Gå til hovedindhold

Albertslund Musikskole tændte for julestemningen med flot koncert

Der blev tændt op for julestemningen ved musikskolens smukke og rørende julekoncert i MusikTeatret lørdag den 14. december. De mange publikummer fik store klassiske værker, inderlige ballader og spektakulære sangpræstationer fra scenen. Det er resultatet af flere måneders fordybelse og forberedelse, som kulminerer i et festfyrværkeri af en koncert

Indhold

    Fotos af Kim Matthäi Leland

    Lørdag den 14. december inviterede Albertslund Musikskole til deres årlige julekoncert i Musikteatret. Som traditionen byder blev dørene til foyeren åbnet allerede kl. 14.30, hvor musikskolens elever optrådte en times tid ved en intim-koncert. Her kunne man nyde den stemningsfulde musik, mens man fik julegodter i baren, og der var salg af smuk strik fra “Hjælpsomme hænder” ved menighedsplejen fra Opstandelseskirken. Der var masser af varme og hygge at finde på en kold decemberdag!

    Kl. 16 fortsatte programmet i koncertsalen, hvor musikskolens elever og undervisere skabte en smuk fusion af rytmisk og klassisk musik. Åbningen var spektakulær med sangsolist Nikoline Karlsen Knaack, der fremførte ”Night Light” af Laufey – smukt akkompagneret af Albertslund Symfoniorkester. Derefter var flere solister i spotlightet, der var fængende bandoptrædener på sidescenen, og flere klassiske værker ved Albertslund Symfoniorkester samt fællessang for alle i salen. Helt essentielt var desuden et projekt-julekor med både børn og voksne, herunder også Herstedøsterkirkes voksenkor, som deltog i koncerten.

    Musikskoleleder Ulrik Skat fremhævede i sin tale, at julekoncerten netop viser, hvor langt eleverne er kommet i deres musikalske udvikling. Det har krævet tid og fordybelse at mestre et instrument på så højt et niveau, og det er kundskaber, som eleverne kan tage med sig i hele deres liv!

    Musikskolen tændte således for alvor op for julestemningen.