Gå til hovedindhold

Mountainbike

I Albertslund kan du køre på mountainbike i Hyldager Bakker. Mountainbikesporet ligger i den nordlige ende af Kongsholmparken.

Indhold

    Mountainbikesporet er på 1,2 km med middel sværhedsgrad, der ligger for foden af Hyldager Bakker i Kongsholmparken i Albertslund.

    Mountainbikesporet er bygget som flow-spor med hop, rollers og sving, som alle kan rulles. Enkelte steder er der større hop og tekniske elementer, som man kan køre uden om. Mountainbikesporet indeholder en kort teknik-bane til at træne sving og pump-teknik. Teknikbanen henvender sig til børn og begyndere.

    Læs mere om mountainbikesporet på udinaturen.dk

    Husk! Du skal altid have hjelm på, når du kører på mountainbike - for din egen sikkerheds skyld.

      Find vej

      Mountainbikesporet ligger i den nord-vestlige del af Kongsholmparken i Albertslund. Er du i bil, kan du parkere på P-pladsen ved borgmester Hans Nielsens vej, og følge stierne i parken. Er du med tog, så stå af på Albertslund Station, og følg Taastrup-stien mod syd, ca. 1,5 km.

      Forvent det uventede, når du kører MTB! Pas på dig selv - følg altid disse ti gode råd:

      Brug altid sikkerhedsudstyr

      Som minimum cykelhjelm, rygskjold og handsker, men også gerne arm- og benbeskyttere og briller som beskyttelse mod grene.

      2. Afpas altid din hastighed efter forholdene

      – både for din egen og andres sikkerheds skyld.

      3. Hold afstand

      En god tommelfingerregel er at holde mindst fem cykellængders afstand til den forankørende MTB. Ikke mindst når sporet er et singletrack.

      4. Cykl sammen med andre

       

      5. Husk at have billed-id eller det gule sundhedskort på dig

      Hvis uheldet er ude, og du f.eks. er bevidstløs eller omtumlet, er det en stor hjælp for dem, som skal hjælpe dig - ikke mindst på sygehuset.

      6. Kend dit udstyr, dine evner og det område, du skal køre i

      - og planlæg turen ud fra det. Husk også at tage højde for vind og vejr.

      7. Stå af undervejs og tjek ruten

      Kast dig kun over stejle nedkørsler og andre teknisk krævende udfordringer, hvis du er sikker på, du kan klare dem. Kig dem lige an først.

      8. Vær hele tiden koncentreret

      Et øjebliks uopmærksomhed kan bringe dig selv og andre i fare.

      9. Vær synlig

      Husk lys på cyklen eller en pandelampe, når du kører i skumringen, eller når det er mørkt.

      10. Hold altid dit MTB-udstyr i god stand

      Kilde: Naturstyrelsen

      Kør hvor du må
      • I naturen må du kun cykle på veje og stier.
      • Undgå at køre på afmærkede ridestier, vandreruter o.l. uden for skovvejene.
      • Kør ikke på fortidsminder, gravhøje, diger og trapper.
      • Kør ikke i private skove fra solnedgang til kl. 6 næste morgen.
      Kør ansvarligt
      • Tilpas din fart, og hold afstand – færdselsloven gælder også i naturen.
      • Cykel sammen – husk hjelm, telefon og sygesikringskort.
      • Skån sporet i meget våde perioder, brug kun de robuste spor og skovvejene.
      Vis hensyn
      • Kør i roligt tempo, når du møder andre skovgæster. Brug evt. ringeklokken i god tid – eller et verbalt ”ding-ding”.
      • Smid ikke dit affald i naturen.
      • Undgå steder, hvor der er mange skovgæster, og værn om dyr og planter.

      Kilde: Naturstyrelsen