Grundejers forpligtelser
Som grundejer har du pligt til at klippe og beskære beplantning, holde rent samt bekæmpe glat føre og rydde sne på fortov og sti ud for din ejendom.
Dette gælder både for offentlige veje og private fællesveje, og hvis en grundejer ikke lever op til sine forpligtelser kan vejmyndigheden (oftest kommunen) give en frist til at bringe forholdene i orden - og i sidste ende lade arbejdet udføre for grundejers regning. Du kan læse mere om forpligtigelserne i vores regulativ herunder:
Vinter- og Renholdelsesregulativ for Albertslund Kommune
Beskæring af træer, hække og buske langs veje og stier
Som grundejer skal du sørge for at hække, buske og træer langs med og ud for din ejendom, ikke breder sig ud over fortov og kørebaner til gene for trafikanterne. Lysarmaturer og luftledninger skal også friholdes fra grene m.m.
Som vist på tegningen skal der over fortov og sti være en frihøjde på mindst 2,75 meter - over kørebaner mindst 4,2 meter.
Grundejer skal også klippe og beskære beplantning så den ikke dækker for færdselsskilte, og ved ejendomme med oversigtsdeklaration, eksempelvis på en hjørnegrund, skal beplantning af hensyn til trafiksikkerheden, beskæres i højden. Typisk må beplantning i oversigtsarealer maksimalt blive 0,8 meter høj.
Endelig er grundejer forpligtet til at holde fortov og sti fri for ukrudt, så fliser og asfalt ikke bliver ødelagt når planterne gror op gennem belægningen.