Gå til hovedindhold

Kommunalbestyrelsen holdt møde i Vikingelandsbyen

Tirsdag den 21. juni holdt Kommunalbestyrelsen deres temamøde i Vikingelandsbyen. Anledningen var landsbyens 30 års jubilæum, som kan fejres i år

Indhold

    Tilbage i 1992 blev Vikingelandsbyen i Albertslund bygget. En drøm blev virkeliggjort. Siden er mange tusinde børn gået tilbage i tiden i Vikingelandsbyen. Her har de lært, gjort og oplevet, hvordan det var at leve i vikingetiden. Vikingelandsbyen er nemlig et historisk og pædagogisk værksted, hvor børn oplever og lær på samme tid.

    I 2002 holdt kommunalbestyrelsen møde i Salshuset i Vikingelandsbyen for at markere 10 års jubilæet med daværende borgmester Finn Aaberg som høvding. I år fylder Vikingelandsbyen 30 år, og den nuværende kommunalbestyrelse gør kunsten efter med borgmester Steen Christiansen som høvding.

    Høvding Steen Christiansen siger:

    ”Vi har netop vedtaget Albertslunds nye vision, som har børn og fællesskaber i centrum, og i det lys er Vikingelandsbyen en af vores vigtigste kulturinstitutioner. Midt i det grønne Albertslund åbner sig en ny verden og en vigtig tid i historien sig her for børnene, hvor de lærer nyt gennem praksis. I år er det 30 år siden, at drømmen om Vikingelandsbyen blev til virkelighed pga. ildsjæles vedholdende og imponerende indsats. Lige siden har Vikingelandsbyen været en vigtig del af Albertslunds historie. Derfor holdt vi temamøde i Vikingelandsbyen på dagen, hvor vi har vedtaget en ny vision for byen, der skal pege fremad, men stadig have hold i rødderne.”      

    Klaus Mejer Mynzberg, der er leder af Vikingelandsbyen i Albertslund, glædede sig over besøget af Kommunalbestyrelsen. Han siger:

    ”At Vikingelandsbyen blev til, kan bestå og har en fremtid er i høj grad Kommunalbestyrelsens fortjeneste og prioritering. Derfor var det også dejligt at have besøg af dem og lægge Salshus til et temamøde på dagen, hvor også en ny vision for byen blev vedtaget. I visionen ser vi nemlig, at Vikingelandsbyen kan have en vigtig rolle. Med rødder i vikingetiden ser vi frem til at være en del af fremtiden, ikke mindst til gavn for alle Albertslunds børn.”     

    Læs visionen i referatet fra kommunalbestyrelsesmødet den 21. juni 

    Læs mere om Vikingelandsbyen i Albertslund på hjemmesiden www.vikingelandsbyen.albertslund.dk