MusikTeatrets foyer bliver til kulturel havestue – Nordea-fonden støtter
MusikTeatret Albertslund har i mange år været et kulturcentrum for hele Sjælland – ikke mindst for Albertslund og områderne omkring. Med teater- og koncertsal med plads til 1000 publikummer og to biografer byder det hele året på gode oplevelser. Nu skal foyeren udvikles til et kulturelt samlingssted for byen. Det er både med i budgetaftalen for 2025, og torsdag den 28. november var filialdirektør Ismail Aslam forbi med en check på 180.000 kr. fra Nordea-fonden
MusikTeatret har lige fejret sit 50 års jubilæum, men selvom man har 50 år på bagen, kan man godt udvikle sig. Og det er netop tilfældet med kulturhusets foyer, som på mange måder er slidt ned og stemningsmæssigt mere steril end hyggelig. Bl.a. består den af hele tre typer forskelligt gulv, som både er visuelt og akustisk problematisk, når man som MusikTeatret gerne vil have mere liv i foyeren. Derfor støtter Nordea-fonden nu med 180.000 kr. til et nyt gulv og en indretning under arbejdstitlen ”Den kulturelle havestue”.
Det er leder af MusikTeatret, Maria Frej, rigtig glad for. Hun siger:
”Vi vil rigtig gerne have flere til at bruge de mange, fine kvadratmeter i MusikTeatrets rummelige foyer, også når der ikke er en koncert eller et skuespil i salen. Vi vil gerne gøre foyeren til et mødested, hvor man har fællesskaber over en god kaffe og kulturelle aktiviteter, som man selv kan bære ind i huset. Det kan være alt fra brætspil til debatarrangementer, quizzer eller fædregruppetræf. Vi vil gerne skabe en uformel, hyggelig atmosfære med grønne planter – sådan lidt som en uhøjtidelig havestue, hvor man kan slappe af, ånde frit og suge kultur til sig.”
Der er desuden sat penge af til udviklingen af foyeren til en kulturel havestue i budgetaftalen for 2025. Altså midler til at skabe rammerne for et kulturelt samlingspunkt for Albertslunds borgere. Et sted, hvor man kan samles og mødes om kulturelle aktiviteter i bred forstand. Et sted, hvor man selv kan skabe aktivitet og udfolde sig. Et uformelt, uhøjtideligt og ligefremt sted lige i hjertet af byen, som emmer af kultur. Et kulturelt forsamlingshus med plads og noget på hjerte. Den idé har Nordea-fonden nu også til alles store glæde valgt at bakke op om med en substantiel støtte til udviklingsprojektet.
Torsdag den 28. november var Ismail Aslam, der til daglig er filialdirektør for Nordea i Glostrup, således forbi med en check på 180.000 kr. fra Nordea-fonden. I den forbindelse sagde han på vegne af Nordea-fonden:
"Nordea-fonden støtter projekter, der fremmer gode liv for alle. Med initiativet i MusikTeatret i Albertslund ser vi en stærk mulighed for at styrke fællesskabet og kulturoplevelserne i lokalområdet. Projektet skaber rum for kreativ udfoldelse, social sammenhængskraft og øget trivsel, og det ligger derfor helt i tråd med vores mission om at støtte projekter, der gavner mange og bringer mennesker sammen.”
Maria Frej modtog checken, som skal bruges til at udvikle foyeren i MusikTeatret. Og hun slutter af med ordene, som peger frem:
”Det bliver simpelthen så skønt at kunne gå i gang. Straks i det nye år kaster vi os over gulvet, og så står idéerne ellers i kø mht. indretningen i løbet af foråret. Vi håber at kunne lave en lille fejring i maj af denne første fase. Og så fortsætter vi ellers de kommende år med at få gjort huset levende og indbydende for alle i Albertslund.”
Følg med i meget af det der sker i Albertslund
I kulturkalenderen på Kultunaut kan du følge med i meget af det der sker i Albertslund - se hvilke kommende begivenheder, arrangementer osv. som det er muligt at deltage i.