letbane har indgået et samarbejde med Vejdirektoratet, som sikrer, at du kan få opdateret og detaljeret information om trafikken på vejene omkring letbanebyggeriet via de kanaler, hvor du normalt får trafikinformation.

    • På www.trafikinfo.dk kan du planlægge din tur, inden du sætter dig bag rattet. Du kan indtaste din daglige rute til og fra fx arbejde, så du løbende får trafikmeldinger på e-mail om det vejarbejde, der foregår på ruten

    • På P4 Trafikradio og via navigationssystemer kan du få information om trafikken undervejs på din rute

    Følg byggeriet
    Husk, at du altid kan følge letbanebyggeriet på vores hjemmeside dinletbane.dk, hvor du kan få et overblik over aktiviteterne på anlægskortet. Her kan du også tilmelde dig en infoservice, så du får information på mail, når nyt arbejde starter.

    Hvis du har spørgsmål til byggeriet, er du velkommen til at kontakte Hovedstadens Letbane på e-mail info@dinletbane.dk eller tlf. 7242 4500.

    Hovedstadens Letbane og entreprenør Per Aarsleff A/S beklager de gener, arbejdet kan give.