Kulturtrappen
Her kan du læse om Albertslund Kommunes kulturtilbud til alle folkeskole-elever
I 2017 vedtog kommunalbestyrelsen, at kommunens skoler skulle have en Kulturtrappe. For selv at blive kulturelle borgere skal børn have mulighed for at stifte bekendtskab med og møde kulturen i eksempelvis litteraturmøder, teaterforestillinger, æstetiske arbejdsprocesser. Kulturtrappen udvikles og der udarbejdes aktuelle forløb til alle skolens elever fra 0.-10. klasse i Albertslund hvert år.
Kulturtrappen udvikles i tæt samarbejde med de gode kulturinstitutioner, som ligger i og omkring Albertslund. Det være sig Vikingelandsbyen, Musikskolen, Biblioteket, Musikteatret, Kroppedal Museum, Vikingelandsbyen og Billedskolen.
Det betyder, at alle elever/klasser bliver aktive deltagere i forløb arrangeret og tilrettelagt for de forskellige klassetrin. Forløbene lever op til fagenes formål, der lægges op til fordybelse i arbejdet før, under og efter på skolerne.
Der er årligt afsat kommunale midler til gennemførsel af Kulturtrappen.
”Her møder alle børn og unge nemlig kunst og kultur i skolen. Det er med til at give dem perspektiv og inspirere dem til at have blik for aktiviteter, der kan opleves. Det blik kan de bruge videre i deres liv. Kulturtrappen handler om indblik og udsyn. Kulturtrappen bidrager til at danne vores børn, så de kan rumme, indgå og skabe sammenhæng i vores fælles samfund.”
Herunder ses oversigt med samarbejdende kulturinstitutioner for de enkelte årgange for skoleåret 26/27:
- 0. årgang: Forløb med Musikskolen
- 1. årgang: Forløb om film og en oplevelse i Albertslund Biograf
- 2. årgang: Besøg i Miniplanetariet – forløb med Kroppedal Museum
- 3. årgang: Kend din lokalhistorie – kend din egn, en bogudgivelse om lokalhistorien
- 4. årgang: Geometri i kunsten – om matematik i kunst et forløb med Billedskolen
- 5. årgang: Børn og Bøger i Bio – et forløb med fokus på læselyst, Litteraturmøde
- 6. årgang: Demokratidagen – forløb om demokratisk dannelse
- 7. årgang: Forløb med Vikingelandsbyen og Kroppedal Museum om jordens ressource ”jern”
- 8. årgang: Forløb med Folkebiblioteket med fokus på et litteraturmøde med en forfatter
- 9. og 10. årgang: Teaterforestilling med egnsteatret Mungo Park
Der tages forbehold for ændringer vedrørende skoleåret 2026/27.
Musikskolen
Musikskolens undervisningstilbud i Albertslund er for alle aldersgrupper og tilstræber at dække alle instrumenter og alle genrer.
Billedskolen
Billedskolen i Albertslund er for børn, unge og voksne med lyst til at arbejde kreativt med kunstneriske udtryk - for eksempel tegning, maling, collage, skulptur og installation.
Vikingelandsbyen
Vikingelandsbyen er et historisk værksted, drevet af Albertslund Kommune, smukt beliggende med udsigt over St. Vejleådalen og med vægt på kvalitet og fordybelse. Her kan børn, unge og voksne gøre ophold for en stund og søge tilbage i tiden for at reflektere, hente viden og inspiration.
Vikingelandsbyen blev oprettet i 1992.
Se Vikingelandsbyens hjemmeside