Gå til hovedindhold

Stærkt samarbejde på Vestegnen vinder pris

Vestegnens Politi Cup – det store fælles samarbejde mellem kommunerne på Vestegnen, Brøndby IF, Hovedstadens Beredskab og Københavns Vestegns Politi til glæde for børn og unge – har vundet Den Kriminalpræventive Pris 2022

Indhold

    Vestegnens Politi Cup er en stor fodboldturnering, hvor hold med hundreder af børn og unge fra fritids- og ungdomsklubber fra hele Vestegnen dyster med politi- og brandfolk på Brøndby Stadions baner.

    Cuppen har været afholdt de seneste to år og er netop tildelt Den Kriminalpræventive Pris 2022.

    Politidirektøren i Københavns Vestegns Politi, Kim Christensen, er stolt af, at et stærkt forebyggende samarbejde om at skabe gode relationer mellem unge og ansatte i kommuner, politi og brandvæsen bliver anerkendt med årets Kriminalpræventive Pris:

    ”Det glæder mig først og fremmest på vegne af alle de børn og unge, som deltog og har delt sjove, fælles oplevelser med os før, under og efter cuppen. Men prisen motiverer også alle de ildsjæle i kommuner, idrætsforening, brandvæsen og politi, som har arbejdet for, at Vestegnens Politi Cup er blevet til virkelighed,” siger Kim Christiansen.

    Borgmester Steen Christiansen er også begejstret for initiativet. Han sætter således disse ord på arrangementet, hvor han selv var en del af holdet med borgmesterkolleger og justitsminister Matias Tesfaye:

    ”Vestegnens Politicup er et super arrangement, og jeg er helt sikker på, at det positive møde mellem unge på tværs af kommuner og myndighedspersoner kan spille ind i de unges relation til for eksempel politiet og dermed få betydning for den tryghed, som vi alle er optaget af i vores samfund,” siger borgmester Steen Christiansen, Albertslund kommune.

    Anerkendelse og penge
    Med prisen fulgte 50.000 kroner til at forebygge kriminalitet.

    Det er endnu ikke besluttet, hvad pengene skal gå til, men en del kunne for eksempel være med til at drive Vestegnens Politi Cup videre eller indgå i andre forebyggende indsatser.

    Forebyggelse er en fast del af politiets arbejde, og aktuelt afvikler Københavns Vestegns Politi en bred vifte af aktiviteter dækkende over sikkerhed i trafikken, information om svindel mod ældre, sikker adfærd på internettet, indbrudssikring, og hvordan unge undgår at blive misbrugt af kriminelle som ’muldyr’ ved at stille deres bankkonto til rådighed for lyssky penge.