Frivilligt socialt arbejde for ældre (§ 7 i ældreloven)
Læs om puljen til frivilligt socialt arbejde for ældre (§ 7 i ældreloven)
Albertslund Kommune er forpligtet til at samarbejde med frivillige sociale organisationer og foreninger på ældreområdet jf. § 7 i ældreloven.
Kommunalbestyrelsen skal udover samarbejdet afsætte et beløb til støtte af en frivillig social indsats på ældreområdet – den såkaldte § 7-pulje. Formålet med § 7 er at fremme et bredt samarbejde mellem kommunen og den lokale frivillige sociale sektor for at skabe gode rammer for den frivillige indsats og sikre et
bedre samspil mellem offentlige sociale tilbud og den frivillige indsats.
Tilbuddene skal som udgangspunkt være målrettet den ældre målgruppe, dvs. personer, der har nået folkepensionsalderen.
Det er Ældre, Sundhed & Social, der varetager administrationen af nærværende retningslinje.
Hvem kan søge tilskud?
§ 7-midlerne kan søges af lokale frivillige sociale foreninger, non-profit organisationer og almennyttige foreninger og grupper, grundejerforeninger, patientforeninger, klubber, organisationer og andre frivillighedsinitiativer, også af mindre formaliseret art, samt grupper af borgere eller enkelte borgere, der
iværksætter generelle tilbud, der udbyder aktiviteter, som er funderet på en frivillig indsats.
Derudover kan landsdækkende organisationer og initiativer støttes såfremt det bidrager til Albertslund borgere.
Følgende foreningstyper kan ikke tildeles midler:
Foreninger, hvis primære målgruppe er personer under pensionsalderen, kan ikke tildeles midler efter disse retningslinjer. Disse foreninger henvises i stedet til at søge § 18-midler efter serviceloven, mens folkeoplysende foreninger henvises til at søge midler efter folkeoplysningsloven.
Partipolitiske foreninger (ungdomspartier kan på visse betingelser blive godkendt som folkeoplysende foreninger).
Hvad kan der ydes støtte til
• Aktiviteter og arrangementer, der er målrettet ældre borgere.
• Ansøgeren (foreninger/grupper) skal have sit virke i Albertslund Kommune og initiativet skal være rettet mod kommunens borgere.
• At bevare, styrke og skabe meningsfulde (og nye) relationer med andre borgere for herigennem at forebygge ensomhed.
• At fremme trivsel og livskvalitet gennem sundhedsfremmende tiltag, som fx fysisk aktivitet eller udflugter.
• Aktiviteterne kan være af underholdende eller social karakter fx ture, foredrag, inspirationsmøder eller musikarrangementer.
Der ydes primært tilskud til aktiviteter fra frivillige sociale organisationer og foreninger og ikke til løn og driftsomkostninger.
Tilskuddet skal anvendes i overensstemmelse med ansøgningen. Sker der væsentlige ændringer skal dette godkendes inden iværksættelsen.
Der kan ikke søges til:
• Varige driftsomkostninger til foreningen. Her henvises til ”puljen for sociale foreninger”.
• Medlemstilskud ydes ikke, da tilskud skal målrettes konkrete aktiviteter med relevans for målgruppen.
Afgørelser om tildeling af tilskud kan ikke påklages til anden administrativ
myndighed, f.eks. Ankestyrelsen.
Følgende kriterier indgår i prioritering af ansøgningerne:
• Aktiviteter, der er baseret på frivilligt arbejde dvs., ulønnet.
• Arbejdet/aktiviteten skal finde sted i Albertslund Kommune.
• Geografisk spredning i kommunen.
• Aktiviteterne skal være åbne for alle inden for målgruppen.
• Der vil blive lagt vægt på at sikre en bred fordeling, med henblik på at flest muligt ansøgere opnår støtte.
• Der bevilliges et maks. på 25.000 kr. pr. ansøgning.
• Ved ansøgninger fra landsdækkende organisationer er beløbet maks. 5.000 kr.
Såfremt der søges midler til aktivitetsbaserede driftsudgifter, som f.eks. løn til instruktør af den pågældende aktivitet, lokaleleje e.l., vil der blive lagt vægt på, om udgifterne er nødvendige for at gennemføre aktiviteten, og om udgifterne står i et rimeligt forhold til øvrige udgifter og eventuel egenbetaling. Der kan ikke ydes tilskud, hvis der efter anden lovgivning ydes tilskud eller støtte. Her gælder den almindelige regel, at når et område er dækket af en speciallovgivning, skal denne anvendes.
Hvordan søges der støtte
Der skal søges elektronisk gennem foreningsportalen: foreningsportal-albertslund.kmd.dk
For at kunne søge skal man være oprettet eller oprette sig. Alle seniorgrupper, organisationer, foreninger omtales som ”foreninger” i foreningsportalen.
Læs guide til oprettelse og ansøgning i foreningsportalen
Spørgsmål kan sendes til forebyggende medarbejder Laila Udby pr. mail til lud@albertslund.dk
Der kan kun udbetales til foreningernes NEMkonto.
Efter initiativets/forløbets afslutning indsendes et regnskab og en kort beskrivelse af forløbet som dokumentation. Dette uploades ligeledes gennem foreningsportalen under "dokumenter".
Ubenyttede- eller overskydende tilskud skal returneres til puljen.
Beslutning om ansøgningsfrekvens
Kommunalbestyrelsen besluttede i efteråret 2025, at der fremover afholdes to årlige ansøgningsrunder (gælder ligeledes for §§ 18 og 79 i serviceloven og § 6 i ældreloven).
Fremover vil ansøgningsfristerne være:
• 1. maj
• 1. november
Midlerne vil blive tildelt i ultimo maj og ultimo november.
Retningslinjer
Kommunalbestyrelsen har delegeret kompetence til varetagelse af nærværende retningslinje til Ældre, Sundhed & Social.
Der udarbejdes en årlig redegørelse til relevant fagudvalgs behandling og vurdering af det foregående års forløb.
Følg med i Kommunalbestyrelsens arbejde
Følg med i det lokale demokrati. Læs om medlemmerne af Kommunalbestyrelsen, læs dagsordener, referater, politikker m.m.
Find aktiviteter med Socialkompas
Socialkompas Albertslund er din samlede indgang til byens mange aktiviteter. Her finder du alt fra rådgivning og lektiehjælp til foredrag og fællesskaber – både i foreningslivet og i kommunen. Find det tilbud, der passer til dig eller din familie.
Gå på opdagelse og find dit næste fællesskab på albertslund.socialkompas.dk